Den voldsomme Hindenburg-katastrofe i 1937, hvor det tyske luftskib brændte op, satte et effektivt punktum for luftskibenes æra.
Men frem til 1937 så konkurrencen mellem fly og luftskibe ud til at ende med luftskibenes sejr – især når det handlede om længere flyvninger over fx Atlanten.
Fly måtte mellemlande på havet
Datidens fly kunne ikke klare turen i ét stræk, men måtte lande på havet for at tanke op.
Pladsen var trang og komfort forbeholdt de rigeste. Her havde luftskibene en klar fordel, for de havde plads til ordentlige sovekabiner, en god restaurant og sågar en rygesalon.
Nazityskland var førende inden for luftskibe, men var udelukket fra at købe helium til opdriftsmiddel. I stedet var skibene fyldt med eksplosiv brint.
Eksplosionen i 1937 satte en stopper for flyvningen, og kort efter brød 2. verdenskrig ud. Da freden endelig kom, var luftskibsteknologien forældet.
Luftskibet vs. flyvemaskinen: Derfor tabte luftskibet
Luftarten helium, der ikke kan brænde, kunne måske have forlænget luftskibets levetid efter 1937.
Men pga. af den ustabile verdenssituation var der et internationalt forbud mod handel med helium.
Den teknologiske udvikling af flyvemaskinen, der tog fart under 2. verdenskrig, betød, at de blev hurtigere og sikrere end luftskibet.
Flyene voksede i størrelse og kunne snart tilbyde behagelig transport.