På USA’s flådebaser indløb der i 1924 et usædvanligt telegram fra flådeministeriet. Marinens radiooperatører fik ordre til at spidse ører og lytte efter signaler fra Mars.
“Flåden ønsker at samarbejde med astronomer, som vurderer det muligt, at Mars måske vil kommunikere via radio”, hed det i telegrammet.
Operatørerne skulle registrere “elektriske fænomener af ualmindelig karakter” fra den røde planet. Samme ordre indløb hos USA’s militærbaser.
Flådebasen i den amerikanske by Seattle var en af flere baser, der fik besked på at rette antennerne mod Mars, da planeten kom tæt på Jorden i 1924.
Astronomernes beregninger viste, at Mars i sin omløbsbane ville være blot 55,7 mio. km fra Jorden mellem den 21. og 24. august 1924 – den korteste afstand siden 1804. Var der intelligent liv på Mars, ville de kvikke marsboer måske kontakte os via datidens mest avancerede apparat, radioen.
Naturligvis kom der ikke en lyd fra Mars – og dog. Et signal fra planeten er aldrig blevet opklaret.
Folk tunede ind på radio fra Mars
Tanken om liv på Mars var ikke ny. Allerede i 1890’erne påstod den amerikanske astronom Percival Lowell at kunne bevise det.
I sit teleskop havde Lowell observeret et netværk af linjer på Mars’ overflade. Linjerne, mente Lowell, var kanaler til kunstvanding – altså havde marsboerne et avanceret landbrug og dermed en veludviklet civilisation.
Streger og striber på Mars’ overflade blev af astronomer tolket som marsboernes vandingskanaler til landbrug.
Mars-feberen brød ud i lys lue i 1924, da aviserne omtalte den forestående aflytning. Journalister skrev om, at marsboerne ville kontakte os på et fremmed sprog eller sende særlig “Mars-musik”.
Da planeten nærmede sig i slutningen af august, skruede også civile radiolyttere på deres apparater i håb om at opfange stemmer og musik fra Mars.
I dagene efter modtog myndighederne i flere lande rapporter om sære lyde – lyttere i London havde fx hørt “hårde toner”. Observationerne blev dog alle identificeret som radiosignaler fra Jorden.
En lytter i Boston skrev imidlertid om en underlig, ringende lyd, der blev afbrudt af et brat “zip” – som en hård, kort knitren. Denne “zip”-lyd fandt forskerne aldrig en konkret forklaring på.