Fire påfund gav dykkeren luft
Gedeskind, trætønder og gummislanger er blandt de midler, som mennesker har taget i brug for at trække vejret under vandet.
Først med den teknisk avancerede lungeautomat fra 1940’erne blev dykkerne uafhængige af forbindelsen til overfladen.
878 f.Kr.: Oppustede poser af gedeskind gjorde det muligt for assyrerkongen Assurnasirpals krigere at svømme under Eufrat-floden.
1690: Tønder af træ forsyner via en slange dykkerne i en klokke, opfundet af astronomen Edmund Halley, med luft.
1838: Den første lukkede dykkerdragt bliver til, da George Edwards monterer en hjelm på en heldragt af vandtæt lærred. En slange forsyner dykkeren med luft fra overfladen.
1943: Franskmændene Cousteau og Gagnan opfinder en lungeautomat, som gennem trykflasker og en regulator gør det muligt at dosere luft til dykkerens mundstykke med det korrekte tryk i alle dybder.
Dykkerklokker gjorde det muligt at bjærge værdier fra fx forliste skibe.
Astronom gik i dybden
Opfindere eksperimenterede i 1600-tallet med at udvikle dykkerklokker, beholdere til ophold under vandet.
Fx byggede astronomen Edmund Halley en tøndeformet klokke af træ og bly.
Halley tilbragte under et forsøg en hel time på havbunden.
Dykker stod i vand til halsen
Brødrene John og Charles Deane opfandt i 1829 en dykkerhjelm, der gjorde det muligt at arbejde på 40 meters dybde.
Dragten var i modsætning til senere udgaver ikke lukket.
Hjelmen var åben i bunden, så vand kunne komme ind.
Ligesom i en dykkerklokke sørgede luften i hjelmen dog for, at vandet ikke steg højere end til halsen.
Hvis dykkeren lænede sig frem, ville vandet nå mund og næse.
Dykkeren bar en uldhue for at holde på varmen i den kolde hjelm.
