Dynamit gjorde Alfred Nobel til Dødens Købmand

I 1847 står den italienske videnskabsmand Ascanio Sobrero i sit laboratorium i Torino og hælder en dråbe tyk, gullig væske i en glas-kolbe.

I årevis har han prøvet at fremstille et stærkere sprængstof end krudt. Resultatet ligger nu på bunden af kolben: Nitroglycerin – en blanding af glycerin, svovlsyre og salpetersyre.

Væsken skal opvarmes, men Sobrero når knap nok at tænde en flamme under kolben, før dråben eksploderer, og glasskår flænser italieneren.

Ulykken skamferer Sobreros ansigt for livet, og rædselsslagen beslutter videnskabsmanden at glemme alt om nitroglycerin.

Men Sobreros arbejde er allerede kendt af kemikere i Europa og USA, for italieneren har beskrevet sine eksperimenter med nitroglycerin i videnskabelige artikler.

En af de interesserede kolleger er en ung svensk kemiker ved navn Alfred Nobel. Modsat Sobrero ser Nobel en gylden fremtid for stoffet – bl.a. til at sprænge tunneller til jernbaner.

Først må svenskeren dog tæmme nitroglycerinen – en livsfarlig opgave, som kommer til at koste ham dyrt.

Dråbe sprang som pistolskud

Alfred Nobels første møde med nitroglycerin var i laboratoriet hos sin russiske kemilærer, professor Nicolaj Zinin.

Foran de studerende hældte professoren en dråbe nitroglycerin ud på en ambolt. Da han smækkede en hammer ned på dråben, eksploderede sprængstoffet.

“Det lød som et pistolskud”, skrev Nobel senere.

Demonstrationen fandt sted i Skt. Petersborg i 1854. Nobel var en opvakt, kemiinteresseret mand på 21 år.

Lysten til at arbejde med eksplosive stoffer lå til familien. I 1838 var hans far flyttet fra Sverige til Skt. Petersborg for at fremstille søminer til zarens flåde. Fire år senere fulgte fru Nobel og børnene efter.

Alfred havde allerede hørt om nitroglycerin i 1850, mens han studerede kemi sammen med Ascanio Sobrero i Paris, men demonstrationen hos professor Zinin åbnede for alvor svenskerens øjne for væskens potentiale.

End ikke erindringen om Sobreros arrede ansigt eller italienerens advarsler kunne stoppe unge Nobel.

“Blot en opvarmet dråbe antænder og brænder voldsomt. Under visse forhold detonerer væsken med enorm kraft”, havde Sobrero ellers skrevet som en advarsel i sine arbejdsnotater.

Men Nobel var sikker i sin sag: Nitroglycerin ville blive en guldgrube for familiefirmaet.

Bomber smadrede isen

Med sin far begyndte Nobel at eksperimentere med nitroglycerin i minefabrikkens laboratorium.

Det største problem var, at væsken syntes at kræve en udløser for at detonere på en kontrolleret måde.

Som demonstrationen på ambolten havde vist, sprang dråben i luften blot på grund af trykket fra slaget med hammeren.

Nobel fandt på at blande krudt i nitroglycerinen og sætte ild til. Blot en fingerneglstor portion gav en voldsom flamme, da krudtet fængede og antændte nitroglycerinen.

Eks­pe­ri­men­ter­ne fik dog en brat ende, da Rusland i 1856 tabte krim-krigen mod England og Frankrig.

Alle ordrer på miner fra farens fabrik blev sløjfet, og Alfreds far måtte i 1859 erklære sig konkurs.

Sønnerne blev i Rusland for at redde stumperne af firmaet, mens forældrene vendte ruinerede hjem til Sverige.

Oplevelsen udløste en frygt for økonomiske nedture, som for altid satte sig i den unge Nobel.

“Jeg har til tider kæmpet mod store vanskeligheder, men har det til trods aldrig – ikke en eneste dag – overskredet en betalingsfrist. Det giver mig ret til at forlange samme præcision af andre”, skosede Nobel senere en bekendt, som ikke havde betalt et lån tilbage til tiden.

Modgangen mindskede ikke Alfred Nobels lyst til at arbejde videre med nitroglycerin.

Takket være især storebror Ludvig kom familiefirmaet i Rusland på højkant – bl.a. med produktion af værktøj og jernbeslåede kanonhjul.

Fremgangen gav de tre brødre mulighed for at blive i Rusland og fortsætte eksperimenterne.

I stedet for direkte tænding med ild testede Nobel en tændsnor og detonator i form af en lille kobberkapsel fuld af det yderst sprængfarlige stof kviksølvfulminat.

Snoren var forbundet med detonatoren inde i beholderen med nitroglycerin.

Den anden ende af snoren kunne trækkes hen til en position på sikker afstand, hvor den blev tændt med et strygestål.

Da ilden via snoren nåede frem til kapslen, sprang beholderen i luften.

I vinteren 1862 afprøvede brødrene den primitive bombe på Skt. Petersborgs tilfrosne flod Neva.

Sprængningen sendte mægtige stykker is og kaskader af vand op i luften.

Nobel havde som den første omdannet ustabil nitroglycerin til et effektivt sprængstof.

Nitroglycerin var 50 gange stærkere

Begejstret skrev Nobel til sin far, og ud fra sønnens beskrivelse begyndte faren at eksperimentere i Sverige.

Men i stedet for lunte pøsede han nitroglycerin over krudt og satte ild til. Stor profit ventede lige om hjørnet, mente faren:

“Jeg kan fortælle dig, at et virkelig succesfuldt resultat er opnået med krudt. Fremstillingen af dette (sprængstof, red.) kan blive en enorm forretning, specielt i Rusland. Det er derfor nødvendigt, at du hurtigst muligt vender hjem for at hjælpe din gamle far med at forfølge sagen”, skrev han i juli 1863.

Skrækslagen for, at farens eksperimenter ville ende fatalt, hastede Nobel til Stockholm.

At tilsætte mere krudt ville gøre blandingen livsfarlig, og professor Zinin vurderede, at den gullige væske var over 50 gange så sprængkraftig som krudt.

For unge Nobel var arbejdet med at finde den rette detonator langtfra slut.

Faren havde med økonomisk hjælp fra sine sønner lejet palæet Heleneborg i Stockholm og indrettet et laboratorium i et træskur i haven. Her fortsatte faren og sønnen forsøgene.

Til at hjælpe sig havde de Alfreds yngste bror, Emil, på 17 år.

Den nu 30-årige Alfred knoklede 18 timer i døgnet med at udtænke og teste forskellige detonatorer. Han ignorerede hoste- og svimmelhedsanfald, og nogle dage glemte han helt at spise.

Indsatsen lønnede sig: Nobel fandt på at bruge en udhulet træprop og fylde den med nogle få gram krudt. Proppen blev herefter stukket ind i hullet på en metalbeholder fyldt med nitroglycerin.

Fra toppen af proppen gik tændsnoren.

Far og søn afprøvede detonatoren, og da ilden nåede krudtet via snoren, sprang beholderen med et brag.

Tilsammen gav krudtprop og beholder en koncentreret detonation, som udløste væskens sprængkraft med kolossal styrke.

I oktober 1863 tog Alfred Nobel svensk patent på sin opdagelse, og ordrerne strømmede ind.

En beholder med nitroglycerin var nemmere at håndtere og placere end løst krudt og dermed ideel til at sprænge vej gennem Sveriges klippefyldte landskaber for fx at lægge jernbaneskinner.

Demonstration rystede hæren

Nobel vidste, at nitroglycerin kunne bruges i krig, og i november 1863 demonstrerede han sammen med sin far sprængstoffet for kong Karl og hærens ledelse.

Demonstrationen fandt sted på fæstningen Karlsborg ved søen Vättern.

Spændt ventede publikum, mens Nobel hældte stoffet i fænghullet på en kanon opstillet foran fæstningen.

Men blandingen havde ligget for længe og ville ikke tænde, fordi nitroglycerinen var sivet ud.

Snarrådigt skovlede han en håndfuld op i et hastigt fremskaffet jernkrus og tilsatte lidt af en medbragt friskfremstillet nitroglycerin for at fremtvinge en eksplosion.

Nobel tændte lunten, og da ilden nåede kruset, lød et øredøvende brag, og den hjemmelavede granat fløj 80 meter gennem luften.

Demonstrationen var ingen succes. Blandingens sprængkraft var alt for farlig til at blive brugt på slagmarken, lød det fra hærens forskrækkede repræsentanter.

Modgangen skræmte dog ikke Nobel, som fortsatte jagten på en mere stabil, effektiv detonator.

I sommeren 1864 kom han på at bruge en sprænghætte i form af et lille metalrør fyldt med krudt.

Da ilden nåede røret via snoren, sprang blandingen endnu kraftigere, fordi røret koncentrerede detonationen.

Det lignede en afgørende opdagelse, men Nobel nåede ikke at nyde sin succes, før katastrofen indtraf.

Hans lillebror Emil var sammen med et par assistenter ved at fremstille nitroglycerin i skuret på Heleneborg, da blandingen overophedede og sprængte træskuret og et lager af sprængstof i luften.

I den tilstødende bygning blev Nobel blæst omkuld af lufttrykket og dækket med glasskår fra ruderne.

Eksplosionen fik “bygninger omkring til at ryste i fundamentet”, lød beskrivelsen bagefter i avisen Aftonbladet.

Da ilden i skuret døde ud, lå fem døde på jorden. En af dem var Emil.

De dødes tøj var blæst af kroppen, enkelte havde fået arme og hoved flået af.

En overlevende blev fragtet til hospitalet på en båre.

“Han lignede mere en blodig kødmasse end et menneske”, berettede avisen.

Sprængolie blev revet væk

Episoden var et chok for Nobel. Hverken han eller faren havde troet, at den nye nitroglycerin kunne springe uden detonator.

Men som med farens konkurs i Rusland blev ulykken og Emils død ikke noget, familien talte om.

I stedet knoklede Nobel videre i håb om at finde en sikrere version af sprængstoffet.

Naboerne til Heleneborg var urolige og frygtede en gentagelse af eksplosionen i træskuret.

“Nobel kan vel lige så godt også lægge en mine under huset?” lød en klage fra en af naboerne til Heleneborg.

Stockholms myndigheder var også bekymrede og udstedte forbud mod “at fremstille og opbevare sprængstoffet inden for et beboelsesområde”.

Nobel måtte derfor leje en pram og sejlede ud i Stockholms skærgård. I et laboratorium indrettet på båden fortsatte arbejdet med det, opfinderen døbte “Nobels Patenterede Sprængolie”.

Væsken havde intet med olie at gøre, og dynamit var det heller ikke endnu, men Nobel var efterhånden blot et enkelt skridt fra sit afgørende gennembrud.

I 1865 fik Nobel af de svenske myndigheder lov at bygge en nitroglycerin-fabrik 8 km uden for Stockholm.

For at skaffe startkapital grundlagde han og faren firmaet Nitroglycerin Aktiebolaget. Trods stoffets negative ry efter eksplosionen fik Nobel overbevist en række investorer om at købe aktier i firmaet.

En af dem var Sveriges rigeste mand, ejendomsspekulanten Johan Wilhelm Smitt.

Den investering kom Smitt ikke til at fortryde, for “sprængolien” var en dundrende succes. På få måneder steg fabriksproduktionen fra 50 kg til to tons.

Jernbaner blev lagt overalt i Europa, og minedriften buldrede frem. Med Nobels “olie” kunne minearbejdere sprænge dobbelt så meget klippe bort, som de kunne med krudt.

Et halvt kilo spræng-olie kostede ca. 60 danske nutidskroner – en overkommelig pris for at halvere arbejdstiden.

Efterspørgslen var så stor, at Nobel i 1860’erne opførte sprængstof-fabrikker i såvel Sverige som Tyskland, Norge, Finland og Østrig.

En skov af plattenslagere forsøgte omgående at snylte på svenskerens succes og begyndte at producere dårlige plagiater, som eksploderede i hænderne på folk.

Konstant måtte Nobel i avisartikler lægge afstand til kopiprodukterne.

Den dårlige presseomtale gjorde imidlertid sprængolien svær at sælge på nye markeder som USA.

I 1866 måtte Nobel derfor sejle over Atlanten for at demonstrere, at hans patent var smart og sikkert at bruge.

Journalister og nysgerrige newyorkere flokkedes ved kajen, da Nobel gik i land den 15. april.

Mange amerikanere opfattede svenskeren som både fascinerende og skræmmende, for landets aviser skrev jævnligt om fatale episoder med nitroglycerin.

“En af de forfærdeligste ulykker i historien”, lød det fx i amerikanske aviser, da et skib lastet med nitroglycerin blot to uger før Nobels ankomst eksploderede nær Panamas kyst.

I en anden ulykke havde dørmanden på et hotel i New York i sidste øjeblik båret en trækasse med nitroglycerin ud på gaden.

Kassen, efterladt af en gæst, var begyndt at ryge, da udsivende salpetersyre ætsede træet.

Knap havde manden sat kassen fra sig på fortovet, før den eksploderede. Vinduer blev blæst ind, og eksplosionen gav et meterdybt hul i fortovet.

Mirakuløst blev ingen dræbt.

Dødsstraf truede salget af olien

Frygten for nitroglycerin fik den amerikanske kongres til at varsle en lov, hvor uforsigtig håndtering af nitroglycerin-holdigt sprængstof skulle straffes med døden.

Tilmed var Nobels fabrik i Hamborg sprunget i luften, mens han var på vej til New York – efterhånden syntes chancen for succes i USA at være minimal, men opfinderen tog PR-kampen op og annoncerede i New Yorks aviser en de­­mon­­stra­tion af sin sprængolie i et sten­­brud på Manhattan.

En journalist fra The New York Times var til stede og berettede imponeret om begivenheden.

“Nobel åbnede en flaske og hældte en stribe af indholdet ud på en sten. Han satte en tændstik til, og striben brændte. Således uskadt kastede han en beholder og en flaske med den eksplosive substans ud fra en høj klippe og ned på jorden, hvilket demonstrerede, at nedslag alene ikke fik den til at eksplodere”, lød det i avisen.

Reportagen rejste en læserstorm, for amerikanerne opfattede den som en naiv blåstempling af et livsfarligt produkt.

I læserbreve blev Nobel kaldt Djævlen forklædt som menneske, en rejsende sælger i død og massemorder.

Reaktionen kom bag på Nobel. Ifølge svenskeren havde kritikerne “suspenderet al logik”.

“Ingen kan forvente, at et effektivt sprængmiddel kan gøres tilgængeligt for den brede offentlighed uden tab af menneskeliv”, lød hans nøgterne forsvar i en avisartikel.

Dynamit blev lavet med mudder

Nobel var dog ikke døv for kritikken.

Under sit ophold i USA fortsatte han eksperimenterne og fandt ud af, at hvis sprængolien blev tilsat træsprit, var den mindre følsom for slag og stød og dermed nemmere at transportere.

Da Kongressen vedtog loven om nitroglycerin-holdigt sprængstof i juni 1866, blev straffen for uforsvarlig håndtering nedsat til fængsel, men sprængstoffet skulle ifølge loven opbevares i sikre, lukkede containere og fragtes i kasser påskrevet “Farlig”.

Nobel fik amerikansk patent på sin sprængolie og oprettede United States Blasting Oil Company.

Ordrer strømmede ind fra hele USA – især guldgravere i det vestlige USA var glade for “gigant-pulveret”, som de døbte sprængstoffet.

Fornøjet over sin succes sejlede Nobel til Europa for at genopbygge sin fabrik i Hamborg.

De tyske myndigheder havde i mellemtiden skærpet sikkerhedskravene: Hver bygning skulle stå adskilt fra de andre for at hindre brand ved eventuelle ulykker, og Nobel måtte ikke eksperimentere i et laboratorium på land.

I stedet genbrugte Nobel sin gamle fidus og indrettede et laboratorium på en båd, der lå forankret på floden Elben.

Ved laboratoriets plankebord fik han omsider sit store gennembrud, selvom det nær havde kostet ham livet.

Nobel tabte en dråbe nitroglycerin, og mens den med faretruende hast nærmede sig laboratoriets gulv, kastede opfinderen sig til siden – sikker på, at hans sidste time var kommet.

Men intet skete.

Forundret undersøgte Nobel gulvet og fandt det dækket af fint, tørret mudder, som han uforvarende havde slæbt med ind fra flodbredden.

Nobel undersøgte nøje mudderet, som viste sig at indeholde kiselgur – en porøs jordart, der består af fossile fortidsalger.

Ved at blande 25 pct. kiselgur med 75 pct. nitroglycerin fik han en rødlig dej, som viste sig at udgøre en meget mere stabil form for sprængstof.

“Mit nye eksplosiv, dynamit, er blot nitroglycerin i kombination med et meget porøst silikat. Jeg har givet det et nyt navn – ikke for at skjule dets natur, men for at understrege dets sprængkraft i ny form”, skrev Nobel i sin patent-ansøgning til de svenske myndigheder.

Navnet dynamit henviste til det græske ord for kraft – “dynamis”.

I 1867 fik Nobel sit patent, og dynamit var klar til at erobre verdensmarkedet.

Nobel blev en rig vagabond

I de næste fem år rejste dynamittens opfinder Europa tynd for at demonstrere sprængstoffet på byggepladser og i minegange. Interessen var enorm, og i 1870’erne havde Nobel sprængstof-fabrikker i over 90 lande.

Salget steg fra 11 tons til 5.000 tons om året. I Tyskland blev han omtalt som “der Dynamiten-könig” – dynamitkongen.

Nobel var arbejdsnarkoman og udarbejdede døgnet rundt kontrakter, talte med journalister og korresponderede med advokater om patentansøgninger på nye markeder.

Ofte foregik arbejdet i en kupé, mens toget kørte. “Mit rullende fængsel”, som Nobel kaldte togene.

Rejserne og svenskerens voksende formue gav ham øgenavnet “Europas rigeste vagabond”.

Men rejserne tærede. Ud over snue og maveonde døjede den 40-årige Nobel med gigt.

I 1873 købte han et palæ i Paris, en by, han havde elsket siden studietiden, og slog sig til ro.

Tiggerbreve strømmede ind

Salget af dynamit gjorde Nobel stenrig, og han levede i luksus omgivet af tjenestefolk.

Opfinderen kørte karetture i Paris trukket af importerede russiske raceheste, og han korresponderede med forskere og kunstnere som fx den franske forfatter Victor Hugo.

Hver dag læste han omhyggeligt aviser på svensk, engelsk, fransk, tysk og russisk for at holde sig orienteret.

Hans enorme rigdom gjorde det også muligt for Nobel at være velgører – en rolle, han nød.

Da Nobels husholderske skulle giftes, spurgte han hende, hvad hun ønskede sig i bryllupsgave.

“Hvad monsieur Nobel tjener på en dag”, svarede den unge pige dristigt.

Fornøjet over det kloge svar overførte Alfred 40.000 franc, ca. 730.000 nutidskroner til pigen – et formidabelt beløb for det unge brudepar.

I sin sparsomme fritid skrev Nobel digte og skuespil, men han døjede også med depression, som han kaldte for sine “besøg af Niflheims ånder”. Niflheim er det dystre tågeland i nordisk mytologi.

Når han havde ondt i sjælen, søgte Nobel trøst i arbejde og tidsfordriv som at besvare breve.

“Posten bringer mindst to dusin forespørgsler om penge – op til mindst 20.000 kroner”, skrev Nobel til en ven.

Brevene fik Alfred til at mindes sin fattige barndom i Stockholm, før familien flyttede til Skt. Petersborg, og han gav velvilligt til unge, uformuende ansøgere.

I et brev til sin veninde Bertha von Suttner skrev Nobel om sin filantropi:

“Jeg spørger ikke, hvor deres far er født, eller hvilken Gud de tilbeder. Hjælpsomhed – den rette slags – anerkender ingen nationale grænser og søger ingen tilståelser”.

Von Suttner var østrigsk baronesse og havde været Nobels sekretær. Hun var en af hans få fortrolige.

De to skrev jævnligt, og Nobel blev interesseret i den spirende fredsbevægelse, som baronessen brændte for.

Trods en kæmpeformue tjent på sprængstof til miner og torpedoer var Nobel pacifist på sin egen måde.

“Jeg vil gerne opfinde en substans eller maskine så skrækkelig effektiv og ødelæggende, at det for altid ville gøre krige umulige”, havde Nobel udtalt ifølge baronessens dagbog.

Offentligheden havde dog et ganske andet billede af Nobel.

I 1888 passerede opfinderen en parisisk aviskiosk og læste overskriften “Dødens købmand er død”.

Fra tidligere artikler vidste Nobel, at øgenavnet var møntet på ham. Ved læsning af artiklen fandt Nobel ud af, at journalisten havde forvekslet ham med broren Ludvig Nobel, der få dage før var død i Cannes.

Den fejlagtige nekrolog fik svenskeren til at spekulere på, hvordan han kunne sikre sig et bedre eftermæle end ham, der blev rig på “nye måder at lemlæste og dræbe”, som avisen formulerede det.

Ensom og syg isolerede Nobel sig fra omverdenen i 1890. Han gemte sig i sin luksusvilla i den italienske by San Remo for at nyde godt af Middelhavets klima.

Livstræt skrev han sin sidste vilje.

“Jeg vil testamentere en del af min formue til oprettelse af en fredspris”, afslørede Alfred Nobel i et brev til Bertha von Suttner i januar 1893.

Tre år senere døde han – blot 63 år gammel.