Den umulige maskine

Over tegnebrættet har opfindere i tusind år forsøgt at konstruere en maskine, der kan drive sig selv. Men hverken vand, vind eller magneter har kunnet bryde fysikkens love, og alle har de givet op og konkluderet det samme. Evighedsmaskinen er en umulighed.

Over tegnebrættet har opfindere i tusind år forsøgt at konstruere en maskine, der kan drive sig selv. Men hverken vand, vind eller magneter har kunnet bryde fysikkens love, og alle har de givet op og konkluderet det samme. Evighedsmaskinen er en umulighed.

Bridgeman

Hvad er en evighedsmaskine?

En evighedsmaskine er en maskine, der producerer mere energi, end den bruger. I teorien vil den kunne køre for altid. Allerede i 1775 erklærede Det Videnskabelige Akademi i Paris, at konstruktionen af maskinen er en umulighed.

Da Vinci forsøgte forgæves

Den italienske multikunster Leonardo da Vinci anså evigheds-maskiner for fup, men forsøgte alligevel jævnligt at bygge en.

Kunstneren og opfinderen Leonardo da Vinci baksede i en lang periode med at udtænke en række evighedsmaskiner. Blandt andet tegnede han en evighedsovn, der udnyttede det princip, at luft udvider sig i varme.

Hans mest berømte “evighedsmaskine” skulle imidlertid drives af vand. Et simpelt system af rør, skruer og en vandmølle kunne i teorien sende vand rundt i en evig cirkulation.

Da Vinci affejede til sidst evighedsmaskinen som umulig.

© Mary Evans

Eftertiden har ofte forsøgt at vække da Vincis evighedsmaskine til live – men altid forgæves. Til gengæld var hans tegninger inspiration til en række af de tidligste vandpumper.

Grundlæggende var Leonardo da Vinci skeptisk over for ideen om en evighedsmaskine, og han undersøgte i detaljer, hvorfor datidens konstruktioner ikke fungerede.

Studierne fik ham til at affeje maskinen som umulig med ordene:

“Du, der søger evighedsmaskinen, hvor meget frugtesløst hjernespind har du spundet? Gå, og find din plads blandt alkymisterne!”

Italiensk ingeniør tegnede evighedsmaskinen

Den italienske ingeniør Mariano Jacopo Taccola forsøgte i årevis at konstruere et såkaldt overbalanceret hjul. Princippet bag var korrekt.

En række led skulle med deres tyngde drive et hjul. Nedad ville de – i udstrakt stand – blive påvirket kraftigere af tyngdekraften og sætte fart i maskinen.

På vej op ville et hængsel få leddet til at knække sammen og mindske tyngdekraftens påvirkning.

I teorien ville forskellen i kraften få hjulet til at snurre for evigt. I praksis øger de sammenfoldede led behovet for kraft og udligner de udstraktes ekstra kraft.

Blæsebælg skulle rotere sig selv

I 1518 tegnede den italienske filosof Marcantonio Zimara en evighedsvindmølle. Møllen bestod af en gigantisk blæsebælg, der pustede luft ned i en stor tragt. I den anden ende af tragten blæste luften store møllevinger rundt.

Ideen var, at møllen ved hjælp af store metalwirer skulle trykke blæsebælgen sammen og trække den ud. På den måde ville maskinen kunne køre evigt.

Zimara tog ikke stilling til, hvordan maskinen skulle sættes i bevægelse. Og som ved andre maskiner ville friktionen i møllehjulets nav med tiden med garanti bremse møllen.

Magneten drives rundt af kraft fra modstødende magneter.

© Gutenberg.org

Magneter skulle snurre for altid

Verdens første forsøg på at konstruere en evighedsmaskine fandt sted i 700-tallet i Bayern. Som mange senere maskiner blev “det magiske hjul” drevet af magneter.

Den grundlæggende idé er, at en magnet, monteret på et nav, bliver skubbet rundt af modsatrettede magneter. I længden vil friktion fra navet dog altid standse maskinen.

Gemt mand styrede den perfekte maskine

I 1813 præsenterede den amerikanske opfinder Charles Redheffer stolt sin nye evighedsmaskine på en udstilling i New York.

Tusinder af benovede tilskuere besøgte udstillingen for at se den magiske maskine, heriblandt dampskibets opfinder, Robert Fulton.

Efter minutiøse iagttagelser opdagede Fulton, at maskinen bevægede sig meget uregelmæssigt – som om tandhjulene fra tid til anden holdt en lille pause.

Ingen kunne forstå den sind-rige mekaniske konstruktion, der tilsyneladende virkede.

© Massachusetts Historical Society

Fulton anklagede derfor Redheffer for fup og garanterede, at han kunne finde en skjult kraftkilde i maskinen.

Fulton fjernede et par brædder og fandt hurtigt en wire, der førte op til etagen ovenover. Her sad en gammel mand og drejede et håndsving med den ene hånd, mens han spiste lystigt af sin madpakke med den anden.