Dødsræs på Hawaii endte i tragedie

Prøvetur ender fatalt

Motorlarmen fra Angel of Los Angeles steg til et brølende crescendo, da Arthur Rogers gav maskinen fuld gas, og flyet satte i bevægelse ned ad startbanen.

Side om side med Anna stod en lille flok mænd med sammenbidte miner og så på. Blandt dem var flykonstruktøren Lee Bryant, som i ugevis havde knoklet sammen med Arthur for at få flyet klar.

Det 30 fod lange monoplan kom hurtigt op i fart, ræsede afsted op mod vinden, løftede sig, sank en smule igen og steg så til vejrs med et brøl.

Pludselig drejede det tilbage mod startbanen, som for at cirkle omkring, men drejede så skarpt i den modsatte retning og steg yderligere til vejrs.

Et jag af frygt fór gennem Anna, da flyet sekunder senere igen drejede tilbage mod startbanen og begyndte at tabe højde, mens larmen fra motoren tog til.

Mændene begyndte at råbe og satte i løb hen over startbanen, mens flyet styrtede mod jorden. Øjeblikke senere lød et gigantisk, knasende drøn, da maskinen ramte landingsbanen og rikochetterede op igen for til sidst at lande i en sky af sort røg og gulligt støv.

Efter sig trak flyet en lille, hjælpeløs skikkelse, fanget i snorene fra sin faldskærm. De havde sat sig fast i maskinens haleparti.

“Arthur, Arthur!” skreg Anna, mens hun spænede hen mod vraget. Hendes datter havde ikke længere nogen far.

Redaktører får idéen

The Dole Air Race skulle først starte om fire dage, men piloten Arthur Rogers var allerede løbets tredje dødsoffer.

To andre håbefulde deltagere var få dage forinden braget ind i en klippe, så deres fly eksploderede.

Idéen til luftkapløbet var opstået nogle måneder tidligere på en avisredaktion på Hawaii.

Her så redaktørerne Riley Allen og Joe Farrington fra Honolulu Star-Bulletin store muligheder i den verdensomspændende flyvefeber, som flypioneren Charles Lindbergh havde udløst med sin soloflyvning over Atlanterhavet, fra Long Island til Paris, i maj 1927.

“I lyset af Lindberghs atlantflyvning mener vi, at Stillehavet står tilbage som et storslået område for luftfartserobring”, skrev de to redaktører i et telegram til en af Hawaiis mest indflydelsesrige mænd, “Ananaskongen” James D. Dole, som havde forvandlet den hawaiianske ø Lanai til en gigantisk ananasplantage, hvorfra han eksporterede dåseananas i stor stil til hele USA.

Hvis Dole var villig til at udlove en præmie til vinderen, ville det være en “exceptionel mulighed” for at reklamere for såvel Hawaii som Doles ananasser, argumenterede redaktørerne.

“Vi venter spændt på et positivt svar, i tilfælde af hvilket vi gerne vil publicere nyheden. Sætter pris på hurtigt svar per telegram”, sluttede de.

Dole kunne godt se idéen. “Lad os gøre et løb ud af det”, erklærede han. Og den 25. maj 1927, blot fire dage efter at Lindbergh var landet i Paris, udkom Star-Bulletin med nyheden:

“Idet han opfatter Charles A. Lindberghs ekstraordinære bedrift over Atlanterhavet som en forløber for eventuel trans-pacifisk lufttransport, udlover James D. Dole 25.000 dollars til den første pilot og 10.000 dollars til den næste, som uden stop krydser fra det nordamerikanske kontinent til Honolulu inden for et år fra den 12. august 1927”.

Ingen havde nogensinde før fløjet den lange tur.

Lærerinde tigger sig med

Nyheden om ræset spredte sig hurtigt over hele USA, hvor det fyrede op under fantasien hos en broget skare af mennesker med store drømme om luft under flyvingerne.

I bilbyen Flint, Michigan, havde en 22-årig mandebedårer ved navn Mildred Doran længe fantaseret om at skifte sin grå hverdag som skolelærerinde ud med en fremtid som feteret flyverheltinde.

Da Mildred hørte om Dole-ræset, tryglede hun en af sine venner – en velhavende forretningsmand, som sponsorerede flyshows – om at tilmelde en maskine, der kunne have hende med som passager.

Vennen, Bill Malloska, lod sig overtale, og han købte et rødt, hvidt og blåt Buhl Airsedan-biplan. Flyet blev døbt Miss Doran, efter Mildred, og skulle flyves af den 24-årige pilot Augy Pedlar.

Militæret tyvstarter

I alt 15 hold sendte en repræsentant til lodtrækning om startpositionerne hos løbskomitéen i Oakland den 8. august 1927.

I mellemtiden havde to unge flyverløjtnanter frarøvet deltagerne i Dole-derbyet muligheden for at blive de første til at flyve fra Californien til Hawaii. Den 26. juni landede Lester J. Maitland og Albert F. Hegenberger sikkert på Wheeler Air Field nordøst for Honolulu.

Og for at det ikke skulle være løgn, så gentog en civil postpilot bedriften blot to en halv uge senere, da han sammen med sin navigatør nødlandede i en tornebusk på Hawaii-øen Molokai.

To dage før ræset skulle skydes i gang, begyndte de dårlige varsler imidlertid at tårne sig op.

Onsdag den 10. august fløj to af de tilmeldte deltagere direkte ind i en klippe nær San Diego, hvor de omkom i et hav af flammer – og mange af de tilmeldte fly havde endnu ikke klaret de påkrævede tekniske sikkerhedstjek.

Tynget af omstændighederne rådførte løbskomitéen sig med James Dole og besluttede at udskyde starten med fire dage. To dage efter kom så nyheden om Arthur Rogers’ tragiske død. Men arrangørerne og de resterende deltagere holdt fast – kapløbet skulle afvikles.

Starten er et tilløbsstykke

Op mod 100.000 mennesker strømmede ind på det støvede lufthavnsområde i Oakland i løbet af formiddagen den 16. august, da startdagen endelig oprandt.

Feltet bestod nu af otte fly, som havde klaret kvalifikations-kravene. Den første maskine skulle efter planen sendes ned ad den støvede startbane præcis kl. 12 om eftermiddagen, hvorefter flyene skulle følge med ét minuts mellemrum.

Publikum eksploderede i et brøl af begejstring, da det første af de otte fly skruede op for gassen. Oklahoma var et stort og småklodset monoplan fra fabrikanten Travel Air.

Tungt læsset med brændstof til den lange tur brummede flyet ned ad den brede startbane og kom i luften uden problemer. Ræset var i gang!

Den næste maskine så temmelig skrøbelig ud til sammenligning – et lille, sølvfarvet monoplan ved navn El Encanto, som var stykket sammen af reservedele fra udtjente flådefly.

Flyets ejer, Norman Goddard, drev til daglig et lille luftfartsselskab og håbede på at spendere præmiesummen fra Dole-ræset på nye fly til sin forretning. Drømmen brast, før flyet nåede enden af startbanen.

Den lille maskine begyndte hurtigt at slingre voldsomt fra højre til venstre, indtil den ene vinge ramte jorden og splintredes. Ingen kom noget til, men maskinen var totalskadet.

Det næste fly i rækken klarede sig ikke meget bedre. Breese-flyet Pabco Pacific Flyer slingrede afsted og løb tør for startbane, før det kom i luften, så piloten måtte slå motoren fra og lade flyet gå langsomt ned i fart.

Modsat de to foregående lettede Lockheed-maskinen Golden Eagle uden bøvl. Det samme gjorde Mildred Doran, Augy Pedlar og deres navigatør i Miss Doran – men kun for en kort bemærkning.

Fire fly kommer afsted mod Hawaii

Efter få øjeblikke i luften konstaterede den 24-årige Pedlar, at motoren ikke kunne komme ordentligt op i omdrejninger. Han vendte hurtigt om, landede og afleverede maskinen til mekanikerne, som kunne konstatere, at den var gal med tændrørene.

Øjeblikke senere kom endnu et fly tilbage, som var startet i mellemtiden. Med et løsrevet stykke flyskrog hængende fra midten af maskinen landede piloten Bill Erwin i sin etplans Dallas Spirit.

Kort efter spottede publikum i horisonten endnu et fly, som fløj den gale vej, mens det trak en hale af sort røg efter sig. Det var den store Travel Air-maskine Oklahoma, som også måtte nødlande.

Klokken 20 minutter over ét forsøgte piloten i Pabco Pacific Flyer igen at komme i luften, men forgæves. Flyet hoppede og slingrede afsted, indtil det begyndte at snurre rundt

og væltede ned på den ene vinge, skarpt forfulgt af brandbiler med høje, hylende sirener.

Omkring tre kvarter senere kravlede Mildred ufortrødent igen ombord i Miss Doran, som var blevet gjort klar til endnu et startforsøg med nye tændrør.

Flere tilskuere mente efterfølgende, at de så den unge kvinde knibe en tåre, da hun blev hjulpet ombord, mens hun affejede navigatøren Cy Knopes forsøg på at overtale hende til at blive hjemme med et “Vær nu ikke så tåbelig, Cy, selvfølgelig tager jeg da afsted igen”.

Kort efter klokken to var Miss Doran igen i luften. Dermed var der fire deltagere, som havde formået at få deres maskiner på vingerne med kurs mod Hawaii.

Ud over Miss Doran var det stuntpiloten Art Goebel i hans store, blåmalede Travel Air-maskine Woolaroc, Lockheed-maskinen Golden Eagle med Jack Frost ved styrepinden og så den hawaiianske hjemmefavorit, stunt- og turistpiloten Martin Jensen, som med nød og næppe havde skrabet penge nok sammen til at stille op i sin blomsterdekorerede Breese-­ma­ski­ne kaldet Aloha.

Hawaiianer undviger dampskib

Forude ventede en lang og udfordrende flyvetur. De første ca. 160 km kunne piloterne forvente tåge eller lavthængende skyer. Derefter ville skydækket tage endnu mere til og først lette nær ved øerne.

Omkring klokken otte om aftenen ville nattemørket nå maskinerne, inden sollyset igen ville bryde frem omkring klokken halv seks om morgenen – hvis altså de kom så langt.

Natteflyvning i tæt skydække og bælgmørke var vanskeligt og farligt.

Selv den mest erfarne pilot kunne under de forhold kun med stort besvær holde sin maskine plan og under kontrol. Martin Jensen fløj lavt og koncentrerede sig ihærdigt om kompasset for at holde den kurs, som navigatør Paul Schluter havde udstukket inden afgang.

Først i sidste øjeblik fik han øje på dampskibet SS Silver Fir halvanden times flyvning ud for Oakland. Jensen nåede lige akkurat at hive flyet over skibets telefonmaster.

Goebels Woolaroc passerede dampskibet kort efter, hvor navigatør Bill Davis som den eneste i løbet kunne holde kursen ved at pejle radiosignalet mellem to punkter – Fort Scott på fastlandet og Hawaii-øen Maui – og samtidig tjekke retningen via radiokommunikation med skibe på havet, hvis positioner deltagerne var blevet briefet om på forhånd.

Bagude brummede Augy Pedlar, Cy Knope og Mildred Doran afsted i Miss Doran, ledsaget af lokale californiske piloter, som var gået på vingerne for at følge deltagerne det første stykke ud over havet.

Pedlar sad forrest iklædt stråhat, og bagude sad Knope på sin navigatørpost med Mildred ved siden af. Hun smilede og vinkede til de andre fly, som ét efter ét vendte om og fløj hjemover.

Jensen mister kontrollen tre gange

Natten 1.000 km ude over Stillehavet var det mørkeste, Martin Jensen nogensinde havde fløjet i. Intet lys slap igennem skydækket, som han kunne bruge til at navigere efter i sin kamp for at holde maskinen plan, og de primitive instrumenter var ikke til megen hjælp.

Han måtte op over skydækket, så han kunne styre efter stjernerne.

Med sammenknuget mave og en hals, der var tør af frygt, hev stuntpiloten fra Hawaii sin rorpind tilbage og begyndte at stige op gennem det kilometerhøje skydække.

Opstigningen forekom ham at vare i en evighed. Pludselig lagde han mærke til, at motorlarmen tog til, og flyet føltes med ét, som om det var i frit fald – han var på vej nedad!

Jensen havde fuldstændig mistet orienteringen i skydækket, men bevarede fatningen og tvang sig selv til at gennemføre en af de manøvrer, han kendte så godt fra sine mange timer som stuntpilot: et frit, roterende fald.

I bunden af faldet lykkedes det ham at få flyet rettet op, men det varede ikke længe, før svimmelheden igen fik overtaget, og han tabte overblikket over, hvad der var op og ned.

I alt tre gange mistede Jensen kontrollen over flyet, inden han til sidst fik det rettet endeligt ud få meter over bølgerne. Sådan fortsatte han ind i natten.

Hele Hawaii venter i spænding

I Honolulu lå Martin Jensens hustru, Marguerite, og stirrede søvnløs op i soveværelsets loft. James Dole kunne heller ikke sove, og lige så lysvågen var Bill Malloska, forretningsmanden fra Michigan, som havde sponsoreret Mildred Doran, Augy Pedlar og Cy Knope i flyet Miss Doran.

De første tilskuere begyndte allerede kort efter midnat at bevæge sig mod Wheeler Air Field ved Honolulu, hvor der i dagens anledning var blevet rejst tribuner til de hurtigste af de 30.000 mennesker, som forventedes at dukke op for at tage imod flyverheltene fra Californien.

Foran redaktionslokalerne til Honolulu-aviserne Advertiser og Star-Bulletin ventede de mest nysgerrige på seneste nyt fra journalisterne, som sad parat indenfor til at modtage radiobeskeder fra skibe, som måtte have set eller hørt flyene undervejs.

Enkelte fartøjer rapporterede at have hørt indtil flere fly, men ingen kunne sige noget konkret om, hvem der lå forrest i ræset.

Navigatør affyrer nødraketter

Art Goebel havde ondt i hele kroppen efter de mange timer i det trange cockpit, da dagslyset endelig brød frem.

Bag ham kastede navigatør Bill Davis en røggranat ud for at tjekke vindens retning og styrke, så han kunne justere kursen derefter. Davis var efterhånden panisk angst for, at flyet ville løbe tør for brændstof, da han endelig spottede en lillebitte, sløret plet i udkanten af horisonten: øen Maui!

Spontant brød navigatøren ud i råb og sang, mens Goebel fejrede synet ved at rokke flyet fra side til side af begejstring. Kort efter gav Davis fejringen et ekstra nøk ved at fyre sin beholdning af nødblus af i et regulært festfyrværkeri.

Begge mænd undrede sig over, hvor mennesketom Honolulu tog sig ud fra oven, da de brummede hen over byen, men det var kun, indtil de fik øje på menneskemængderne på Wheeler Air Field.

Militærfly fra luftbasen gik på vingerne for at fejre det blåmalede Woolarocs ankomst med akrobatiske luftmanøvrer, og en af piloterne fløj helt tæt på og stak en finger i vejret for at signalere, at det store, blåmalede fly med de orange vinger var det første, der ankom til Hawaii.

Efter 26 timer, 17 minutter og 33 sekunder i luften landede Goebel sikkert sin maskine foran den jublende menneskemængde.

På rystende ben kravlede de to mænd ned på jorden. “Oh boy!” gentog de igen og igen for sig selv. “Vi gjorde det, vi gjorde det!” Først da Goebel og Davis havde kigget sig omkring og konstateret, at ingen af konkurrenterne var til stede, turde de tro på sejren: De 25.000 dollars var deres.

Hurtigt blev de to vovehalse omringet af mennesker, som ville ønske dem tillykke og trykke dem i hånden. En kvinde sidst i 20’erne med kort, krøllet hår maste sig gennem kødranden. Med grøde i stemmen udbrød hun:

“Min mand – Martin Jensen. Har I set noget til Martin Jensen?”

“Jeg er ked af det, fru Jensen”, svarede Goebel.

“Vi har ikke set noget til nogen af de andre – ikke siden i går”.

Bill Malloska havde også mast sig frem til Goebel og gentog vantro: “Har I slet ikke set nogen af dem?”

Hustruen har mistet håbet

Velkomsttalerne for Goebel og Davis var for længst ovre, og hotdog-sælgerne ved at løbe tør for pølser, da Marguerite Jensens veninde Holly nærmede sig den fortvivlede flyverfrue, som sad modløs på en bænk med ansigtet gemt væk i sine hænder.

“Det er sandt, Maggie”, sagde veninden. “Der er et fly på vej, og det kunne godt være Marty”.

“Det kunne også være Golden Eagle eller Miss Doran”, mumlede Maggie til svar.

Først da hun hørte publikums jubel, turde Marguerite Jensen håbe på, at flyet kunne være hendes mands Aloha.

Og først da det gule fly var nede på jorden og kom rullende hen mod hende, kunne hun tro det. Hun løb hen mod sin mand og genkendte hans skikkelse i cockpittet. Han løftede hovedet, smilede ned til hende og begyndte at fumle med sin hjelm og sine flyverbriller.

“Martin Jensen, hvor pokker har du været?” udbrød Marguerite.

Husbonden klatrede ned og slog armene om hende med glædestårer i øjnene.

“Maggie Jensen”, sagde han så. “Jeg har aldrig nogensinde i mit liv set så forbandet meget vand!”

Ræset ender som en tragedie

Efterhånden som eftermiddagen gik på hæld, svandt håbet om at se flere fly nærme sig fra øst. Hverken Miss Doran eller Golden Eagle kunne forventes at have brændstof til mere end 30 timers flyvning.

Den snigende vished om den uvisse skæbne for de fem mennesker ombord lagde en betragtelig dæmper på aftenens fejring af de to præmietagere inde i Honolulu.

Flåden aktiverede i de følgende dage 40 skibe i en eftersøgningsmission for at finde de forsvundne.

For at gøre ondt være forsvandt endnu et af konkurrencens fly. Tre dage efter starten fik Bill Erwin endelig Dallas Spirit på vingerne for at fuldføre løbet, men flyet nåede aldrig Hawaii.

De forsvundne fly blev aldrig fundet, og ræset kostede 10 mennesker livet. Statens udgifter til eftersøgningen løb op i 67 mio. dollars – en enorm sum, der vakte utilfredshed i befolkningen.

Dole fik al den omtale, som de to avisredaktører havde forestillet sig – men det var ikke af den positive slags.