Sputnik: Russisk rumsensation ydmygede USA

USA bliver lammet af chok

Lørdag den 5. oktober, dagen efter opsendelsen, kunne Koroljovs landsmænd læse en tør rapport om gennembruddet i kommunistpartiets avis Pravda:

“I de seneste år er der i Sovjetunionen pågået videnskabelig og eksperimental forskning i udviklingen af satellitter.

Som resultat af en storstilet indsats fra forskerinstitutioner og konstruktionsbureauer er verdens første kunstige satellit blevet skabt.

Den 4. oktober 1957 blev satellitten succesfuldt sendt i kredsløb. I øjeblikket bevæger satellitten sig i en elliptisk bane rundt om Jorden, og dens flyvning kan iagttages med simple optiske instrumenter, for eksempel en kikkert.”

Mens Pravda holdt sig til en køligt konstaterende tone, reagerede den udenlandske presse anderledes passioneret.

Den franske avis Le Figaro jublede på forsiden: “Drømmen er blevet til virkelighed – Jordens tyngdekraft er besejret,” og i USA udbasunerede The New York Times med usædvanligt fede typer:

“Sovjet sender den første satellit op i rummet.” I Storbritannien funderede The Manchester Guardian over, hvorvidt russerne havde kurs mod fjerne planeter. “Next Stop Mars?”, spurgte den britiske avis.

Den begejstring, medierne lagde for dagen, blev bestemt ikke delt af amerikanske politikere og forskere.

Bestyrtede og ydmygede forsøgte de at forstå, at et land, de betragtede som både teknologisk og økonomisk tilbagestående, pludselig havde fået overtaget i rummet.

Efter det første chok fulgte benægtelsen. Adskillige påstod, at “Sputnik” var et falsum, et kommunistisk propagandanummer – eller i bedste fald et stykke ubrugeligt isenkram.

Men da radiostationer overalt på kloden begyndte at transmittere bip bip-signalerne, som Sputnik udsendte, og da folk med egne øjne så den lille, lysende prik bevæge sig hen over himlen, kom den bitre erkendelse:

Sovjetunionen havde gjort det – de røde havde erobret rummet og stod nu med et solidt forspring i kapløbet mod andre planeter.

Nu begyndte amerikanerne – og alle andre i den vestlige verden – at spekulere over de uhyggelige perspektiver i “Sputnik”s gennembrud.

Når russerne var i stand til at sende en satellit i kredsløb om Jorden, måtte de også kunne konstruere missiler, der – hvis den kolde krig blev varm – kunne sende atombomber på langfart til USA.

Gennem to verdenskrige havde Atlanterhavet beskyttet USA mod direkte angreb, men nu var landet pludselig uhyre sårbart.

Denne erkendelse rystede amerikanerne, og midt i følelsen af afmagt gik der panik i politikere og raketingeniører. Russernes forspring skulle indhentes og overhales – og det skulle ske øjeblikkeligt.

Sovjet sender en hund i omløb

Lige så dyb en ydmygelse “Sputnik” var for amerikanerne, lige så fantastisk en triumf var den lille, kuglerunde satellit for Sovjetunionen.

Nikita Khrusjtjov, der efter Stalins død i 1953 var blevet landets reelle leder, havde forud for opsendelsen tænkt, at der blot var tale om endnu et af Koroljovs eksperimenter.

Men da verden med ét stod på den anden ende, og en amerikansk avis endda skrev, at “russerne har vundet konkurrencen,” erkendte han “Sputnik”s gigantiske propagandaværdi.

I jagten på yderligere prestige pønsede han på at smide endnu en trumf på bordet. Den 9. oktober – blot fire dage efter opsendelsen af Sputnik – beordrede han derfor Koroljov til Moskva, hvor chefingeniøren til sin store overraskelse fik en ny og meget presserende opgave.

“Vi havde ikke troet, at du ville nå at sende en satellit op før amerikanerne. Men du gjorde det. Vær venlig at sende noget nyt op i rummet i anledning af årsdagen for den russiske revolution,” befalede Khrusjtjov.

Med blot en måned til festdagen fik Koroljov mere travlt end nogen sinde. Tidligere havde han arbejdet fra 8 morgen til 10 aften; nu inddrog han en pæn bid af nattesøvnen til fordel for det nye projekt. Koroljov var hér, dér og alle vegne og pressede sine underordnede til det yderste.

I erkendelse af, han ikke selv havde tid til at kvalitetstjekke alle detaljer, instruerede han sine ingeniører i, at de skulle overdrage deres skitser direkte til arbejderne.

Den 3. november 1957, lige knap en måned efter at Sputnik var faret til himmels og tids nok til fejringen af revolutionen, tildelte Sovjetunionen USA endnu et sviende nederlag:

I en sky af røg og ild lettede “Sputnik 2” fra Bajkonur –og denne gang var der ikke blot tale om en ny satellit, der med sine 508 kilo var seks gange tungere end den foregående:

Denne satellit havde et levende væsen om bord. I en lille kabine sad hunden Laika, et gadekryds, som var fundet i Moskvas gader.

Flop i Florida

Endnu en gang var opstandelsen stor overalt på kloden, men mest i USA, hvor ingeniørerne knoklede febrilsk på at bevise, at de på ingen måde stod tilbage for den kommunistiske koldkrigsfjende.

Men nu havde russerne endnu en gang taget teten. Den seneste opsendelse viste endda med al tydelighed, at de snart havde teknologien til at sende et menneske ud i rummet.

I en kamp mod uret – og mod det totale prestigetab – havde teknikere fra den amerikanske flåde forsøgt at gøre en tretrinsraket, “Vanguard” (fortrop), klar til affyring, inden Sovjet endnu en gang slog til.

Det mislykkedes for amerikanerne, og i en tale, som Khrusjtjov holdt den 6. november 1957, på 40-års dagen for den russiske revolution, kunne han da heller ikke dy sig for at gnide salt

i såret: “Det virker, som om at navnet Vanguard henviser til, at amerikanerne havde troet, deres satellit ville blive verdens første. Men det var de sovjetiske satellitter, der viste sig at være længst fremme – at udgøre fortroppen.

Disse satellitter dokumenterer, hvor veludviklet teknologien, videnskaben og økonomien er i Sovjetunionen, hvis indbyggere er i gang med at opbygge et nyt liv under det marxistisk-leninistiske banner.”

Først den 6. december 1957 var tiden inde til den store, amerikanske magtdemonstration. Den dag var alverdens medier forsamlet ved opsendelsesområdet i Cape Canaveral, Florida. Alle holdt vejret, da nedtællingen nåede til “zero, ignition, lift off”.

Men Vanguard nåede ikke at løfte sig mere end få centimeter fra rampen, før den eksploderede for øjnene af millioner af amerikanere, der fulgte begivenheden i en direkte tv-transmission.

Journalisternes dom var nådesløs. Den mislykkede raket blev prompte døbt “Flopnik” og “Kaputnik”, og heller ikke i Sovjetunionen gik fiaskoen upåagtet hen.

På forsiden bragte Pravda to billeder. Under overskriften “Propaganda” var der et fotografi af “Vanguard” før opsendelsen. Og under overskriften ”Virkelighed” var en bunke rygende skrot.

Fra fængsel til førstemand

Mens amerikanerne nedtrykt måtte sande, at rummet indtil videre var uden for deres rækkevidde, fortsatte russerne selvsikkert deres tour de force.

Partitoppen havde nu for alvor erkendt rumfartens uvurderlige reklameværdi, og i en lind strøm flød rublerne til Koroljov, der var blevet Sovjetunions store, men hemmelige helt.

Kun kommunistpartiets ledere og ingeniørerne i hans team kendte hans navn, for af sikkerhedsgrunde måtte ingen vide, hvem hjernen i rumprogrammet var.

Sergej Koroljov var en statshemmelighed, og de ganske få gange, hans person blev omtalt i Pravda, skete det under pseudonymerne “professor K. Sergej” eller “chefdesigneren”.

At han skulle nå denne position, stod ikke skrevet i stjernerne. Selv om han var uddannet ingeniør inden for aeronautik i Moskva og tidligt havde demonstreret sine evner som raketkonstruktør, tilbragte han en stor del af sit liv i fangenskab.

Som ung havde han arbejdet for den berømte flykonstruktør Andrej Tupolev, og da militæret begyndte at interessere sig for de raketter, som Koroljov og hans gruppe af amatører havde udviklet i deres fritid, blev han i 1933 hyret til at stå i spidsen for udviklingen af missiler og raketdrevne fly.

Men i 1938 satte Stalin en brat stopper for hans forskning. Som led i de store udrensninger blev Koroljov arresteret og anklaget for samfundsnedbrydende virksomhed – angiveligt fordi han havde valgt at satse på raketter med flydende brændstof frem for faststofraketter, og fordi han brugte for mange penge.

Få måneder senere blev han sendt til de berygtede Kolyma-guldminer i Sibirien, hvor hans medfanger én efter én bukkede under for sult og sygdom. Under opholdet mistede Koroljov alle sine tænder og var tæt på at dø af skørbug, men til hans store held slap han ud efter fem måneder.

Hans tidligere arbejdsgiver, Tupolev, havde trukket i trådene og sørget for, at Koroljov blev overført til en arbejdslejr for intellektuelle. Her hjalp han med at konstruere fly og raketmotorer.

I 1944 blev han sat på fri fod og begyndte nu loyalt at arbejde for det system, der i seks år havde spærret ham inde.

Efter 2. verdenskrig blev Koroljov sat til at afprøve beslaglagte tyske V-2-raketter, som var et langtrækkende, ballistisk missil, udviklet af tyskeren Wernher von Braun. I krigens sidste timer var von Braun og en række af hans ledende teknikere blevet hentet fra Tyskland til USA for at fortsætte udviklingen af våbensystemer og raketter dér.

Men også russerne fik fingre i von Brauns frembringelser i form af affyringsklare V-2-raketter, fabriksanlæg og detaljerede brugervejledninger.

Ud fra disse efterladenskaber opbyggede Koroljov og hans korps af eksperter det sovjetiske raketprogram, og dermed blev den tyske V-2 stamfader til både de sovjetiske og de vestlige rumraketter.

Gagarin kommer først i rummet

Den 31. januar 1958 lykkedes det endelig amerikanerne at træde aktivt ind i rumkapløbet. Den dag løftede von Brauns 20 meter høje Jupiterraket sig fra Cape Canaveral.

Med om bord havde den satellitten “Explorer 1”, som få minutter senere gik i kredsløb. USA havde nu halet en anelse ind på russerne og genvundet lidt af selvrespekten. Kapløbet mellem de to supermagter var for alvor skudt i gang.

I USA blev alle kræfter samlet under rumfartsorganisationen NASA, der blev grundlagt den 29. juli 1958 som en direkte reaktion på Sovjetunionens forspring.

NASA påbegyndte straks et bemandet rumprogram, men endnu en gang skulle det vise sig, at Sovjetunionen med Koroljov i spidsen var et ydmygende skridt foran:

Den 12. april 1961 blev kosmonauten Jurij Gagarin som det første menneske i historien sendt ud i rummet.

Efter at have gennemført et kredsløb om Jorden på 108 minutter om bord i “Vostok 1”-kapsel landede den 27-årige kosmonaut med faldskærm 800 kilometer sydøst for Moskva.

Dagen efter denne epokegørende bedrift skrev The New York Times med store bogstaver på forsiden ”Sovjet sender det første menneske i kredsløb og får ham tilbage til Jorden.”

Denne gang var Pravda for første gang endnu mere eksalteret end sit amerikanske modstykke: “Kæmpe begivenhed i menneskehedens historie” lød overskriften i den sovjetiske avis, der benyttede lejligheden til at fremhæve, at kommunismen endnu en gang havde vist sig kapitalismen overlegen.

Umiddelbart efter landingen havde Khrusjtjov pr. telefon fra sit feriested ved Sortehavet lykønsket Gagarin og rost ham for den fantastiske bedrift.

Koroljov derimod blev ikke nævnt med et ord, og da Gagarin senere ved en festparade på Den Røde Plads i Moskva modtog folkets hyldest, deltog “chefdesigneren” anonymt.

Ved en efterfølgende reception til ære for kosmonauten optrådte Koroljov endnu en gang blot som en skygge i baggrunden.

Mens Khrusjtjov og hans kone Nina omfavnede og hyldede Juri Gagarin, måtte Sergej Koroljov se passivt til fra sidelinjen.

Sovjet går fra sejr til sejr

Mindre end en måned efter Gagarins rejse i rummet fulgte USA op: Den 5. maj 1961 gennemførte astronauten Alan Shepard en vellykket rumflyvning om bord i “Freedom 7”, hvor han i et kvarter befandt sig i vægtløs tilstand.

Den bedrift viste, at USA nu var lige i hælene på USSR, men den nytiltrådte amerikanske præsident John F. Kennedy havde endnu større planer:

I en tale til nationen proklamerede han, at han ville fremskynde det bemandede rumprogram: “USA burde sætte sig som mål, inden udgangen af dette tiår, at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.”

I USA såvel som i Sovjetunionen var det ikke videnskabelige ambitioner, men politik, der styrede planerne for udforskningen af rummet.

Men hvor amerikanerne gik ind for langtidsplanlægning, var russerne i højere grad – og til Koroljovs store fortrydelse – ude efter de hurtige sejre i propagandaens tjeneste.

Allerede i 1960 var Koroljov begyndt at arbejde på en bemandet måneflyvning, men han fik aldrig tid til at koncentrere sig om udviklingen af N-1-løfteraketten, der skulle gøre drømmen mulig.

Khrusjtjov pressede konstant på med andre opgaver, så Sovjetunionen atter kunne triumfere. Sejre var der da også rigeligt af:

I august 1961 fløj russeren German Titov hele 17 gange i kredsløb om Jorden i “Vostok 2”, og i juni 1963 blev kosmonauten Valentina Teresjkova den første kvinde i rummet.

Da Khrusjtjov erfarede, at USA rumsterede med planer om at opsende en topersoners rumkapsel, “Gemini”, gav han Koroljov ordre til straks at bygge et rumskib med plads til to eller tre kosmonauter.

Koroljov accepterede modvilligt opgaven og skubbede atter alle andre projekter til side. Kun syv måneder senere, den 12. oktober 1964, blev “Voskhod 1”

sendt op med tre mand om bord. Rumfartøjet var i virkeligheden blot en ombygget udgave af Vostok-rumskibet, men ved at fjerne en del sikkerhedsudstyr fik Koroljov plads til at klemme tre mænd ind – uden rumdragter vel at mærke.

Dramatisk rumvandring

Også trepersoners-rumrejsen skabte verdenssensation, men Khrusjtjov, som havde beordret opsendelsen, nåede aldrig at høste frugten af bedriften – dagen efter “Voskhod 1”s landing blev han under kuplignende omstændigheder afsat og erstattet af Leonid Bresjnev.

Med Khrusjtjovs fald fra magtens tinder forsvandt også den vigtigste drivkraft bag Sovjets propagandanumre i rummet, men alligevel fortsatte Koroljov med at planlægge “Voskhod”s anden og – skulle det vise sig – sidste flyvning.

Rumfartøjet blev udstyret med en luftsluse, og kun fem dage før Gus Grissom og John Young som den første amerikanske duo gennemførte en rumflyvning om bord på “Gemini 3”, løb Sovjetunionen endnu en gang med opmærksomheden.

Det skete den 18. marts 1965, da Aleksej Leonov foretog verdens første rumvandring.

“Enhver sømand må vide, hvordan man svømmer. På samme måde må enhver kosmonaut vide, hvordan man svømmer og udfører konstruktionsarbejde uden for hans rumskib,” havde Koroljov sagt til kosmonauten Leonov umiddelbart inden opsendelsen.

Leonov beviste da også, at han kunne begå sig i det fri uden for fartøjet, men da han skulle ind i luftslusen igen, var rumdragten svulmet så meget op, at han umuligt kunne klemme sig ind igen. Først da han lukkede noget af luften ud, lykkedes det, men dermed var problemerne langtfra overstået.

Under landingen svigtede rumkapslens automatiske bremsesystem, så med rolig, men fast stemme gav Koroljov besætningen ordre til i stedet at bremse manuelt.

Den 19. marts dumpede “Voskhod 2” ned i en snedrive dybt inde i de sibirske skove, over 2000 kilometer fra det planlagte landingssted.

De to kosmonauter slap levende fra den dramatiske landing, men måtte tilbringe to nætter i isnende kulde og blandt hylende ulve, før det lykkedes et redningsmandskab at komme dem til undsætning.

Under hele manøvren havde Koroljov været i telefonisk kontakt med redningsholdet, og da kosmonauterne endelig var i sikre hænder, sagde han for sjov til lederen af redningsholdet: “Vær venlig at sende et halvt kilo Validol (et beroligende middel, red.) til partiledelsen.”

Koroljov bliver berømt i døden

Mod slutningen af 1965 var Sergej Koroljov overbebyrdet af arbejde. Dels forestod han udviklingen af raketsystemer, spionsatellitter og rumsonder, dels var han travlt optaget af at realisere sin drøm om at landsætte mennesker på Månen.

Men kronisk stress og et svigtende helbred gjorde, at “Voskhod 2” blev den sidste bemandede rumrejse, chefdesigneren fik lov at opleve.

Fra sin base i Bajkonur skrev han sidst på året i et brev til sin kone Nina, at han var modløs og uden kræfter:

“Jeg er usædvanligt træt. En gang imellem har jeg ondt i hjertet, og jeg er nødt til at indtage store doser Validol.”

I december 1960 havde Koroljov fået et hjerteslag, og lægerne havde dengang rådet ham til at skrue gevaldigt ned for arbejdstempoet.

Det råd overhørte chefdesigneren, og siden havde han mere eller mindre konstant været ramt af lidelser som dårlige nyrer, galdeblærebetændelse, blødninger i tyktarmen og dårligt hjerte.

Hørelsen var heller ikke, hvad den skulle være, formentlig på grund af den øredøvende larm fra alle de raketter, han havde været med til at affyre, men Koroljov nægtede at bruge det høreapparat, han havde fået udleveret.

Den 5. januar 1966 blev han indlagt til det, der skulle have været en rutinemæssig operation. Men under indgrebet opdagede kirurgerne en knytnævestor, ondartet svulst i endetarmen.

Lægerne skar svulsten ud, men på grund af sit svage hjerte nåede Koroljov aldrig at vågne op fra operationen. Den 14. januar – to dage efter hans 59-års fødselsdag – udåndede han.

Chefdesignernes pludselige død kom som et chok for alle – familien, kollegerne og den politiske ledelse. Ingen havde anet, hvor galt det var fat med Koroljov, men i sorgens stund var alle enige om, at nationen havde mistet en af sine allerstørste sønner.

To dage efter dødsfaldet, den 16. januar 1966, bragte kommunistpartiets avis Pravda en tosiders nekrolog over Koroljov, og for første gang fik chefdesigneren sit navn og sågar sit billede i avisen.

Den anerkendelse, han ikke havde fået i livet, fik Koroljov i døden, og da han den 17. januar blev stedt til hvile ved en storslået statsmandsbegravelse på Den Røde Plads, blev han hyldet af tusindvis af landsmænd, inklusive landets fremmeste politikere og de kosmonauter, han havde gjort til helte.

I sin afskedstale til Koroljov sagde en dybt bevæget Jurij Gagarin blandt andet:

“Navnet Sergej Koroljov er for evigt forbundet med en hel epoke i menneskehedens historie – opsendelsen af de første kunstige satellitter, de første bemandede rumrejser og den første tilstedeværelse af et menneske i det frie rum.”

Sovjet taber rumkapløbet

Koroljovs aske blev placeret i muren i Kreml, hvor en mindeplade forkyndte: “Vejen til stjernerne er åben.” Koroljov havde beredt denne vej, og selv i døden fortsatte han sine triumfer:

Den 3. februar 1966, godt to uger efter begravelsen, landede hans “Luna 9” som den første sonde nogen sinde på Månen. Måneden efter – den 1. marts – skabte han igen historie, da “Venera 3” ramte Venus.

Igennem et lille årti havde den sovjetiske rumfart takket være Koroljov virket uovervinde­lig. Derfor nærede russerne selv efter hans død store forhåbninger om, at deres nation ville blive den første, der satte et menneske på Månen.

Deres lid stod til N-1-raketten, som Koroljov var begyndt at konstruere i 1960. Denne raket skulle kunne bære en last på 95 tons – lige præcis stor nok til at sende to mand ud i rummet. Men sådan skulle det ikke gå:

Den 21. februar 1969 eksploderede den første N-1-raket efter kun 70 sekunders flyvning.

Og godt fire måneder senere overgik samme skæbne raket nummer to, der eksploderede på rampen i Bajkonur.

Den 20. juli samme år satte amerikanerne én gang for alle russerne til vægs, da astronauten Neil Armstrong fra Apollo 11’s landingsmodul satte det første fodaftryk i månestøvet.

Tre år og endnu to mislykkede N-1-prøveaffyringer senere opgav russerne endegyldigt håbet om at bringe en mand til Månen.