Fire påfund gav dykkeren luft
Gedeskind, trætønder og gummislanger er blandt de midler, som mennesker har taget i brug for at trække vejret under vandet.
Først med den teknisk avancerede lungeautomat fra 1940’erne blev dykkerne uafhængige af forbindelsen til overfladen.
878 f.Kr.: Oppustede poser af gedeskind gjorde det muligt for assyrerkongen Assurnasirpals krigere at svømme under Eufrat-floden.
1690: Tønder af træ forsyner via en slange dykkerne i en klokke, opfundet af astronomen Edmund Halley, med luft.
1838: Den første lukkede dykkerdragt bliver til, da George Edwards monterer en hjelm på en heldragt af vandtæt lærred. En slange forsyner dykkeren med luft fra overfladen.
1943: Franskmændene Cousteau og Gagnan opfinder en lungeautomat, som gennem trykflasker og en regulator gør det muligt at dosere luft til dykkerens mundstykke med det korrekte tryk i alle dybder.
Dykker stod i vand til halsen
Brødrene John og Charles Deane opfandt i 1829 en dykkerhjelm, der gjorde det muligt at arbejde på 40 meters dybde.
Dragten var i modsætning til senere udgaver ikke lukket.
Hjelmen var åben i bunden, så vand kunne komme ind.
Ligesom i en dykkerklokke sørgede luften i hjelmen dog for, at vandet ikke steg højere end til halsen.
Hvis dykkeren lænede sig frem, ville vandet nå mund og næse.