Miniland

5 opfindelser formede LEGO

Opfindelsen af en engelsk plastsprøjtemaskine bliver gnisten, der sætter ild i Christiansen-familiens lille legetøjsfirma. Og senere kommer nye rørdesign og banebrydende manualer til.

1. Plastmaskine gav idéen

De første versioner af Lego-klodser fra 1949 var hule og sad ikke særlig godt fast med hinanden.

© Maxx3001

Ole Kirk Christiansen er fornøjet, da maskinen spytter en plastgenstand ud. Året er er 1946, og sælgeren fra den britiske maskinfabrik Windsor har netop demonstreret, hvad en topmoderne plaststprøjtemaskine kan.

Den danske legetøjsmager forstår maskinens potentiale for Christiansen-familiens firma, Lego. Da repræsentanten fremviser medbragte plastklodser fra det engelske legetøjsfirma, lugter Christiansen en succes.

For 30.000 kroner, ca. 635.000 nutidskroner køber Christiansen en støbemaskine. Tre år efter demonstrationen sælger Lego sit første plastbyggesæt til børn kaldet Automatic Binding Brick.

2. Rørdesign lagde grunden

Sagsmappen med den oprindelige patentansøgning fra Godtfred Kirk Christiansen, grundlægger Ole Kirk Christiansens søn. Patenten angår et såkaldt "legetøjsbyggeelement".

© Patentvæsenet

De første versioner af Legoklodsen var ikke stabile. Vil et barn flytte et Lego-byggeri, fx et hus, falder klodserne ofte fra hinanden.

Ligesom sit forbillede, klodserne fra engelske Kiddicraft er de første typer Lego-klodser hule og med 2x4 knopper på ovenpå. Når en anden hul Lego-klods bliver klemt ned over de otte knopper, hænger de to klodser sammen – men falder også meget nemt fra hinanden.

Ole Kirk Christiansens søn, Gotfred, udtænker et andet design. Lego-klodsen får små, indvendige rør for bedre at kunne klikkes oven på en anden klods og nemt skilles ad igen.

Om eftermiddagen 28. januar 1958 sender Lego en ansøgning til Danmarks Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenet. Prisen for at behandle ansøgningen er 24 kroner.

Designet er så gennemført, at Lego ikke har ændret det siden.

3. Manualer gjorde byggeri til en leg

Som de første lavede Lego manualer til deres byggesæt. En af de originale manualer var byggesættet af et fly.

© Mindstormsboi

Datidens legetøj er uden manualer, og Legos byggesæt har kun tegninger på æsken. Fx af en flyvemaskine eller et hus.

Fra 1955 begynder Lego at udgive specifikke modelsæt, fx en Esso-tankstation. Nogle sæt får i låget trykt simple byggevejledninger i fire trin.

Som de første udsender Lego i 1965 en manual på fire sider til byggesæt nummer 320-2: et to-motors fly i røde og hvide klodser. To sider er afsat til at vise alternative byggerier, fx af en mølle.

4. Klodser blev universelle

Årligt producerer Lego ca. 75 milliarder klodser. Alle Lego-klodser kan i dag bruges med hinanden, selv om de er lavet til forskellige byggesæt.

© Miniland

Gotfred Kirk Christiansen udtænker System i Leg. Ideen opstår efter et møde med en opkøber af legetøj til stormagasinet Magasin Du Nord.

”Sikke en industri, der er intet system overhovedet”, havde opkøberen, Troels Petersen, beklaget til Gotfred.

Ordene får Gotfred til at strømline design og produktion, så Lego-klodser på tværs af alle byggesæt kan bruges med hinanden.

Legoklodser fra 1958 og frem kan bruges til alle moderne byggesæt.

5. Mennesker blev født i plast

Med minifigurer blev legen med Lego-klodser mere personlig. Figurerne har gjort tema-sæt, fx Lego Rumfart fra 1978, populære.

© InSapphoWeTrust

I 1960’erne bliver Legos byggesæt mere komplekse og detaljerede, og det bliver muligt at opføre hele byer med huse, gader og små træer. Én detalje mangler dog: mennesker.

Da Lego i 1978 introducerer minifigurer, har de små plastmennesker intet ansigt, køn eller bevægelige ben. Med minifigurer bliver temasæt populære. Fx sæt med rumraketter og astronauter i serien Lego Rumfart fra samme år.

Legos minifigurer har i dag udskiftelige ansigter og dele, men størrelsen er forblevet den samme: Hver figur er præcis fire klodser høj.