Solen bager over Londons tage. Det er sommeren 1858. Themsens brune vand skvulper som en tyk suppe med gulligt skum omkring bropillerne ved Westminster Bridge. Og stanken er mere kvalmende end nogensinde.
Langs flodbredden, hvor det stinkende vand bliver til en tyk klistret masse, går lasede børn og roder med pinde i mudderet for at finde søm, rester af reb eller knogler, som de kan sælge til klunsere.
Store dele af Londons befolkning levede i slutningen af 1800-tallet i slumkvarterer, hvor koleraen høstede de fleste af sine ofre.
Det brune klister tørrer i solen til grålige kager på deres tynde ben. De kommer her hver dag. Kloakudløbenes slam er deres levevej. De er nederst i hierarkiet af fattige, som lever af slammet.
For det her er Dickens' London. Det er Victoriatidens London. Og det er Londons “The great stink” – dunsten, som den bliver kaldt i folkemunde og i de stadig mere ophidsede avisartikler, der kræver handling.
30.000 er døde af kolera
Dunsten kommer fra de over to mio. indbyggeres naturlige kropsfunktioner. Og fra udledninger fra husdyrhold, slagterier, garverier og fra overfyldte kirkegårde.
Spildevandet oversvømmer kloakker og kældre, forurener vandpumper og løber ud i floden. Hørmen trænger ind alle steder gennem vinduer, døre og sprækker. Selv gennem murværket i parlamentsbygningen, hvor de få tilbageværende parlamentsmedlemmer trykker deres håndbroderede lommetørklæder mod næserne i et forgæves forsøg på at holde dunsten ude.
Mange har for længst pakket familier, kufferter og hestevogne og er rejst på landet. Væk fra den storby, som er kendt som en civilisationens højborg, men som nu er ved at drukne i sin egen befolknings fækalier.
Det er ikke noget, der er sket denne sommer. Det er sket igennem de seneste år. Og det har igennem årene været genstand for avisskriverier og talrige kommissionsarbejder.
Aviserne lagde ikke fingrene imellem i deres kritik af vandværkerne. Satiretegningen fra 1858 blev døbt “monstersuppe fra Themsen”.
Kolera har hærget i tre omgange siden 1831. Hele familier i de tætpakkede fattige kvarterer er i løbet af få dage blevet udraderet. I alt har koleraen kostet over 30.000 mennesker livet.
Alligevel er det først nu, hvor hørmen når de forfinede parlamentsmedlemmers næsebor, at der sker noget. De beslutter omsider, at London skal have et nyt kloaksystem, som kan lede bakteriesuppen væk fra byen. Og de giver hovedstadsrådet “Metropolitan Board of Works” beføjelser og penge til det.
Én mand mere end nogen andre bliver lettet over den beslutning. Det er chefingeniøren i hovedstadsrådet, Joseph Bazalgette. Han har igennem flere år forsøgt at få lov til at gøre noget ved den lurende miljøkatastrofe.
Nu kan han endelig gennemføre det storstilede ingeniørarbejde, som skal trimme London til fremtiden og redde byens borgere fra en regulær miljøkatastrofe.
Victoriatidens ingeniører gik standsmæssigt klædt. Her inspicerer de arbejdet med at anlægge det nye kloaksystem.
Londons fattige sopper i slam
Igennem århundreder har London ellers været kendt for sit gode drikkevand. I middelalderen var der så mange laks, at læredrengene hos håndværksmestrene bad om at slippe for at få laks mere end to gange om ugen.
Men i løbet af få år blev Themsen så forurenet, at den på en strækning af fire til fem kilometer var helt uden liv. Den sidste laks blev fanget i 1833.
Og det er der gode forklaringer på. For det første er der sket mere end en fordobling af indbyggertallet på 50 år. For det andet er det praktiske vandkloset blevet en efterspurgt succes, og for det tredje har byen opgivet sit gamle sanitetssystem uden at vælge et nyt.
Londons gamle kloaksystem var kun beregnet til at føre overfladevand væk. Det havde ikke kapacitet til udledningen fra de nyopfundne klosetter.
Indtil 1815 havde omkring 200.000 sivebrønde over hele byen modtaget spildevandet, og de såkaldte natmænd havde mod betaling tømt latringruberne for slam og kørt det ud på landet. Men systemet kunne ikke holde til den voldsomme befolkningstilvækst.
Sivebrøndene flød over, og natmændene satte prisen op, fordi de skulle længere og længere uden for byen for at komme af med deres ildelugtende last. Londons mange fattige kunne ikke betale, og efterhånden stod slammet op i soppehøjde i kældre, baggårde og smalle gyder.
Det førte til, at myndighederne i 1815 ophævede forbuddet mod at lede vand og slam fra husholdningerne ud i kloakkerne.
Drikkevand bliver hentet i Themsen
Oprindeligt var kloakkerne kun bygget til at lede overfladevand væk fra byen og ud i floden. Men nu blev de åbnet for over to mio. menneskers daglige udledninger. Og Londons indbyggere befandt sig i en sanitær dødsfælde.
Byens tilstand var en stående invitation til kolerabakterierne om at slå til. I takt med at kloakvandet skyllede koleraepidemier ind over byen, flød aviserne over med indlæg om de elendige sanitære forhold og drikkevandets dårlige kvalitet.
Uden at de to faktorer i øvrigt blev koblet sammen. Charles Dickens var blandt dem, som offentligt kritiserede drikkevandsforsyningen. Han besøgte et af Londons vandværker i 1850 og beskrev, hvordan tidevandet kunne skylle kloakslam tilbage i floden lige netop der, hvor vandværket hentede vand til storbyen.
“Fader Themsen præsenterer sine børn for den smukke by London,” lyder teksten. Børnene er difteri, kolera og kirtelsyge – sygdomme, der blev overført med vandet.
Men lige meget hjalp det. Flere kommissioner blev igennem årene nedsat til at tage hånd om problemerne, men de havde hverken penge eller magt til for alvor at gøre noget. Og modstanden hos de mange forskellige lokale råd, vandværker og kloakkommissioner i de forskellige bydele var stor.
Hver gang nogen talte for en samlet løsning for storbyen, rasede diskussionen om centralisme versus den lokale selvbestemmelse. Og intet skete.
Først i 1856 fik byen sit første egentlige hovedstadsråd, Metropolitan Board of Works. Og først under “The great stink” fik rådet magt og midler til at handle.
Koleraen kom fra Indien
I mellemtiden hærgede koleraen og gjorde indhug især i de fattigste kvarterer. Første gang kom den i 1831 fra Indien og dræbte over 6.000 mennesker i London.
Mavesmerter, opkast og diarré var de sikre tegn. Blev en person ramt, gik der ofte kun et døgn, før vedkommende lå drænet for væske og liv med den karakteristiske gråsorte farve i huden, ventende på det sidste anstrengte hjerteslag. Så hurtigt høstede koleraen.
De fattige havde ikke råd til begravelser, så de døde lå i dagevis blandt de levende. Der blev pillet løg i massevis for at skjule lugten af forrådnelse, og lægerne stod magtesløse. I det anerkendte lægetidsskrift “The Lancet” skrev de opgivende “Vi ved intet”.
Men én læge ville ikke acceptere sin magtesløshed. John Snow hed han. Og han slog sig ned i et af de værst ramte kvarterer, Soho, og satte sig for at finde ud af koleraens smittevej.
Snow havde en teori om, at smitten kom fra drikkevandet. Men han var oppe imod stærke kræfter. En anden teori om smitten var nemlig fremherskende. Miasme-teorien, som stammede helt tilbage fra den græske oldmediciner Hippokrates, havde mange tilhængere.
Ifølge den var smitten i luften. Og når lugten var værst, var risikoen for at indånde smittestoffer størst, mente folk. Lugten lå som en “dødens engel” over London, skrev aviserne.
Koleraens smitteveje var ukendte i midten af 1850'erne. Folk troede, at smitten blev overført via luften, og for at komme stanken til livs blev byens kloakker skyllet igennem. Det bakteriefyldte slam røg ud i Themsen – samme sted, hvor der blev pumpet drikkevand op til byens indbyggere.
Det var først og fremmest advokaten Edwin Chadwick, en ihærdig forkæmper for sociale reformer, der førte teorien massivt frem. Edwin Chadwick skrev i et indlæg i The Times, at “al lugt er smitte”.
Chadwick var med til at bane vejen for en lov, som i 1848 gjorde det lovpligtigt at tilslutte husholdningerne til kloaksystemet. Men det gjorde kun ondt værre. Endnu mere spildvand røg ud i Themsen. Og resultatet udeblev ikke. I slutningen af 1848 begyndte den anden koleraepidemi.
Chadwick, der nu var blevet formand for en af mange kloakkommissioner, der blev nedsat i de år, traf endnu en fatal beslutning. Igen ud fra teorien om, at smitten skulle findes i luften.
For at komme dunsten kvit beordrede han alle kloakker skyllet igennem. Hvad der måtte være af gammelt slam, som havde lejret sig i byens kloakker, blev nu spulet ud i Themsen, som dermed fik et endnu højere koncentrat af den dødsensfarlige bakteriecocktail.
Mod slutningen af 1849 var 14.000 londonere døde af kolera. Og i 1853 slog koleraen til igen. Denne gang kostede den over 10.000 menneskeliv.
Doktor Snow fandt smittekilden
I mellemtiden havde John Snow gennemført et omfattende detektivarbejde. Som en anden Sherlock Holmes havde han travet de tågede gyder i fattigkvarterne tynde i sin jagt på kolerasmitten.
Han besøgte beboelsesejendomme, der mere var stalde end boliger, men hvor store familier boede stuvet sammen i et enkelt rum. Han noterede, hvor koleraen havde hærget, og hvem den havde skånet.
Han noterede også, hvor beboerne fik deres vand fra. Og påviste, at de, der blev syge, fik deres vand fra forurenede kilder.
John Snow lokaliserede koleraudbruddets centrum – en vandpumpe ved Broad Street. Men han talte for døve øren.
Dødbringende dråber kom med drikkevandet
Lægen John Snow troede ikke på, at kolera blev overført med luften, hvilket ellers var den fremherskende teori i hans samtid.
Snow havde mistanke om, at sygdommen blev overført med drikkevand. Men selv om han faktisk førte bevis for sin påstand, blev det først syv år efter hans død anerkendt, at det var en vandpumpe og ikke luften, som var smittens arnested.
Når kolerabakterier når ned i tarmen med drikkevandet, kan de formere sig og danne giftstoffer. Inden for få dage rammes den smittede af voldsom diarré og mister flere liter væske i døgnet.
Ubehandlet kan væsketabet være dødeligt inden for et døgn efter sygdommens udbrud.
Faktisk lykkedes det Snow at dokumentere sin teori. Men han kunne ikke trænge igennem til myndighederne. I 1853 – samme år, som den tredje epidemi ramte byen – blev hans teori trods et grundigt videnskabeligt arbejde officielt afvist.
En anden mand, som var optaget af de sanitære forhold og støttede teorien om den smittende lugt, var ingeniøren Joseph Bazalgette – den mand, som endte med at blive londonernes redningsmand.
Paradoksalt nok var det på baggrund af en forkert teori om smitte, at han gik i gang med den enorme ingeniøropgave, som skulle redde byen fra kolera.
Ingeniøren reddede byen
Londons indbyggere kunne gennem flere år se Joseph Bazalgette sejle rundt på Themsen eller vandre rundt omkring ude i landskabet omkring London med måleinstrumenter og notesblok.
Han havde en plan. Vha. tyngdekraften og tidevandet ville han skaffe London af med “The great stink”.
Ingeniøren Joseph Bazalgette fik til opgave at renovere Londons kloakker.
Byens undergrund skulle gennemskæres af et helt nyt kloaksystem bygget i tre niveauer med tre store hovedfærdselsledninger på nordsiden af Themsen og to på sydsiden, som kunne optage den enorme mængde af dunstende væske fra det eksisterende kloaknet.
Hovedledningerne skulle så lede kloakvandet ud i floden lige netop på rette tid og sted, til at tidevandet kunne føre det helt ud i Den Engelske Kanal.
London bliver én stor byggeplads
Joseph Bazalgette var en anerkendt ingeniør, og hans plan var det eneste seriøse bud på en løsning. Alligevel afviste politikerne hans løsning. Syv år og fem reviderede planer skulle der gå, før han fik lov at komme i gang.
Men så ændrede han også byen for altid. Ud over kloakker og pumpestationer fik han også anlagt store veje, parker og broer.
Og han inddæmmede 52 acres af Themsen, svarende til 31 fodboldbaner, hvor han anlagde de enorme kajanlæg Chelsea, Victoria og Albert Embankments med veje, fortove og parker og nedenunder i cementen: kloakker, undergrundsbaner og tunneler, hvor der løb ledninger samt gas- og vandrør.
Kloaknettet krævede mange tusinde tons cement, der blev blandet på såkaldte cementmøller. Den grundige Bazalgette indførte som den første kvalitetskontrol af cementen.
For Bazalgette var det afgørende, at kloakkerne skulle fremtidssikre London. De skulle være holdbare langt ud over hans egen levetid. Derfor valgte han en ny cementtype, som skulle være særlig holdbar, portlandcement.
Men den fine og dyre cement har en alvorlig brist. Hvis ikke blandingsforholdet er præcis som foreskrevet, er cementen ikke den mest holdbare, men tværtimod en af de mest porøse af slagsen.
Men også det problem løste Bazalgette. Han opfandt simpelthen en kvalitetskontrol – længe før det blev et begreb. For hver blanding skulle der gennemføres en test af cementen, så ikke én centimeter af de over 600 km hovedkloakledninger kunne smuldre.
London fik i 1868 et vidtforgrenet netværk af nye kloakker (røde streger).
London fik 850 km kloakker
Kloakeringen af London var et gigantisk byggeprojekt. Arbejderne anlagde 130 km tre meter høje underjordiske kloaktunneler, som skulle aftage spildevand fra andre 724 km nyopførte hovedkloakledninger (se oversigtskortet).
De nyopførte kloakker optog spildevand fra et net af eksisterende kloaksystemer. Kloaknettet blev opført i tre niveauer for at sikre det rette fald. Alene den nordlige kloakledning, som lå højest i landskabet, krævede 40 mio. mursten.
Samtidig blev et område med et areal svarende til over 30 fodboldbaner inddæmmet af Themsen for at give plads til de tre kajanlæg Victoria, Albert og Chelsea Embankment.
Indbyggere kan trække vejret igen
Da arbejdet med kloakkerne i 1859 går i gang, er Londons indbyggere begejstrede. Endelig sker der noget. Byen bliver omdannet til en kæmpemæssig byggeplads. Hele små skurbyer skyder op dér, hvor de store hovedkloakledninger skal i jorden.
Idéen er, at hovedledningerne skal udnytte faldet i landskabet og dermed drage nytte af tyngdekraften til at få fart på kloakvandet. Men Londons centrum ligger meget lavt i landskabet. Derfor skal det hele opsamles på pumpestationer, hvor det skal pumpes op igen og opbevares, indtil tidevandet kommer og kan føre det ud i kanalen.
Det tager seks år, før den første pumpestation kan indvies. Og undervejs bliver Joseph Bazalgettes projekt ramt af ulykker. Selv om han i alt har mindre end 10 uheld i hele perioden, bliver han udsat for hård kritik, da seks arbejdere bliver levende begravet under et jordskred.
Så meget desto større er glæden og lettelsen, da prinsen af Wales i 1865 kan starte de enorme pumper på Crossness pumpestation.
I 1868 starter prinsen af Wales de store pumper på Crossness pumpestationen.
Men glæden er kortvarig. Tre måneder senere udbryder der igen kolera. London er rystet. Lugten er væk, og alligevel hærger koleraen.
Den er dog begrænset til et område, hvor kloakkerne ikke er tilsluttet de nye hovedledninger. Og det beviser endelig, at lægen John Snow havde ret – smitten kan spores til en enkelt vandpumpe.
Det går op for Joseph Bazalgette og mange andre, at de har taget fejl, men John Snow når ikke at høste anerkendelse for sin teori. På det tidspunkt har han været død i syv år.
En stor bid af Themsen blev inddæmmet for at anlægge Victoria-kajanlægget. I fundamentet blev der ført el-, vand- og gasrør (1), kloak (2) samt en undergrundsbane (3), der i dag er en del af London Underground (byens metrosystem).
Den sidste pumpestation, Abbey Mills, bliver indviet i 1868, og nu er både lugt og smitte væk fra byen. I 1892 bliver Hamborg ramt af kolera, og Londons befolkning er spændt på, om de nu går fri.
Det gør de. Takket være Joseph Bazalgettes ingeniørbedrift bliver London aldrig siden hjemsøgt af “dødens engel”.