SZ-Photo/Imageselect
Fokker Dr.I, Jasta 11, Den Røde Baron

Kluntet tyksak spredte rædsel i skyerne

Med sin korte krop og sine tykke vinger var Fokker Dr.I-flyet alt andet end imponerende, men jagerflyets uovertrufne manøvredygtighed sikrede Manfred von Richthofen stjernestatus som “Den Røde Baron”.

Britiske generaler lo hånligt, da det tyske fly Fokker Dreidecker – forkortet Dr.I – i august 1917 første gang blev set på himlen over fronten.

Flyet, der blev båret oppe af tre kluntede vinger, var både lille og langsomt sammenlignet med konkurrenterne.

Men latteren forstummede, da den tyske pilot Werner Voss satte sig i maskinen og kort efter skød hele 10 britiske fly ned.

Luftkrig foregik under 1. verdenskrig som nærkamp mellem piloter bevæbnet med maskingeværer.

Teknikken krævede manøvredygtige maskiner, der hurtigt kunne stige i højde, overraske fjenden og efter angrebet hastigt dykke ned igen - alle egenskaber, som Dr.I besad til fulde.

Flyet kunne ifølge flyveresset Manfred von Richthofen “klatre som en abe og springe omkring som en djævel”.

VIDEO: Gå på opdagelse i en Fokker Dr.I

Den tyske Fokker Dr.I var ikke lige så hurtig som andre kampfly, men til gengæld gjorde flyets kompakte størrelse og blide former den til en formidabel modstander.

Video

Richthofen kastede straks sin kærlighed på det vævre fly, som han lod male knaldrødt. De mange sejre i flyet sikrede den allerede anerkendte kamppilot evig berømmelse som “Den Røde Baron”.

VIDEO: Se Den Røde Baron gå i luften i en Dr.I.

Video

“Baronen” nåede at gøre det af med 19 fjendtlige fly, inden han den 21. april 1918 selv blev skudt ned. Snart forsvandt også Fokker Dreidecker fra himlen.

Maskinen blev måneden efter udkonkurreret af det hurtigere Fokker D.VII. Den letkendelige Dr.I har dog bevaret sin stjernestatus som 1. verdenskrigs mest ikoniske fly.