I 1891 opfandt det amerikanske firma Sittman & Pitt forløberen for spillemaskinen: En maskine, der var forsynet med fem spoler med billeder af spillekort og var baseret på poker.
Den blev yderst populær på barer i New York og fungerede således, at en spiller, der fx fik et par konger, kunne få en gratis øl, mens en royal flush gav en æske cigarer.
Men de mange forskellige præmier betød, at maskinen ikke selv kunne udbetale gevinsten, hvilket gjorde den besværlig at administrere for barejere.
Det problem løste tysk-amerikaneren Charles Fey, der byggede den første maskine, der selv kunne spytte gevinster ud i form af mønter.
Det nøjagtige årstal for opfindelsen er omdiskuteret, men i 1896 var efterspørgslen så stor, at Fey kunne åbne en fabrik.
Han kaldte sin spilleautomat for “Liberty Bell” efter Philadelphias berømte klokke af samme navn.
I folkemunde kom maskinen til at hedde “den enarmede tyveknægt” (one-armed bandit).
Spilleren satte den i gang ved at trække i en arm på maskinens side, og han kunne ofre formuer i småpenge uden at vinde gevinsten på 50 cent.
Fey tjente stort på maskinerne
Feys hjemstat, Californien, forbød spilleautomater, men han havde ingen problemer med at afsætte sine “Liberty Bells” i andre dele af USA. Og han tjente på hver eneste af dem, for i stedet for at sælge maskinerne lejede han dem ud mod at få 50 pct. af fortjenesten.
Han nåede at fremstille 30.000 maskiner, inden mere avancerede maskiner erobrede markedet.