Dr. Kellogg uddrev djævlen med cornflakes

I 50 år valfartede rige amerikanere til dr. Kellogg, som behandlede dem med bøn, vegetarkost og lavementer. Doktoren mente bl.a., at kød pirrede den djævelske sexlyst og skabte med sin bror Will et kødløst morgenmåltid: Kellogg’s Corn Flakes. Men kampen om de gyldne flager gjorde brødrene til dødsfjender.

I 50 år valfartede rige amerikanere til dr. Kellogg, som behandlede dem med bøn, vegetarkost og lavementer. Doktoren mente bl.a., at kød pirrede den djævelske sexlyst og skabte med sin bror Will et kødløst morgenmåltid: Kellogg’s Corn Flakes. Men kampen om de gyldne flager gjorde brødrene til dødsfjender.

New York Public Library-Science Source/Imageselect & Shutterstock

Natten er faldet på i Michigan, USA.

To mænd begynder deres sælsomme arbejde: Oppe på køkkenbordet står John Harvey Kellogg med en spand, der er fyldt med en masse af kogte hvede- og majskorn.

På gulvet sidder hans lillebror, Will Keith Kellogg, klar med en kniv. John tømmer spanden ned i en tragt, hvorfra de ­smattede korn glider gennem en valse, der er spændt fast til køkkenbordet.

John drejer på et håndsving, så kornene presses til flager mellem valsens ruller. Nedefra skraber Will flagerne af med sin kniv, så de dumper ned i en skål.

I køkkenets ovn rister de to brødre flagerne, til de er gyldne. Bagefter smager de på dem. Alle er sprøde og perfekt bagt.

Brødrene er tæt på deres mål: At fremstille et nærende morgenmadsprodukt, der både kan bekæmpe forstoppelse, som utallige amerikanere døjer med, og dæmpe menneskets evige sexlyst.

Brødrene Kellogg kan ikke vide, at de denne nat i 1894 har fremstillet verdens første portion cornflakes.

De gyldne flager vil gøre Will Kellogg til en af USA’s rigeste mænd, men succesen ødelægger brødrenes venskab for altid.

Efter sin udbygning i 1928 bestod Battle Creek Sanitarium af 31 bygninger, inkl. den 14 etager høje ­hovedbygning kendt som “The Towers”.

© Pictures Now/Imageselect

Helseanstalt var sundere end hospitalet

Mange læger nægtede i 1800-tallet at tro, at smitte blev spredt af usynlige bakterier.

Derfor rensede de hverken kittel eller redskaber som fx knoglesav og skalpel efter en operation.

For nogle læger var en blodplettet kittel tilmed et adelsmærke, som viste, at lægen kunne sit blodige håndværk.

Ringe hygiejne var også udbredt på Bellevue Hospital, hvor John Kellogg blev uddannet til læge. Selvom hos­pitalet blev anset for Nordamerikas bedste, var dødsraten blandt patienterne markant.

Af de bevarede patientjournaler fremgår det, at hospitalet i 1876 havde 5.165 indlagte – af disse levede 4.313 længe nok til at blive udskrevet.

Det vil sige, at 16,5 pct. af patienterne døde af at ligge på landets fremmeste hospital – grunden var især elendig hygiejne.

Modsat var overlevelseschancen på Battle Creek Sanitarium 100 pct. Ingen ­patienter eller kur­gæster døde i dr. Kelloggs hænder.

Verdens ende var lige om hjørnet

Et sundt liv var fundamentalt for brødrene Kellogg. John og Will blev født i hhv. 1852 og 1860 og voksede op i Battle Creek, Michigan.

Byen var højborg for en af USA’s kristne sekter – syvendedags-adventisterne.

Hele familien Kellogg var ligesom sektens grundlæggere, ægteparret Ellen og James White, fuldkommen overbeviste om, at dommedag var nær, og at vejen til frelse kun kunne sikres med et sundt og kristent liv.

Ellen White var adventisternes profet, og hun prædikede, at menneskets adgang til Paradis afhang af en sund krop, eftersom menneskelegemet er givet af Gud.

Derfor skulle menigheden afstå fra kød, tobak og alkohol, som ledte til synd og en “tilstand lavere end dyr”, som Ellen White skrev. Værst var onani.

Ifølge adventisternes profet førte “selv­besudling” til blindhed og kræft.

“Proteiner forstærker betændelse i kroppen og forgifter legemet”. Dr. John Kellogg om risikoen ved at spise kød.

Byen Battle Creek husede flere kristne kur­­an­stal­ter – adventisternes hed Wes­tern Health Reform Institute – som ­tu­­sind­­vis af amerikanere hvert år tog ophold på for gennem bøn og diæt at slippe af med overvægt, højt blodtryk og stress.

Skoledrengen John Kellogg fik et fritidsjob i White-parrets trykkeri som blysætter, men drengen var så inspireret af Ellen Whites skrifter, at han blev vegetar og påtog sig at undervise kurstedets ­gæster i det sunde, kristne liv.

Johns talegaver opflammede gæsternes tro, og White-parret besluttede at ­be­kos­te den unge mands drøm om at blive læge.

Trods deres mistillid til videnskaberne mente de to, at hvis John fik en lægeuddannelse, kunne han lokke flere kur­gæster til Battle Creek.

White-parret betalte 330 dol­­lars for, at deres 21-årige protegé fik en studieplads på Bellevue Hospital, Nord­ame­ri­kas mest vel­anskrevne hospital.

For at fremhæve de ægte Kellogg’s Corn Flakes fra alle kopierne lod Will sin autograf trykke på alle æsker.

© Rubylane

Væskende bylder udløste cølibatløfte

Da John i efteråret 1873 gik ind gennem smedejernsporten til Bellevue Hospitals røde murstensbygninger, var tiltroen til læ­ge­stan­den lav.

I sidste halvdel af 1800-tallet havde USA omkring 4.000 praktiserende læger – og de fleste af dem anede ikke, hvad de foretog sig.

Før John blev født, havde hans far haft voldsom øjenbetændelse. Med en skal­pel skar den tilkaldte læge et sår i farens nakke og inficerede det med giften fra billen spansk flue.

Dermed ville kroppens “usunde” væsker samles i såret i nakken og lette betændelsen i øjet, mente lægen, men faren blev dødssyg og overlevede kun med nød og næppe.

På Bellevue Hospital fattede John interesse for anatomi og besluttede at blive kirurg.

Oplæringen var noget af en prøvelse: Op mod hver 20. amerikaner led af syfilis, men patienterne dukkede først op, når sygdommen var i sidste fase.

“Ækle, væskende sår ses overalt og kan dække kroppen helt. Måske går næsen, tungen eller et øje tabt”, skrev John senere i sin bog om sund – dvs. seksuelt afholdende – livsstil, “Plain Facts for Old and Young” fra 1881.

Oplevelserne på hospitalet kombineret med Johns stærke kristne tro fik ham til at afstå fra sex resten af livet.

I foråret 1875 kom hans doktorgrad i kirurgi i hus, og John kunne rejse hjem til Battle Creek med hovedet fuld af idéer om bl.a. bekæmpelse af bakterier.

Få år før – i 1850’erne – havde den franske kemiker Louis Pasteur påvist eksistensen af bakterier under sit mikroskop.

Mange læger var dog stadig skeptiske, da bakterier ikke kunne ses med det blotte øje. Men den unge dr. John Kellogg var overbevist om, at de skulle bekæmpes.

Tilbage på adventisternes kursted i Battle Creek forlangte han, at køkkenet blev gjort rent dagligt, og at grøntsager blev skyllet før servering.

De nye tiltag gav færre tilfælde af diarré blandt gæsterne, og kurstedets forbedrede rygte øgede det årlige besøgstal fra 12 til 106 kurgæster.

Med White-parrets velsignelse overtog John ledelsen i 1876 og omdøbte kurstedet til Battle Creek Sanitarium.

Ordet for et kursted, sanatorium, lød efter Johns mening som “et sted for krigsinvalider”. Sanitarium var derimod afledt af “sanitas”, latinsk for sundhed.

Kød gav dyriske lyster

Med John Kellogg i chefstolen summede Battle Creek Sanitarium af forandring.

Personalet af frivillige adventister blev tvangsindlagt til timelange foredrag, hvor dr. Kellogg priste håndvask, udluftning og rene lagner i kampen mod bakterier, mens han talte dunder mod bl.a. kød.

Ud over at øge seksualdriften og dermed øge risikoen for kønssygdomme var de animalske proteiner ren gift.

“Proteiner forstærker betændelse i kroppen og forgifter legemet”, understregede doktoren.

John Kellogg mente også, at kød vrimlede med bakterier, som hverken kunne koges eller steges ihjel.

Derfor skulle kurgæsterne så vidt muligt kun have retter med grøntsager og frugt.

Hvis nogle gæs­ter insisterede på at få animalske produkter, gav doktoren tilladelse til, at per­so­na­let kunne servere enkelte kød­ret­ter og varmebehandlet smør og mælk.

Serveringen foregik ved afsondrede borde i spisesalen, så smitten fra de animalske produkter ikke spredte sig.

Den gode hygiejne og kurstedets land­lige omgivelser i udkanten af Battle Creek by trak i løbet af 1877 flere hundrede kurgæster til.

Dr. Kellogg ville derfor udbygge stedet, og adventisterne optog et banklån svarende til 10 mio. nutidskroner efter konsultation med deres profet, Ellen White.

Gud havde i en af hendes drømme givet grønt lys for byggeplanerne, meddelte Ellen White sin menighed.

Kurstedet, der bestod af et bon­de­hus i to etager, blev året efter revet ned for at give plads til en fireetagers bygning med bl.a. en sygeplejeskole.

Administrationen voksede, og i 1880 hyrede dr. Kellogg sin lillebror, Will, som assistent.

Lønnen på ni dollars om ugen rakte knap nok til, at 28-årige Will kunne brødføde sin voksende børneflok, men han slog til, for han var godt træt af at sælge koste for sin far, der var børstenbinder.

© Shutterstock

Onani er værre end den sorte død

Sex og onani var skadeligt for kroppen, mente dr. Kellogg.

I sine foredrag på Battle Creek Sanitarium advarede doktoren om, at onani ikke bare drænede kroppen for energi, men også førte til en dårlig kropsholdning og epileptiske anfald.

Doktoren var overbevist om, at onani var så slemt, at trangen havde påført menneskeheden endnu større skade end pesten.

Bekymrede forældre kunne få deres drengebørn behandlet hos doktoren, hvor omskæring uden bedøvelse var den foretrukne metode.

“Behandlingen giver en mærkbar effekt på sindet, specielt hvis smerten forbindes med tanken om straf”, lovede doktoren.

Takket være såret omkring penis kunne denne “djævelske praksis” forhindres i ugevis.

Og blev drengen ved at pille ved sig selv, skulle hans forhud sys til, så enhver rejsning gav smerte.

For piger anbefalede dr. Kellogg en lige så barsk behandling: “Ren karbolsyre påført klitoris er et fremragende middel til at dæmpe denne anormale nydelse”.

Selv afstod Kellogg fra sex.

Han og hustruen Ella havde i deres 41 års samliv separate soveværelser. I stedet adopterede de 42 børn.

Lillebror blev holdt som slave

Fra morgen til aften stod Will til rådighed for sin energiske storebror.

En typisk arbejdsuge var op mod 120 timer, hviledagen undtaget, og assistenten kunne godt glemme alt om ferie og lønforhøjelse.

Blandt Wills opgaver var at pudse storebrorens sko og studse hans skæg. Will havde ingen officiel titel, men hans indsats for at drive stedet til perfektion var anerkendt.

“Vil du have noget ordnet, så gå til Will Kellogg”, lød det blandt de ansatte.

Ifølge Will selv var han “bogholder, kassemester, pakke- og forsendelsesassistent, bud og altmuligmand”.

Ofte så gæs­ter og personale doktoren på cykeltur, mens Will løb ved siden af.

Mens dr. Kel­logg trådte i pedalerne, bombarderede han Will med alle mulige idéer til for­bed­ring af Battle Creek Sanitarium, som lillebroren forsøgte at notere på en blok.

Mere end noget andet var dr. Kellogg optaget af kurgæsternes tarmfunktion.

Som barn havde John haft en rift i endetarmen. Lidelsen gav ham forstoppelse, for hvert toiletbesøg var “som at få trukket et stykke pigtråd” gennem tarmen, som han senere beskrev det.

I årevis fulgte Will Kellogg sin bror og tog notater, hver gang han hørte et guldkorn.

© Collection of Dr. Howard Markel

Dette barndomstraume ville han bruge til at hjælpe de millioner af amerikanere, der led af fedme, højt blodtryk og forstoppelse, fordi de – ifølge doktoren – hver morgen fyldte sig med sukrede pandekager, kaffe og kød stegt i tommetykt fedt.

“For meget mad og ikke af den rigtige slags”, lød doktorens konklusion.

Derfor var sukker og kaffe også forbudt på Battle Creek Sanitarium.

I stedet skulle gæsterne nyde rent vand hentet fra Battle Creeks åer og gå daglige ture i det fri iført løstsiddende tøj for at fremme for­dø­jel­sen.

For damerne betød det, at de skul­le smide korsettet.

Motion og vand øgede “tarmsaften” – dr. Kellogs betegnelse for kroppens evne til at opløse fødevarer til flydende næringsstoffer.

Inspireret af den samtidige amerikanske ernæringsguru Horace Fletcher indførte dr. Kellogg yderligere spiseregler.

Fletcher anviste fx, at hver bid mad skulle tygges 40 gange, før den måtte synkes. Dermed blev maden optaget bedst muligt i kroppen.

Når gæsterne under middagen i spisesalen udførte den såkaldte fletcherising, dvs. gumlede løs, blev de akkompagneret af en pianist, som spillede en nykomponeret “tyggemarch”. Så kunne alle holde rytmen, når de tyggede.

Sin egen maves sundhed overvågede dr. Kellogg nøje. Hver dag skulle Will smøre hans endetarm med et lavement-middel.

Når midlet viste sin virkning, fulgte Will med ud på toilettet og fungerede som sekretær, mens dr. Kellogg dikterede sine nye idéer.

Som altid adlød den kuede Will sin storebror.

© Wikimedia Commons

Frække reklamer gav cornflakes succes

Annoncer målrettet mod kvinder og opstillingen af verdens største lysreklame var med til at gøre ­Kellogg’s verdenskendt.

Will Kellogg brugte i sin levetid 100 mio. dollars, ca. 11 mia. nutidskroner, på at reklamere for cornflakes.

Hans målgruppe var i første række husmødrene, der stod for at servere morgenmaden i de amerikanske hjem.

En af hans første succesfulde kampagner udfoldede sig i månedsmagasinett “Ladies Home Journal”, hvor han indrykkede annoncer med en kupon i bunden.

Hvis læseren udfyldte kuponen med navn og adresse, fik de en gratis pakke cornflakes tilsendt.

Ved hjælp af svarkuponerne opbyggede Will et kundekartotek til et senere postordresalg af sine produkter.

Da Will ville udvide sit marked til New York i 1907, fandt han på en meget frimodig kampagne:

Hvis en kvindelig kunde blinkede med det ene øje til ekspedi­enten i en købmands­butik, fik hun en pakke gratis cornflakes.

Tanken om, at kvinder blinkede til mænd, de ikke kendte, vakte udbredt forargelse. Men den uartige kampagne udbredte husmødrenes kendskab til Kellogg’s Corn Flakes.

Fra 1912 købte Will også reklameplads på storbyernes højhuse.

Den største reklame var en 36 m2 stor lysreklame ved Times Square. Ifølge Will var skiltet verdens største.

Idealpatienten var tyk og stresset

Op gennem 1880’erne udviklede dr. Kellogg sit sanitarium til et revolutionerende helsested; bl.a. købte doktoren maskiner, hvor gæster ved at dreje et håndtag fik klasket en plade ind i maven.

Slagene skulle, påstod fabrikanten, mo­tio­ne­re mavemusklerne og løsne evt. for­stop­pel­se.

Med donationer fra adventisterne fik doktoren også indrettet værelser med centralvarme, elektrisk lys og rindende vand, som tiltalte de mere velhavende kurgæster.

Interessen steg yderligere, da Will indrykkede avisannoncer, som lovede, at kurstedet afviste psykisk syge, epileptikere og mennesker med et “uheldigt udseende”.

“De fleste gæster er personer, som er kronisk besværede af maveforstyrrelser og nervesvækkelse”, lød dr. Kellogs beskrivelse af idealpatienterne.

I 1886 fandt godt 800 vej til kurstedet. I to nye, kønsopdelte fløje havde kur­gæs­ter­ne adgang til 50 forskellige former for be­hand­ling, fx sauna og vandgymnastik i bassiner.

Fælles svømning var tilladt, men kun for ægtepar. Medbragte børn kom i kurstedets børnehave.

Kurgæsten Marion Baxter skrev ­begejstret hjem efter en gym­­na­­stik­­ti­­me:

“De underviser i værdien af hver en knogle og understreger konstant, at kroppen er Guds tempel”.

Da Battle Creek fik en jernbanestation i 1888, eksploderede antallet af gæster til flere tusind om året.

Kurstedet fik sit eget hospital, hvor patienter med fx tarmslyng kom under kniven hos dr. Kellogg.

Fra at være et ydmygt kursted var Battle Creek Sanitarium vokset til et velværepalads med maho nitrapper, krystallyse­kroner og persiske tæpper, og i spisesalen spillede et orkester tidens populære toner.

Men ikke alle var tilfredse – bl.a. adventisternes profet.

“Kurstedet er blevet perverteret fra sit originale formål til at minde om et luksushotel”, knurrede Ellen White.

Også nogle af gæsterne brokkede sig. Fx klagede en gæst over, at morgenbuffetens hårde tvebakker havde knækket en af hendes tænder.

Klager var “dårligt for forretningen”, mente Will og overtalte sin bror til, at kosten måtte ændres.

I begyndelsen af 1894 begyndte brødrene at eksperimentere for at finde et morgenmåltid, som både ville behage gæsternes ganer og give sund afføring.

Fiber skulle bekæmpe sexlyst

For John Kellogg var det nye produkts vigtigste funktion at mindske folks lyst til kød, da kød øgede kønsdriften.

Et vegetarisk morgenmåltid skulle hjælpe kur­gæs­ter, der “kæmpede med at undertrykke onde lyster”, som doktoren sagde.

For ham var orgasmen “en spastisk lammelse, som ­efterlader kroppen udmattet”.

Under brødrenes eksperimenter gjorde Will notater om alle forsøg. Bedst resultat gav en dej af hvedemel tilsat kogte fuldkorn og majskerner. Pga. majsen blev de bagte flager sprøde.

Da skålene med nybagte flager blev stillet frem på morgenmadsbuffeten, stod kur­gæs­ter­ne i kø for at smage.

Cornflakes kom til salg i kurstedets butik sammen med religiøse bøger og pamfletter.

Prisen var 15 cent, ca. 13 nutidskroner, for en pakke på 300 gram.

I sommeren 1895 rundede salget af cornflakes 56 tons i brødrenes fælles firma, Sanitas Food Company.

Will købte en tom fabriksbygning i Battle Creek, hvor han indrettede et bageri i industriformat.

Og allerede fra 1898 blev mere end 100 tons cornflakes årligt solgt til kunder overalt i USA.

Patienternes muskler blev testet af en særlig maskine for at se, ­hvilken behandling de skulle have.

© Underwood Archives/Getty Images

Will forstod, at cornflakes var en guldmine, fordi flagerne gjorde morgenmaden nem at lave for millioner af husmødre.

Han tiggede sin storebror om at søde flagerne, så de fik en bedre smag, men dr. Kellogg sagde nej, for sukker var skidt for kroppen.

Udadtil føjede Will sin storebror, men i smug fortsatte han eksperimenterne med malt, sukker og salt.

Først i 1901 opdagede doktoren Wills eksperimenter – og et kæmpe skænderi brød ud.

“Doktoren gik amok. Han kom efter min far og gav ham et fur over det”, ­huskede en af Wills sønner, Leonard, som overværede skænderiet.

Sammenstødet blev dråben for Will.

Han sagde op og startede eget firma med produktion af søde cornflakes.

Omgående forsøgte dr. Kellogg, der havde patent på de sprøde kornflager, at få de amerikanske patentmyndigheder til at stoppe Will.

Men dr. Kellogg fik afslag, da de søde cornflakes blev betragtet som en selvstændig opfindelse.

I stedet ydmygede han sin lillebror ved hver måned at sende Will en løncheck for hans arbejde i Sanitas Food Company.

Selvom Will var stoppet, ejede han stadig 25 pct. af aktierne i det fælles firma. Af hver løncheck trak doktoren derfor 75 pct. fra.

Mange af dr. Kelloggs idéer kan bruges endnu

Vibratorer, massage og klidkost skulle gøre kurgæsterne sunde, mente dr. Kellogg.

Hans tanker nyder ikke længere bred opbakning, men virkemidlerne anerkendes af mange nutidige helseeksperter.

Rige og berømte strømmede til

Efter bruddet med Will koncentrerede dr. Kellogg sig om sit kursted.

På eget forlag udgav doktoren helsebøger, og millioner fra salget strømmede ind.

Doktoren kunne diktere 200 ord i minuttet til fire sekretærer, som arbejdede på skift.

Arbejdet kunne tage op til 20 timer. For at holde doktoren i form imens måtte en sygeplejerske massere hans tindinger.

Fra sidelinjen skumlede adventisterne over udviklingen på Battle Creek Sanitarium, og da en brand i 1902 raserede bygningerne, mente Ellen White, at flammerne var Guds straf.

Dr. Kellogg overhørte sin tidligere mentor og opførte for sine egne penge et nyt, lige så luksuriøst kursted.

Det endelige brud med adventisterne kom, da Ellen White i 1907 smed doktoren ud af sekten.

Det stoppede dog ikke dr. Kellogg, som stædigt fortsatte udbredelsen af sit helseevangelium, bl.a. gennem foredragsturnéer i USA og udlandet.

“Doktoren gik amok. Han kom efter min far og gav ham et fur over det”. Will Kelloggs søn Leonard om John Kelloggs reaktion på, at hans bror havde puttet sukker i deres Corn Flakes.

Selv kaldte doktoren livsstilen med motion, vand og kødløs diæt for “Biologic Living”. I dag svarer begrebet til wellness.

Doktoren begyndte også at eksperimentere med at give patienter, der havde særlig hård mave, elektrisk strøm i endetarmen.

Denne behandling blev europæiske kursteder tvunget til at indføre, efter at deres gæster havde læst om den i doktorens bøger.

I de næste tre årtier tiltrak Battle Creek en strøm af rige og berømte gæs­ter, bl.a. Tarzan-skuespilleren Johnny Weissmuller, præsident Warren G. Harding og den kendte eventyrerske Amelia Earhart.

Alle skulle de aflevere en afføringsprøve, som kurstedets laboratorium analyserede under mikroskop.

På baggrund af prøvens resultat ud­fyldte personalet en behandlingsplan med diæter og kure, som gæsten skulle følge under sit ophold.

En af de mest kendte gæs­ter med mavebesvær var rigmanden John D. Rockefeller.

Efter sit ­ophold på Battle Creek Sanitarium pralede han under en frokost i sin herreklub med, at hans fordøjelsessystem “kørte som et urværk”.

Den enorme succes ændrede hverken dr. Kelloggs kristne tro eller hans livsførelse.

Hele livet holdt doktoren sig fra kød, alkohol og sex med sin hustru.

Kellogg’s Corn Flakes sælges i dag i mere end 180 lande.

© Pictorial Press Ltd./Imageselect

Battle Creek blev morgenmadens hovedstad

Succesen med cornflakes tiltrak konkurrenter til Battle Creek.

Frem til 1905 opstod 101 nye morgenmadsproducenter i byen under det såkaldte Cereal Gold Rush.

“Der er ingen tiggere i Battle Creek.

Fabrikkerne kører om natten og søndagen for at holde trit med efterspørgslen”, rapporterede avisen New York World i 1902.

Det mest succesfulde kopifirma blev grundlagt af C.W. Post i 1895.

Han havde været indskrevet på Battle Creek Sanitarium for stress og blev så imponeret over stedets morgenmad, at han lavede sine egne cornflakes under navnet “Post Toasties”.

Han tjente millioner, og koncernen Post Holdings er i dag USA’s tredjestørste morgenmadsproducent. På førstepladsen ligger Kellogg’s – stadig med ­hovedsæde i Battle Creek.

Gyldne flager indledte livslang fejde

Trods sin store personlige succes kunne dr. Kellogg ikke lade være med at skæve misundeligt til Wills firma, Battle Creek Toasted Corn Flake Company, som i 1906 var oppe på at sælge 25.000 kartoner hver måned.

Kampen om retten til at lave cornflakes var slet ikke forbi, og dr. Kellogg forlangte nu en andel af Wills succes.

Det endte med lillebroren måtte betale sin storebror omregnet 32 mio. nutidskroner for at sikre sig eneretten til at sælge cornflakes under navnet Kellogg’s.

Men herfra gik det strygende fremad for Will Kellogg, der i løbet af 10 år opbyggede en gigantisk forretning.

Ligesom på Battle Creek Sanitarium havde han øje for detaljerne og testede bl.a. selv produkterne dagligt og udspurgte arbejderne om eventuelle problemer ved produktionen.

Ved hjælp af sin store flid og enestående sans for marketing skabte Will en enorm international forretning.

Appetitten efter Wills morgenmadsprodukter var så stor, at firmaet kom uskadt gennem børskrakket i 1929.

Dét kunne man til gengæld ikke sige om Battle Creek Sanitarium, hvis besøgstal samme år dalede fra 5.000 gæster til 300.

Den økonomiske depression kom tilmed oven i en større millionudbygning af kurstedet.

Med skrantende økonomi fortsatte doktoren driften, indtil stedet måtte lukke i 1938, da kassen var tom.

Brødrene blev aldrig forsonet, og Will Kellogg holdt sig væk, da hans bror døde af lungebetændelse i 1943. I sidste ende fik den kuede Will størst succes.

Da lillebroren gik på pension i 1939, dækkede Kellogg’s-morgenmadsprodukter 50 pct. af det globale marked.

Svækket af alderdom bad den blinde Will Kellogg ofte om at blive kørt i ­kørestol ind i en af fabrikshallerne. Will nød maskinernes støj – for ham var det lyden af succes.

Frem til sin død i 1951 var Will Kellogg kendt som “The Corn Flake King”.