Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

I 1909 erobrede Mauretania det prestigefyldte Blå Bånd for den hurtigste transatlantiske krydsning.

Teknik - Maskiner

RMS Mauretania: Stålgiganten var havets hurtigste

Med byggeriet af RMS Mauretania ville briterne vise nationens formåen til søs. Skibet var et teknisk vidunder, som fik legendestatus blandt luksusskibene.

Da RMS Mauretania på sin jomfrurejse lagde til ved Liverpools kaj i 1907, varslede hun en ny æra for passagerskibe. Superlinernes tid. Skibet var næsten dobbelt så stort som verdens hidtil største damper og fyldt med uhørt luksus. Dertil kom den overvældende motorkraft og banebrydende nye teknologi.

Alt var gennemtænkt

Atlanterhavsskibene var i begyndelsen af 1900-tallet ikke bare en uundværlig livline mellem Europa og USA. De var også selve symbolet på national styrke og kunnen. Men ved indgangen til 1900-tallet havde Storbritanniens selvforståelse lidt et knæk, fordi verdens største og hurtigste passagerskibe i mange år havde været tyske. Rederiet Cunard kunne derfor nemt forhandle en aftale på plads med den britiske regering, der gav solid statsstøtte til byggeriet af Mauretania.

De dristige planer for det nye skib overgik alt, hvad skibstrafikken før havde set. Indvendigt var Mauretania et studium i luksus og eksklusive detaljer. I spisesalen på 1. klasse kunne passagererne fx slappe af i bløde lænestole i det naturlige lys fra en stor glaskuppel i loftet. Orkede passageren ikke trappen efter maden, kunne han tage elevatoren – en sjældenhed på den tid. Og havde han lyst til en sjus, serverede Verandah Café forfriskninger på dækket i ly af vind og vejr – også en hidtil uset detalje.

Intet var overladt til tilfældighederne – selv ikke panelerne, som var omhyggeligt udskåret af 300 håndværkere fra Palæstina.

Dampturbiner satte farten

Med en vægt på knap 32.000 tons og en længde på over 240 m var skibet verdens største. Alligevel havde Cunard modet til at installere en helt ny og næsten uprøvet teknologi i motorrummet: dampturbiner.

Blot 10 år før Mauretanias jomfrurejse havde et lille eksperimentelt skib nemlig vakt opsigt ved en kongelig flådeparade, da det pludselig sejlede ind blandt flådens flagskibe. For at demonstrere motorens formåen beordrede Turbinias kaptajn fuld fart frem, og skibets revolutionerende dampturbiner fik det til at fare hen over vandet med en for datiden rystende fart på langt over 55 km/t. Ingen af de tilstedeværende havde oplevet noget lignende. Det alternative salgsfremstød var så overbevisende, at ikke bare flåden tog dampturbinerne til sig, men også Cunard.

Satsningen blev belønnet, da Mauretania i 1909 krydsede Atlanterhavet med en gennemsnitsfart på godt 48 km/t.: Skibet snuppede dermed Det Blå Bånd – en præmie for den hurtigste transatlantiske krydsning.

20 år gik, før konkurrenterne var i stand til at slå rekorden. Og da det endelig lykkedes for tyske Bremen i 1929, havde det gamle britiske skib stadig så mange kræfter, at besætningen nægtede at give op uden kamp. Bremen blev ganske vist ikke slået, men Mauretanias gamle rekordtid blev forbedret markant under et nyt rekordforsøg.

Tusinder sagde farvel

Mauretania var det første engelske skib med fire skorstene, og de enorme cylindere blev for mange et symbol på kraft og styrke. Faktisk i så høj grad, at rederiet White Star Line konstruerede tre luksusskibe med en falsk fjerde skorsten. Salgsafdelingen havde nemlig advaret om, at kunderne ville blive skræmt væk, hvis skibene ikke fremstod lige så potente.

Skibets luksus var uhørt. Ud over en overdådig salon havde det som noget nyt en udendørs bar.

Mauretania havde en anden detalje, som også blev kopieret: Hun var udstyret med vandtætte skotter, og i annoncer blev hun kaldt skibet, der “praktisk talt ikke kan synke”. Samme påstand blev brugt, da White Star Line med knap så stort held brugte samme teknologi i Titanic – skibet, som sank på jomfrurejsen i 1912.

Mauretania klarede sig til gengæld uskadt gennem alle farer – både storme og 1. verdenskrig – og sejlede i fast rutefart på Atlanten helt frem til 1930.

I 1934 sejlede “The Grand Old Lady” – som hun med tiden blev kendt som – til ophugning. Da hun kom forbi det engelske værft, hvor hun i sin tid var blevet bygget, stod tusindvis af tilskuere på kajen og sang begravelses-visen “Auld Lang Syne”.

Læs også:

Maskiner

Top 10: De vigtigste Atlanterhavslinere

3 minutter
History. Transport. Old vehicle. Steam automobile. Engraving, 19th century. Later colouration.
Maskiner

Har biler nogensinde kørt på damp?

2 minutter
Katastrofer

Historien om Titanic skal skrives om

17 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul