Blybødlen: Amerikansk opfinder gjorde verden dummere

Den flydende væske er det kemikalie, som General Motors og Standard Oil kommer i deres såkaldte ethylbenzin.

Ingeniøren tørrer ubekymret sine ethyl-indsmurte hænder af i et lommetørklæde, inden han kaster sig over næste demonstration. Han tager et glas med den giftige væske og holder det op under sin næse, mens et ur tikker sekund for sekund. Først efter et minut fjerner han glasset og konstaterer:

“Jeg kunne gøre det her hver dag uden overhovedet at få nogen helbredsmæssige problemer”.

Midgley og hans chefer i bilbranchen og olieindustrien ved dog udmærket, hvor farligt det er at blande bly i benzin. Men det betyder intet. De kan nemlig tjene styrtende summer på deres produkt, som i mere end et halvt århundrede skal forpeste kloden, nedsætte børns IQ og slå intetanende mennesker ihjel.

Midgley jagter den perfekte benzin

Da Thomas Midgley jr. i 1889 kommer til verden i Beaver Falls, Pennsylvania, er bilbranchen endnu i sin vorden. Mens Midgley vokser op, begynder benzindrevne køretøjer at fylde i gadebilledet i USA.

Udviklingen skyldes ikke mindst, at der i begyndelsen af 1900-tallet bliver fundet olie i Texas’ undergrund. Fremstilling af benzin kræver råolie, og de store fund gør produktionen både lettere og billigere end førhen. Udviklingen hjælpes også på vej af, at Henry Ford sender sin billige benzinbil, Ford T, på markedet i 1908.

Amerikanerne elsker deres automobil – også Midgley, som nærmest er født med benzin i blodet, da hans far driver en dækvirksomhed.

Efter at have gennemført sin uddannelse som maskiningeniør arbejder han i sin fars firma, indtil Charles Kettering – udviklingschef hos General Motors – i 1916 hyrer den 27-årige Midgley.

Kettering har revolutioneret bilbranchen ved at opfinde selvstarteren – den lille elektromotor, der sætter benzinmotoren i gang. Det har, til bilisternes begejstring, gjort den besværlige start med håndsving overflødig, og takket være nye højkompressions-motorer kan bilerne nu også køre hurtigere.

Bilindustrien har dog stadig ét stort problem: Motorerne banker – til stor gene for bilisterne, som må leve med, at deres biler både larmer og ryster, så ydeevnen mindskes.

Branchen ved, at problemet skyldes en uregelmæssig forbrænding i motoren, og Ketterings stab af ingeniører sporer sig ind på, at benzinen sandsynligvis er synderen. Det bekræfter den nyansatte Midgley, da han ved at tilsætte jod til benzinen stopper den højlydte banken i en testmotor på laboratoriet.

Men da jod både er ætsende og ekstremt dyrt i de påkrævede mængder, er grundstoffet ikke vidundermidlet, der løser bilproducenternes kvaler.

Fra morgen til aften afprøver Midgley derfor alternative substanser for at hæve det såkaldte oktantal i brændstoffet, hvilket kan skabe en mere støjsvag og rolig kørsel. Han hælder smeltet smør i benzinen og forsøger sig med kamfer og aluminiumklorid, der bruges i deodoranter. Uden held.

Det eneste stof, som har den ønskede effekt på motoren, er finsprit (æthanol). Men finsprit laves ved at gære og siden destillere fx vindruer eller kartofler – og dén løsning vækker ingen begejstring hos olieindustrien og General Motors.

Finsprit vil betyde, at 10-20 pct. af brændstofsalget går til de amerikanske landmænd – et uacceptabelt profittab. Midgley må finde på noget bedre.

Nyt produkt løser problemerne

Den 9. december 1921 er en glædens dag for Midgley og hans arbejdsgiver. Ingeniøren blander stoffet tetraethylbly i en beholder med benzin, som han hælder på testmotoren i laboratoriet i Dayton, Ohio. Motoren kører som smurt, og for en gangs skyld genlyder rummet ikke af de evindelige knald, som i årevis er kommet fra Midgleys laboratorium.

Kettering og de øvrige chefer er henrykte over Midgleys opdagelse, der af ingeniøren selv tilskrives “held og religion, såvel som en portion videnskab”.

Men ikke alt ved benzinen er opløftende. Tetraethylbly er en blyforbindelse og et ganske farligt kemikalie. Allerede i det gamle Rom vidste de lærde, at bly var et giftigt metal, og under industrialiseringen var blyforgiftning en velkendt arbejdsrisiko på fabrikkerne.

Da den farveløse væske tetraethylbly blev fremstillet for første gang i 1853 af den tyske kemiker Carl Jacob Löwig, lød konklusionen også hurtigt, at kemikaliet var særdeles giftigt. Det gav åndedrætsbesvær og kunne føre til hallucinationer, kramper og endda kvælning.

Midgley kender om nogen til faren, for efter at han har arbejdet med blyet i godt et år, mærker han virkningen på egen krop.

“Jeg føler, at mine lunger er blevet påvirket, og at det er nødvendigt at stoppe alt arbejde og få en stor mængde frisk luft”, konstaterer han i januar 1923, hvorefter han tager en måneds pause fra arbejdet.

Bly er “en gave fra Gud”

De sundhedsmæssige konsekvenser af blybenzinen bliver diskuteret i General Motors, men Midgley fremhæver, trods egne oplevelser, at “den gennemsnitlige gade formentlig vil være så fri for bly, at det vil være umuligt at registrere udledningen”.

Med andre ord skal det giftige stof ikke sætte en stopper for de svimlende indtægter, der ligger lige for næsen af opfinderen og hans foresatte.

“Forestil dig, hvor mange penge vi kommer til at tjene på det produkt”, skriver Midgley til Kettering i marts 1923, hvor ingeniøren og General Motors for længst har sikret sig patentet på ethylbenzin.

Få måneder efter indleder General Motors og oliegiganten Standard Oil et samarbejde, hvor de via selskabet Ethyl Corporation skal stå for produktionen af tetraethylbly og sammen score gevinsten på den giftige blybenzin. Udviklingschefen for Standard Oil, Frank Howard, har kun lovord tilovers for den nye benzintype, som han kalder “en gave fra Gud”.

Sundhedsmyndighederne er dog ikke helt så sikre på, at blybenzinen er som sendt fra himlen. De ytrer deres bekymring, men Ethyl Corporation svarer, at selskabet nok skal betale for en grundig undersøgelse af de sundhedsmæssige konsekvenser.

Virksomheden henvender sig derfor til det amerikanske Ministerium for Minedrift i september 1923 for at få eksperterne her til at foretage en vurdering. Ministeriet og dets ansatte er kendte for at se gennem fingre med mange af industriens unoder for ikke at begrænse erhvervslivets muligheder.

Fabriksarbejdere bliver dødssyge

Imens Ethyl Corporation venter på undersøgelsens konklusion, sætter virksomheden gang i arbejdet på de nyetablerede ethyl-fabrikker.

På den første fabrik – som åbner dørene i efteråret 1923 i Deepwater, New Jersey – er de ansatte ikke iklædt noget særligt sikkerhedsudstyr, mens de fremstiller tetraethylbly. Inden de første 30 dage er gået, afgår flere medarbejdere derfor ved døden pga. blyforgiftning, fordi deres nervesystem og nyrer er ødelagt.

Dødsfaldene bliver dysset ned, og snart ruller tankvogne ud på landets tankstationer med den bankefrie blybenzin.

I foråret 1924 er den dog den gal igen, da to ansatte dør på en fabrik i Dayton, Ohio, mens mange af fabrikkens øvrige medarbejdere får hallucinationer og opfører sig underligt. De påstår bl.a., at de ser sommerfugle og andre indbildte dyr kravle på væggene.

Blyet gør dem bimse – et problem, som går igen talrige steder i efteråret 1924, hvor pressen ikke længere kan undgå at bemærke de mange besynderlige tilfælde på ethyl-fabrikkerne.

The New York Times beretter i oktober om adskillige forgiftede medarbejdere, som er vendt hjem i sindssyg tilstand efter arbejdet på ethyl-afdelingerne på Bayway-raffinaderierne i New York og New Jersey. Blandt dem er William McSweeney, der en torsdag efter fyraften føler sig skidt tilpas, og fredag er den helt gal.

“Tidligt næste morgen kontaktede hans svigerinde politiet og fortalte, at han opførte sig spøjst. En betjent, der blev sendt hen til adressen for at udspørge mr. McSweeney, var nødt til at tilkalde tre kolleger for at dæmpe ham og føre ham til Alexian-hospitalet, hvor han blev lagt i spændetrøje”, fortæller avisen, som også nævner Walter Dymock, der med lignende symptomer “stod op om natten og vadede ud ad sit soveværelsesvindue på 2. sal”.

Dymock overlever faldet og bliver bragt på hospitalet.

Værre går det for Ernest Oelgert, der fredag den 24. oktober bliver så paranoid, at han løber rædselsslagen rundt på fabrikken. “Tre af dem angriber mig”, skriger han og flygter fra de væsner, der i hans indbildning jagter ham. To dage senere afgår han ved døden.

“Disse mænd blev sandsynligvis sindssyge, fordi de arbejdede for hårdt”, lyder den lakoniske forklaring fra en af cheferne på Bayway-raffinaderiet i New Jersey, da The New York Times beder om en forklaring på de mystiske hændelser.

Branchen forsvarer “tossebenzinen”

På Bayway alene dør fem arbejdere, mens 35 andre oplever mavekramper, lammelser og andre klassiske symptomer på blyforgiftning. Alt peger på, at dødsfaldene og sygdommen skyldes “tossebenzinen”, som arbejderne og pressen begynder at kalde Midgleys opfindelse.

Beretningerne skaber et ramaskrig i den amerikanske befolkning – ikke mindst da det går op for borgerne, at det giftige stof findes i deres brændstof.

General Motors’ og Standard Oils svar til nationen er at invitere landets journalister til pressemødet på Broadway den 30. oktober 1924, hvor Midgley hælder tetraethylbly ud over sine hænder.

Under den timelange seance hævder Standard Oils egen sundhedskonsulent, William Gilman Thompson, at den kedelige situation udelukkende skyldes “uforudsete ulykker”, der er sket som følge af “pludselige dampe fra store destillerikolber”.

Thompson afviser, at blybenzinen på nogen måde er farlig:

“Selvom der er bly i blandingen, er disse akutte symptomer helt ulig dem, som ses i forbindelse med kronisk blyforgiftning hos eksempelvis malere. At karakterisere produktet som ‘mysteriebenzin’ eller ‘tossebenzin’ er groft misvisende”.

Selvom Midgley og Thompson ihærdigt forsøger at afværge katastrofen, vælger New York, Philadelphia og flere andre storbyer i USA at gøre blybenzinen ulovlig. Men bil- og oliebranchen nægter at give op. Dertil er der alt for mange millioner dollars på højkant.

Ministerium freder den giftige benzin

Bedst som offentligheden og myndighederne i flere delstater har vendt sig mod blybenzinen, bliver Ministeriet for Minedrift i november 1924 færdig med den undersøgelse, medarbejderne gik i gang med året forinden. For General Motors og Standard Oil kommer ministeriets konklusion som sendt fra himlen.

Rapporten, der er udarbejdet på baggrund af relativt få dyreforsøg, nedtoner faren ved blybenzinen og giver Midgley og kompagni præcis den omtale i The New York Times, de drømmer om.

“Ethylbenzin er ikke til fare for mennesket, konstaterer Ministeriet for Minedrift efter langvarige eksperimenter med udstødningsgas – flere dødsfald usandsynlige”, skriver avisen.

Flere eksperter er uenige i undersøgelsens konklusion. Fysiologen Yandell Henderson revser ministeriet for at være i lommen på rapportens sponsor, og Yale-professoren ser sort på fremtiden nu, hvor den giftige benzin kan strømme ud i landet.

“Det her er nok det største enkeltstående spørgsmål angående befolkningssundheden, som det amerikanske folk nogensinde har stået overfor. Måske, hvis den blyholdige benzin dræber nok mennesker hurtigt nok til at gøre indtryk på befolkningen, vil vi få et nødvendigt forbud fra Kongressen”, lyder det fra professoren.

Henderson og andre sundhedseksperter vurderer korrekt, at udstødningsgassen fra ethylbenzinen vil forurene luften langs gader og stræder i en sådan grad, at folk bosat i tæt trafikerede områder kan blive forgiftede.

Men de definitive beviser mangler, og derfor har bil- og olieindustrien kun hån tilovers for kritikerne.

“I siger, det er farligt. Vi siger, det ikke er. Modbevis os”, lyder det igen og igen fra General Motors og Standard Oil, der begejstrede ser storbyerne ophæve deres forbud mod blybenzinen.

Kritiske røster som Hendersons drukner i industriens endeløse reklamestrøm for den nye mirakelbenzin, der lover “øget fart, mere kraft på bakkerne, hurtigere acceleration og et endegyldigt farvel til banken (fra motoren, red.)”.

“Ethylbenzin har gjort det muligt. Kør med ethyl i en højkompressionsmotor, og oplev dit livs sus”, lyder det i en annonce i National Geographic.

Befolkningen glemmer alt om risikoen for forgiftning i bare iver efter at kunne drøne derudad uden banken fra motoren, og i sommeren 1925 har Midgleys brændstof indtaget markedet med 1,1 milliard liter blybenzin solgt. I begyndelsen af 1930’erne kører 90 pct. af alle biler i USA på blybenzin.

Produktet er så stor en succes, at den amerikanske sundhedsdirektør, Hugh S. Cumming, går i gang med at hjælpe Ethyl Corporation med at udbrede salget til Europa. Cumming lover bl.a. de europæiske sundhedsmyndigheder, at blybenzinen er aldeles ufarlig.

År efter år eksploderer salget af biler, og en større og større mængde bly forgifter klodens indbyggere. Men først i 1960’erne kommer blybenzinen igen i fokus.

Blyet gør børn dumme

I årtier tænker almindelige mennesker ikke over, at bilernes udstødningsgas indeholder bly. Det begynder dog så småt at ændre sig, da videnskabsmanden Clair Patterson i den sidste halvdel af 1960’erne kan påvise forureningen.

Egentlig arbejder den amerikanske geokemiker på at bestemme Jordens alder vha. bly-isotoper, men undervejs opdager Patterson, at hans laboratorium er forurenet af bly.

Ved at bore ned i den grønlandske indlandsis kan han kortlægge atmosfærens koncentration af bly gennem historien, og Pattersons forskning viser, at blyforureningen er steget kraftigt efter 2. verdenskrig, hvor verdens veje for alvor blev fyldt med køretøjer med ethylbrændstof i tankene.

Sort på hvidt kan Patterson bevise, at Midgleys benzin har skadet kloden med et enormt udslip af bly på millioner af tons årligt. Det farlige stof findes endda ikke kun i de trafikerede byer – blyet spredes med vinden og inficerer afgrøderne i landdistrikterne, så fødevarernes gennemsnitlige blyindhold er steget.

Presset på benzinselskaberne vokser frem til 1970’erne. Her dokumenterer den amerikanske forsker Herbert Needleman, at de store mængder bly i luften i årtier har sænket børns intelligens, selvom de aldrig har haft deciderede forgiftningssymptomer.

Professoren har undersøgt tusinder af børns mælketænder, hvor blyet lejrer sig, ligesom han har IQ-testet dem. Det viser sig, at børn med et højt blyindhold i kroppen har en dårligere koncentrationsevne, et ringere sprog og en lavere IQ (i gennemsnit seks IQ-point) end børn, der ikke har været udsat for forureningen.

“5 pct. af børnene i min undersøgelse blev frataget muligheden for at være særlig intelligente pga. blyeksponering. Det bliver faktisk til omkring 875.000 amerikanske børn, der kunne have været meget kvikke, men som ikke er det pga. bly”, konkluderer Needleman.

Resultatet er opsigtsvækkende. Som om det ikke er galt nok, at blyet kan give folk kramper og hallucinationer, så kan menneskeheden også blive dummere af den usynlige plage. Benzinbranchen forsøger desperat at så tvivl om Needlemans forskning, men tiden – og folkestemningen – er omsider vendt mod det blyholdige brændstof.

Benzinen bliver blyfri

Efter at have forgiftet kloden i mere end 50 år er benzinselskaberne i 1970’erne ved at løbe tør for argumenter for at bevare bly i brændstoffet.

Eksperternes og offentlighedens krav om renere luft fører til udviklingen af katalysatorer, der skal begrænse bilernes farlige udstødningsgasser. Da en katalysator slet ikke fungerer med blyholdig benzin, er industriens ethyleventyr for alvor truet.

Afviklingen af Midgleys giftige benzin foregår dog i sneglefart, fordi lovgivningen ikke følger med. I 1986 bliver blybenzin endelig helt forbudt i USA, og snart forbedres folkesundheden.

Fra 1976 til 2016 daler mængden af bly i den amerikanske befolkning med 93,8 pct. Først i 2021 – efter næsten 100 år på markedet – da brændstoffet bliver forbudt i Algeriet, er blyholdig benzin ikke længere tilladt noget sted i verden.

Hvor mange liv og sygdomstilfælde Midgleys opfindelse er skyld i, har forskerne svært ved at fastslå, ikke mindst fordi blytilsætning i maling og konservesdåser har medvirket til forgiftningen. Men Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at bly-relaterede sygdomme i årtier har kostet ca. én million mennesker livet hvert eneste år.

Blybødlen dør af sin egen opfindelse

Selvom Thomas Midgley jr. ikke personligt får blod på hænderne, vil hans ethylbenzin og hans viden om dens giftighed for evigt stemple opfinderen som en skruppelløs person med millionvis af menneskeliv på samvittigheden. Ingeniøren lever dog ikke længe nok til at opleve forbuddet mod hans opfindelse eller forskernes dom over dens tragiske skadevirkning.

Amerikaneren med den ganske uheldige evne til at fostre livsfarlige idéer får konstateret polio i 1940. Sygdommen lammer dele af hans krop, og naturligvis konstruerer han et apparatur af reb og remskiver, som kan løfte ham ud af sengen.

Men også denne opfindelse koster menneskeliv – denne gang hans eget. I 1944 bliver den 56-årige Midgley viklet ind i tovværket og dør af kvælning.