Vandflyveren Short Empire opfyldte i 1937 en ambitiøs britisk drøm: Endelig blev det muligt at binde det globale imperium sammen med luftruter.
Det havde regeringen i London stræbt efter, siden Imperial Airways blev stiftet i 1924, men først nu fik selskabet fly, der var stærke nok til at fragte post og passagerer til selv de fjerneste destinationer.
Hvor rejsende hidtil havde måttet skifte fly adskillige gange og tilbagelægge nogle etaper med tog, kunne Short Empire fragte dem hele vejen.
I juni 1937 åbnede London-Cape Town, og i juli året efter fulgte London-Sydney. Dermed var historiens første interkontinentale luftruter skabt.
London-Sydney: 30 mellemlandinger, ca. 22.000 km
London-Cape Town: 12 mellemlandinger, ca. 11.000 km
I cockpittet sad flyets luftkaptajn, styrmand og radiooperatør.
I køkkenet måtte stewarden slide for at opfylde alle sine passagerers ønsker.
Postmanden i flyet holdt styr på de mange forsendelser, der skulle af og på.
Fire kabiner kunne huse op til 17 passagerer. Forrest lå rygekabinen og derefter midtskibskabinen, promenadekabinen og agterkabinen. Ved aftenstid blev de alle omdannet til sovekabiner.
To tons bagage eller over 100 kg pr. passager kunne Short Empire fragte.
Short Empire
Short-fabrikken nåede at fremstille 42 Empire-fly, inden den gik over til krigsproduktion i 1940.
Vandflyver-producenten Short fik til opgave at udvikle Imperial Airways’ nye flagskib, fordi lufthavne endnu var sjældne uden for Europa i 1930’erne.
Selskabet havde brug for en flytype, der ikke behøvede fast underlag for at lande og tanke op. Passagererne skulle betale en høj billetpris, og flyrejser var derfor kun for de rigeste.
Til gengæld fik alle ombord en udsøgt betjening i luksuskabiner, og turen mindede om et krydstogt, hvor passagererne kunne gå på opdagelse i eksotiske byer undervejs.
- verdenskrig afbrød den interkontinentale flytrafik, og i løbet af krigen blev der anlagt så mange flyvepladser, at vandflyvere ikke længere var nødvendige i 1945.