George Rinhart/Getty Images
Calbraith Rodgers var en usel pilot

Håbløs pilot krydsede USA

Calbraith Rodgers kæmpede om æren og den fænomenal pengepræmie, da han begav sig ud på en livsfarlig tur tværs over USA. Kun to af flyets dele skulle nå uskadt frem.

Calbraith Perry Rodgers kiksede sit forsøg på at krydse USA i fly på under 30 dage – og dermed vinde den pris på 50.000 dollars, som bladkongen William Randolph Hearst havde udsat.

Alligevel skrev Rodgers sig ind i luftfartshistorien som den første, der krydsede USA i fly.

Bedriften tog 49 dage.

Cal Rogers tog selvsikkert udfordringen op og meldte sig til den hæsblæsende konkurrence om hvem, der kunne blive den første pilot, som fløj tværs over USA på højst 30 døgn.

At han i det hele taget slap levende fra turen, der startede i New York i september 1911, må betegnes som et mindre mirakel.

Rodgers var nemlig kendt som en notorisk dårlig pilot, og undervejs havde han 16 landinger, der var deciderede styrt.

Bedre blev det ikke af, at flyet ustandselig måtte repareres.

Hver gang Rodgers landede, blev flyet nemlig omringet af nysgerrige, der ville sikre sig en souvenir. Så da turen sluttede, var der blot to af flyets oprindelige dele tilbage.

Resten var erstattet af chefmekanikeren Charlie Taylor, som også havde arbejdet for brødrene Wright.

Cal Rodgers med cigar i munden

Calbraith Perry Rodgers (tv.) kæderøg cigarer, selv mens han fløj.

© Wikimedia Commons

Efter rekordforsøget fortsatte Calbraith Perry Rodgers en måneds tid med at turnere rundt i Californien, og overalt blev han hyldet som en helt.

Turen sluttede symbolsk med, at han med vilje kørte sit ramponerede fly ud i Stille­havet ud for Long Beach.

Glamouren blev imidlertid kort for Rodgers. I april 1912 omkom han efter endnu en katastrofal landing, efter at han ramte en flok fugle under en flyveopvisning.