Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Dynamit gjorde Alfred Nobel til Dødens Købmand

Alfred Nobel tog i 1867 patent på dynamit. Sprængstoffet gjorde ham styrtende rig, men også berygtet, for opfindelsen slog tusindvis af mennesker ihjel. Svenskeren selv drømte om at gøre verden til et bedre sted.

Science & Society Picture Library/Getty Images

I 1847 står den italienske videnskabsmand Ascanio Sobrero i sit laboratorium i Torino og hælder en dråbe tyk, gullig væske i en glas-kolbe.

I årevis har han prøvet at fremstille et stærkere sprængstof end krudt. Resultatet ligger nu på bunden af kolben: Nitroglycerin – en blanding af glycerin, svovlsyre og salpetersyre.

Dråben eksploderer, og glasskår flænser italienerens ansigt.

Væsken skal opvarmes, men Sobrero når knap nok at tænde en flamme under kolben, før dråben eksploderer, og glasskår flænser italieneren.

Ulykken skamferer Sobreros ansigt for livet, og rædselsslagen beslutter videnskabsmanden at glemme alt om nitroglycerin.

Men Sobreros arbejde er allerede kendt af kemikere i Europa og USA, for italieneren har beskrevet sine eksperimenter med nitroglycerin i videnskabelige artikler.

En af de interesserede kolleger er en ung svensk kemiker ved navn Alfred Nobel. Modsat Sobrero ser Nobel en gylden fremtid for stoffet – bl.a. til at sprænge tunneller til jernbaner.

Først må svenskeren dog tæmme nitroglycerinen – en livsfarlig opgave, som kommer til at koste ham dyrt.

Familien var yderst foretagsom

Dråbe sprang som pistolskud

Alfred Nobels første møde med nitroglycerin var i laboratoriet hos sin russiske kemilærer, professor Nicolaj Zinin.

Foran de studerende hældte professoren en dråbe nitroglycerin ud på en ambolt. Da han smækkede en hammer ned på dråben, eksploderede sprængstoffet.

“Det lød som et pistolskud”, skrev Nobel senere.

Demonstrationen fandt sted i Skt. Petersborg i 1854. Nobel var en opvakt, kemiinteresseret mand på 21 år.

Lysten til at arbejde med eksplosive stoffer lå til familien. I 1838 var hans far flyttet fra Sverige til Skt. Petersborg for at fremstille søminer til zarens flåde. Fire år senere fulgte fru Nobel og børnene efter.

Alfred havde allerede hørt om nitroglycerin i 1850, mens han studerede kemi sammen med Ascanio Sobrero i Paris, men demonstrationen hos professor Zinin åbnede for alvor svenskerens øjne for væskens potentiale.

"Under visse forhold detonerer væsken med enorm kraft”.
Ascanio Sobrero, nitroglycerinens opfinder.

End ikke erindringen om Sobreros arrede ansigt eller italienerens advarsler kunne stoppe unge Nobel.

“Blot en opvarmet dråbe antænder og brænder voldsomt. Under visse forhold detonerer væsken med enorm kraft”, havde Sobrero ellers skrevet som en advarsel i sine arbejdsnotater.

Men Nobel var sikker i sin sag: Nitroglycerin ville blive en guldgrube for familiefirmaet.

Dynamit var en af de opfindelser, som Nobel forsøgte at beskytte ved hjælp af 355 patenter på verdensplan.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Opfindelser myldrede ud af hovedet på Nobel

Hele sit liv døjede Nobel med svær melankoli og ensomhed. Som modtræk prøvede han at holde sin hjerne beskæftiget med at finde tekniske løsninger – og det kastede et væld af idéer af sig.

“Kommer jeg på 300 idéer om året, og blot én af dem er brugbar, er jeg tilfreds”, skrev Nobel til en ven.

Ud af de 87 patenter, Nobel udtog i Sverige og England, var 58 af dem våben og sprængstoffer.

  • Nem måling af gas

    Gas blev i midten af 1800-tallet bl.a. brugt i hjemmets lamper og i det nyopfundne gaskomfur.

    I 1857 fik Nobel patent på en gasmåler, der gjorde det nemt at aflæse, hvor meget gas husejeren havde brugt.

  • Bedre jern

    Datidens støbejern var ofte skørt pga. af urenheder; fx styrtede en engelsk støbejernsbro sammen i 1847, da et tog var på vej hen over.

    I 1879 fik Nobel patent på en måde til kemisk at rense råjern for urenheder.

  • Kunstigt gummi var sejere

    I 1893 tog Nobel patent på fremstilling af kunstgummi, der var billigere end naturgummi fra Fjernøsten.

    Nobels opfindelse kunne desuden tåle kemiske rengøringsmidler.

  • Raketter tog luftbilleder

    Ville en fotograf i 1800-tallet tage luftfotos, måtte han op i en varmluftsballon. Nobel udtænkte i stedet en raket med indbygget kamera.

    Hans luftfoto af byen Karlskoga er bevaret.

  • Dynamit var den mest lukrative

    Langt de fleste af Nobels patenter var på sprængstoffer, og opfindelsen af dynamit gjorde ham stenrig.

    Senere tog han patent på flere forbedringer af dynamit – fx sprænggelatine, som var stærkere end dynamit.

    Gelatinen bestod af ca. 90 pct. nitroglycerin og ca. 10 pct. af en blanding med det organiske stof cellulose og salpetersyre.

Bomber smadrede isen

Med sin far begyndte Nobel at eksperimentere med nitroglycerin i minefabrikkens laboratorium.

Det største problem var, at væsken syntes at kræve en udløser for at detonere på en kontrolleret måde.

Som demonstrationen på ambolten havde vist, sprang dråben i luften blot på grund af trykket fra slaget med hammeren.

Nobel fandt på at blande krudt i nitroglycerinen og sætte ild til. Blot en fingerneglstor portion gav en voldsom flamme, da krudtet fængede og antændte nitroglycerinen.

Eks­pe­ri­men­ter­ne fik dog en brat ende, da Rusland i 1856 tabte krim-krigen mod England og Frankrig.

Alle ordrer på miner fra farens fabrik blev sløjfet, og Alfreds far måtte i 1859 erklære sig konkurs.

Sønnerne blev i Rusland for at redde stumperne af firmaet, mens forældrene vendte ruinerede hjem til Sverige.

Oplevelsen udløste en frygt for økonomiske nedture, som for altid satte sig i den unge Nobel.

“Jeg har til tider kæmpet mod store vanskeligheder, men har det til trods aldrig – ikke en eneste dag – overskredet en betalingsfrist. Det giver mig ret til at forlange samme præcision af andre”, skosede Nobel senere en bekendt, som ikke havde betalt et lån tilbage til tiden.

Modgangen mindskede ikke Alfred Nobels lyst til at arbejde videre med nitroglycerin.

Takket være især storebror Ludvig kom familiefirmaet i Rusland på højkant – bl.a. med produktion af værktøj og jernbeslåede kanonhjul.

Sprængstof blev mere eksplosivt

Gennem historien har mennesket udviklet nyere og stærkere sprængstoffer. Nobels dynamit var sikker nok til, at miner, jernbaner og talrige andre turde anvende sprængstoffet.

Fremgangen gav de tre brødre mulighed for at blive i Rusland og fortsætte eksperimenterne.

I stedet for direkte tænding med ild testede Nobel en tændsnor og detonator i form af en lille kobberkapsel fuld af det yderst sprængfarlige stof kviksølvfulminat.

Snoren var forbundet med detonatoren inde i beholderen med nitroglycerin.

Den anden ende af snoren kunne trækkes hen til en position på sikker afstand, hvor den blev tændt med et strygestål.

Da ilden via snoren nåede frem til kapslen, sprang beholderen i luften.

I vinteren 1862 afprøvede brødrene den primitive bombe på Skt. Petersborgs tilfrosne flod Neva.

Sprængningen sendte mægtige stykker is og kaskader af vand op i luften.

Nobel havde som den første omdannet ustabil nitroglycerin til et effektivt sprængstof.

Sikkerheden var i top på Nobels dynamitfabrik

Shutterstock

Volde isolerede ulykken

Alle dynamitfabrikkens bygninger stod alene – omgivet af høje volde. Derved blev brand forhindret i at brede sig.

Shutterstock

Trykbølgen blev ledt opad

Tagene lå løst, så hvis uheldet var ude, ville eksplosionens trykbølge kunne slippe opad i stedet for at sprede sig til siderne.

Shutterstock

Afstand skulle beskytte byer

Nobels dynamitfabrikker blev anlagt uden for byer. Det skulle forhindre eksplosions-katastrofer, og at en brand i byen bredte sig til fabrikken.

Shutterstock

Nitroglycerin var 50 gange stærkere

Begejstret skrev Nobel til sin far, og ud fra sønnens beskrivelse begyndte faren at eksperimentere i Sverige.

Men i stedet for lunte pøsede han nitroglycerin over krudt og satte ild til. Stor profit ventede lige om hjørnet, mente faren:

“Jeg kan fortælle dig, at et virkelig succesfuldt resultat er opnået med krudt. Fremstillingen af dette (sprængstof, red.) kan blive en enorm forretning, specielt i Rusland. Det er derfor nødvendigt, at du hurtigst muligt vender hjem for at hjælpe din gamle far med at forfølge sagen”, skrev han i juli 1863.

Skrækslagen for, at farens eksperimenter ville ende fatalt, hastede Nobel til Stockholm.

At tilsætte mere krudt ville gøre blandingen livsfarlig, og professor Zinin vurderede, at den gullige væske var over 50 gange så sprængkraftig som krudt.

For unge Nobel var arbejdet med at finde den rette detonator langtfra slut.

Nobel eksperimenterede med sprængstof i lejede lokaler på Heleneborg. Godset lå blot 1.000 m fra Stockholms rådhus og blev i 1864 gennemrystet af eksplosionen, der kostede Alfreds lillebror livet.

© Public domain

Faren havde med økonomisk hjælp fra sine sønner lejet palæet Heleneborg i Stockholm og indrettet et laboratorium i et træskur i haven. Her fortsatte faren og sønnen forsøgene.

Til at hjælpe sig havde de Alfreds yngste bror, Emil, på 17 år.

Den nu 30-årige Alfred knoklede 18 timer i døgnet med at udtænke og teste forskellige detonatorer. Han ignorerede hoste- og svimmelhedsanfald, og nogle dage glemte han helt at spise.

Indsatsen lønnede sig: Nobel fandt på at bruge en udhulet træprop og fylde den med nogle få gram krudt. Proppen blev herefter stukket ind i hullet på en metalbeholder fyldt med nitroglycerin.

Fra toppen af proppen gik tændsnoren.

Far og søn afprøvede detonatoren, og da ilden nåede krudtet via snoren, sprang beholderen med et brag.

Tilsammen gav krudtprop og beholder en koncentreret detonation, som udløste væskens sprængkraft med kolossal styrke.

I oktober 1863 tog Alfred Nobel svensk patent på sin opdagelse, og ordrerne strømmede ind.

En beholder med nitroglycerin var nemmere at håndtere og placere end løst krudt og dermed ideel til at sprænge vej gennem Sveriges klippefyldte landskaber for fx at lægge jernbaneskinner.

Dynamit krævede mere end en tændstik

Gamle westernfilm kan give indtryk af, at dynamitstænger eksploderer, hvis blot de forsynes med en lunte, og en tændstik stryges, men for en sikkerheds skyld var Nobels opfindelse vanskelig at antænde.

Brugen af dynamitstænger krævede både lunte og en detonator, der kunne sparke liv i dynamittens slumrende, men voldsomme kræfter.

Pbroks13

Lunte

1800-tallets lunter af sort krudt omviklet med jutefibre brændte med en hastighed på 60 cm pr. minut.

Pbroks13

Detonator

Et metalrør fyldt med sort krudt sprang i luften, når lunten brændte ned til den.

Pbroks13

Dynamitstang

Kraften ved detonatorens eksplosion fik dynamitstangen til at eksplodere. 150 g dynamit var nok til at bortsprænge en tyk træstamme.

Pbroks13

Demonstration rystede hæren

Nobel vidste, at nitroglycerin kunne bruges i krig, og i november 1863 demonstrerede han sammen med sin far sprængstoffet for kong Karl og hærens ledelse.

Demonstrationen fandt sted på fæstningen Karlsborg ved søen Vättern.

Spændt ventede publikum, mens Nobel hældte stoffet i fænghullet på en kanon opstillet foran fæstningen.

Men blandingen havde ligget for længe og ville ikke tænde, fordi nitroglycerinen var sivet ud.

Snarrådigt skovlede han en håndfuld op i et hastigt fremskaffet jernkrus og tilsatte lidt af en medbragt friskfremstillet nitroglycerin for at fremtvinge en eksplosion.

Nobel tændte lunten, og da ilden nåede kruset, lød et øredøvende brag, og den hjemmelavede granat fløj 80 meter gennem luften.

Demonstrationen var ingen succes. Blandingens sprængkraft var alt for farlig til at blive brugt på slagmarken, lød det fra hærens forskrækkede repræsentanter.

Modgangen skræmte dog ikke Nobel, som fortsatte jagten på en mere stabil, effektiv detonator.

I sommeren 1864 kom han på at bruge en sprænghætte i form af et lille metalrør fyldt med krudt.

Da ilden nåede røret via snoren, sprang blandingen endnu kraftigere, fordi røret koncentrerede detonationen.

“Han lignede mere en blodig masse af kød end et menneske”.
Avisberetning om et af ofrene for eksplosionen i Alfred Nobels laboratorium, 1864.

Det lignede en afgørende opdagelse, men Nobel nåede ikke at nyde sin succes, før katastrofen indtraf.

Hans lillebror Emil var sammen med et par assistenter ved at fremstille nitroglycerin i skuret på Heleneborg, da blandingen overophedede og sprængte træskuret og et lager af sprængstof i luften.

I den tilstødende bygning blev Nobel blæst omkuld af lufttrykket og dækket med glasskår fra ruderne.

Eksplosionen fik “bygninger omkring til at ryste i fundamentet”, lød beskrivelsen bagefter i avisen Aftonbladet.

Da ilden i skuret døde ud, lå fem døde på jorden. En af dem var Emil.

De dødes tøj var blæst af kroppen, enkelte havde fået arme og hoved flået af.

En overlevende blev fragtet til hospitalet på en båre.

“Han lignede mere en blodig kødmasse end et menneske”, berettede avisen.

Sprængolie blev revet væk

Episoden var et chok for Nobel. Hverken han eller faren havde troet, at den nye nitroglycerin kunne springe uden detonator.

Men som med farens konkurs i Rusland blev ulykken og Emils død ikke noget, familien talte om.

I stedet knoklede Nobel videre i håb om at finde en sikrere version af sprængstoffet.

“Nobel kan vel lige så godt også lægge en mine under huset?”
En klage til Nobel fra en af hans naboer, 1865.

Naboerne til Heleneborg var urolige og frygtede en gentagelse af eksplosionen i træskuret.

“Nobel kan vel lige så godt også lægge en mine under huset?” lød en klage fra en af naboerne til Heleneborg.

Stockholms myndigheder var også bekymrede og udstedte forbud mod “at fremstille og opbevare sprængstoffet inden for et beboelsesområde”.

Nobel måtte derfor leje en pram og sejlede ud i Stockholms skærgård. I et laboratorium indrettet på båden fortsatte arbejdet med det, opfinderen døbte “Nobels Patenterede Sprængolie”.

Væsken havde intet med olie at gøre, og dynamit var det heller ikke endnu, men Nobel var efterhånden blot et enkelt skridt fra sit afgørende gennembrud.

I 1865 fik Nobel af de svenske myndigheder lov at bygge en nitroglycerin-fabrik 8 km uden for Stockholm.

For at skaffe startkapital grundlagde han og faren firmaet Nitroglycerin Aktiebolaget. Trods stoffets negative ry efter eksplosionen fik Nobel overbevist en række investorer om at købe aktier i firmaet.

En af dem var Sveriges rigeste mand, ejendomsspekulanten Johan Wilhelm Smitt.

Den investering kom Smitt ikke til at fortryde, for “sprængolien” var en dundrende succes. På få måneder steg fabriksproduktionen fra 50 kg til to tons.

Jernbaner blev lagt overalt i Europa, og minedriften buldrede frem. Med Nobels “olie” kunne minearbejdere sprænge dobbelt så meget klippe bort, som de kunne med krudt.

Et halvt kilo spræng-olie kostede ca. 60 danske nutidskroner – en overkommelig pris for at halvere arbejdstiden.

Efterspørgslen var så stor, at Nobel i 1860’erne opførte sprængstof-fabrikker i såvel Sverige som Tyskland, Norge, Finland og Østrig.

“En af de forfærdeligste ulykker i historien”.
Amerikansk avis, 1866.

En skov af plattenslagere forsøgte omgående at snylte på svenskerens succes og begyndte at producere dårlige plagiater, som eksploderede i hænderne på folk.

Konstant måtte Nobel i avisartikler lægge afstand til kopiprodukterne.

Den dårlige presseomtale gjorde imidlertid sprængolien svær at sælge på nye markeder som USA.

I 1866 måtte Nobel derfor sejle over Atlanten for at demonstrere, at hans patent var smart og sikkert at bruge.

Journalister og nysgerrige newyorkere flokkedes ved kajen, da Nobel gik i land den 15. april.

Mange amerikanere opfattede svenskeren som både fascinerende og skræmmende, for landets aviser skrev jævnligt om fatale episoder med nitroglycerin.

“En af de forfærdeligste ulykker i historien”, lød det fx i amerikanske aviser, da et skib lastet med nitroglycerin blot to uger før Nobels ankomst eksploderede nær Panamas kyst.

Nyheden om sprængstof-ulykken i Panama gik verden rundt i 1866.

© Harper's Weekly Magazine

I en anden ulykke havde dørmanden på et hotel i New York i sidste øjeblik båret en trækasse med nitroglycerin ud på gaden.

Kassen, efterladt af en gæst, var begyndt at ryge, da udsivende salpetersyre ætsede træet.

Knap havde manden sat kassen fra sig på fortovet, før den eksploderede. Vinduer blev blæst ind, og eksplosionen gav et meterdybt hul i fortovet.

Mirakuløst blev ingen dræbt.

Dødsstraf truede salget af olien

Frygten for nitroglycerin fik den amerikanske kongres til at varsle en lov, hvor uforsigtig håndtering af nitroglycerin-holdigt sprængstof skulle straffes med døden.

Tilmed var Nobels fabrik i Hamborg sprunget i luften, mens han var på vej til New York – efterhånden syntes chancen for succes i USA at være minimal, men opfinderen tog PR-kampen op og annoncerede i New Yorks aviser en de­­mon­­stra­tion af sin sprængolie i et sten­­brud på Manhattan.

En journalist fra The New York Times var til stede og berettede imponeret om begivenheden.

“Nobel åbnede en flaske og hældte en stribe af indholdet ud på en sten. Han satte en tændstik til, og striben brændte. Således uskadt kastede han en beholder og en flaske med den eksplosive substans ud fra en høj klippe og ned på jorden, hvilket demonstrerede, at nedslag alene ikke fik den til at eksplodere”, lød det i avisen.

Reportagen rejste en læserstorm, for amerikanerne opfattede den som en naiv blåstempling af et livsfarligt produkt.

I læserbreve blev Nobel kaldt Djævlen forklædt som menneske, en rejsende sælger i død og massemorder.

Reaktionen kom bag på Nobel. Ifølge svenskeren havde kritikerne “suspenderet al logik”.

“Ingen kan forvente, at et effektivt sprængmiddel kan gøres tilgængeligt for den brede offentlighed uden tab af menneskeliv”, lød hans nøgterne forsvar i en avisartikel.

Bevæbnet med pistol smuglede Nobels ven aktier ud af Frankrig.

© Shutterstock, thomas ER

Formue blev smuglet ud af Frankrig

Efter Nobels død rejste hans betroede ven Ragnar Sohlman i 1897 på hemmelig mission til Paris.

Her skulle han forhindre skatteopkrævere i at få fingrene i den afdøde rigmands formue.

Nobel havde i årevis boet i Paris, og hans arv risikerede derfor at blive beskattet ifølge franske lov.

Sohlman, som Nobel havde udpeget til bobestyrer, kom på en dristig løsning, der var på kant med loven: Han fik den svenske konsul i Paris til at sikre sig adgang til Nobels private gemakker, hvorefter han proppede sine tasker med aktiebeviser og pengesedler.

På det svenske konsulat kom Sohlman værdierne i konvolutter og kørte til hovedbanegården for at sende brevene til London og Stockholm.

Både Sohlman og konsulen bar pistol, mens de kørte mod postkontoret på banegården Gare du Nord.

Missionen lykkedes, og Sohlman drog derefter videre til Rusland for at sikre Nobels aktiver dér.

Dynamit blev lavet med mudder

Nobel var dog ikke døv for kritikken.

Under sit ophold i USA fortsatte han eksperimenterne og fandt ud af, at hvis sprængolien blev tilsat træsprit, var den mindre følsom for slag og stød og dermed nemmere at transportere.

Da Kongressen vedtog loven om nitroglycerin-holdigt sprængstof i juni 1866, blev straffen for uforsvarlig håndtering nedsat til fængsel, men sprængstoffet skulle ifølge loven opbevares i sikre, lukkede containere og fragtes i kasser påskrevet “Farlig”.

Nobel fik amerikansk patent på sin sprængolie og oprettede United States Blasting Oil Company.

Ordrer strømmede ind fra hele USA – især guldgravere i det vestlige USA var glade for “gigant-pulveret”, som de døbte sprængstoffet.

Fornøjet over sin succes sejlede Nobel til Europa for at genopbygge sin fabrik i Hamborg.

Desmond Tutu fulgte med på TV, da hans sydafrikanske landsmænd Mandela og de Klerk i 1993 modtog Nobels fredspris for sammen at have afskaffet apartheid.

© Louise Gubb/Getty Images

Prisuddeling skulle sikre Nobels eftermæle

Udsigten til at blive husket som “dødens købmand” fik Nobel til at handle. Få måneder før sin død donerede han sin formue til en fond, som skulle uddele prestigefyldte priser.

Da advokaterne åbnede Alfred Nobels testamente i 1896, brød helvede løs. Den barnløse rigmands familie, venner og tidligere kolleger skulle deles om en million svenske kroner – ca. 53 mio. nutidskroner.

Resten af formuen på 1,6 milliarder nutidskroner skulle gå til fem priser, som Nobel indstiftede.

Familien gik rettens vej for at få en større andel, og også Sveriges konge, Oscar 2., forsøgte at få ændret ordlyden i testamentet, så kun svenskere kunne vinde Nobels priser.

Kongens krav blev afvist, og bobestyrerne, som forvaltede Nobels arv, indgik to år senere en aftale med arvingerne.

Nu begyndte det vanskeligste arbejde: At tolke Nobels ord om, hvem der skulle belønnes med hans årlige priser og en stor sum penge.

Ifølge testamentet skulle renterne af Nobels formue hvert år uddeles til personer, der i det forgangne år havde gavnet menneskeheden.

Nobel havde specificeret fem kategorier, men hvordan videnskabsmænd og fredsmæglere gjorde sig fortjent til prisen, var uklart.

Fx skulle litteraturprisen ifølge Nobel gå til “enhver, som har produceret et enestående værk i en ideel retning”.

En af Nobels venner, matematikeren Gösta Mittag-Leffler, forklarede:

“Han mente alt, som tager et kritisk eller problematisk standpunkt over for religion, monarkiet, ægteskab og samfundet som helhed”.

Den udlægning var langtfra alle enige i, og først fem år efter Nobels død var der skabt så megen klarhed, at de førs­te priser kunne uddeles.

Tyske Wilhelm Röntgen modtog prisen i fysik for sin opdagelse af røntgenstråling, og Jean Henri Dunant modtog fredsprisen for at have stiftet Røde Kors og være en af mændene bag Genèvekonventionerne.

De tyske myndigheder havde i mellemtiden skærpet sikkerhedskravene: Hver bygning skulle stå adskilt fra de andre for at hindre brand ved eventuelle ulykker, og Nobel måtte ikke eksperimentere i et laboratorium på land.

I stedet genbrugte Nobel sin gamle fidus og indrettede et laboratorium på en båd, der lå forankret på floden Elben.

Ved laboratoriets plankebord fik han omsider sit store gennembrud, selvom det nær havde kostet ham livet.

Nobel tabte en dråbe nitroglycerin, og mens den med faretruende hast nærmede sig laboratoriets gulv, kastede opfinderen sig til siden – sikker på, at hans sidste time var kommet.

Men intet skete.

Ud over penge får Nobelprisens modtagere en medalje med Nobels portræt på.

© RED/Imageselect

Hæderen er mange millioner værd

Nobelprisen uddeles hvert år, og de oprindelige fem priser er med tiden blevet til seks: En mindepris i økonomi kom til i 1968 og uddeles af Sveriges Riksbank.

Nobels testamente specificerede, at Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi skulle udpege modtagerne inden for kemi og fysik.

Af uforklarlige grunde stod der også, at fredsprisens modtager skulle udvælges af en fem personer stor komité udpeget af det norske storting.

Vinderne modtager hver 9 mio. svenske kroner (ca. 6,3 mio. danske).

Forundret undersøgte Nobel gulvet og fandt det dækket af fint, tørret mudder, som han uforvarende havde slæbt med ind fra flodbredden.

Nobel undersøgte nøje mudderet, som viste sig at indeholde kiselgur – en porøs jordart, der består af fossile fortidsalger.

Ved at blande 25 pct. kiselgur med 75 pct. nitroglycerin fik han en rødlig dej, som viste sig at udgøre en meget mere stabil form for sprængstof.

“Mit nye eksplosiv, dynamit, er blot nitroglycerin i kombination med et meget porøst silikat. Jeg har givet det et nyt navn – ikke for at skjule dets natur, men for at understrege dets sprængkraft i ny form”, skrev Nobel i sin patent-ansøgning til de svenske myndigheder.

Navnet dynamit henviste til det græske ord for kraft – “dynamis”.

I 1867 fik Nobel sit patent, og dynamit var klar til at erobre verdensmarkedet.

Landmænd fjernede træstubbe med dynamit.

© Bridgeman Images

BEDRE

  • Afkortede lange byggeprocesser

    Dynamit blev populær til byggeri og anlægsarbejde, bl.a. konstruktionen af verdens første undergrundsbane i London fra 1860’erne.

    Dynamit var også med til at fuldføre Suezkanalen.

    Byggeriet havde stået på siden 1859, men fik gevaldig fart på i de sidste år, da dynamit erstattede krudt som sprængstof. Kanalen stod færdig i 1869.

  • Billigt i drift

    Nobels sprængstof var billigere at anvende end sort krudt.

    Da dynamit var mere effektiv, fx til sprængning af en tunnel, skulle der bruges mindre af den, end når byggepladsen brugte krudt.

    Også minearbejdere, der jagtede guld og diamanter, foretrak dynamitstænger.

  • Reddede menneskeliv

    Modsat krudt eksploderede dynamit ikke, hvis en gnist ramte sprængstoffet, eller gik af, hvis dynamitstangen blev tabt.

    Dermed var Nobels opfindelse sikrere at håndtere end andre sprængstoffer og reddede mange menneskeliv.

Nobels nitroglycerin og dynamit blev brugt i granater.

© Shutterstock

VÆRRE

  • Krig blev mere dødelig

    Da dynamit afløste sort krudt, blev granaters sprængkraft mangedoblet. Under 1. verdenskrig kostede de voldsomme eksplosioner hundredtusindvis af menneskeliv.

    Dynamit blev også brugt i minegange, som hære gravede ind under fjendens skyttegrave, så de kunne sprænge dem i luften.

  • Intet er sikkert

    Selvom dynamit var sikrere at anvende end sort krudt og nitroglycerin, havde Nobels opfindelse også sine svagheder.

    Nitroglycerin sivede ud af dynamitstænger, når de blev gamle. En pøl kunne derfor danne sig i bunden af kassen, så dynamitten eksploderede, hvis kassen blev tabt.

    Voldsomme slag kunne også få dynamit til at eksplodere. I 1904 omkom ni amerikanere i Boston, da en sporvogn kørte over en kasse med 25 kg dynamit.

  • Terroristernes yndlingsvåben

    Oprørere og terrorister i hele verden tog snart opfindelsen til sig, for dynamit egnede sig perfekt til bombeattentater; fx omkom Ruslands zar Alexander 2. i 1881, da attentatmænd kastede en dynamitbombe hen for fødderne af ham.

    Også England blev samme år ramt af en bombekampagne, der gik over i historien som The Dynamite Outrages – dynamit-skændelsgerningerne.

    Irske dynamitbander fortsatte deres blodige hærgen frem til 1885.

Nobel blev en rig vagabond

I de næste fem år rejste dynamittens opfinder Europa tynd for at demonstrere sprængstoffet på byggepladser og i minegange. Interessen var enorm, og i 1870’erne havde Nobel sprængstof-fabrikker i over 90 lande.

Salget steg fra 11 tons til 5.000 tons om året. I Tyskland blev han omtalt som “der Dynamiten-könig” – dynamitkongen.

Nobel var arbejdsnarkoman og udarbejdede døgnet rundt kontrakter, talte med journalister og korresponderede med advokater om patentansøgninger på nye markeder.

Ofte foregik arbejdet i en kupé, mens toget kørte. “Mit rullende fængsel”, som Nobel kaldte togene.

Da Alfred Nobel død i 1896 efterlod han sig en formue på 31,2 mio svenske kroner. Formuen er i årenes løb vokset og udgør i dag 4 milliarder svenske kroner.

© Shutterstock

Rejserne og svenskerens voksende formue gav ham øgenavnet “Europas rigeste vagabond”.

Men rejserne tærede. Ud over snue og maveonde døjede den 40-årige Nobel med gigt.

I 1873 købte han et palæ i Paris, en by, han havde elsket siden studietiden, og slog sig til ro.

Sofie Hess var 17 år yngre end Nobel og nød godt af rigmandens opmærksomhed, indtil hun blev gravid med en anden.

© AKG-images/TT News Agency/TT NYHETSBYRÅN

Elskerinden tog sig godt betalt

I 1876 mødte Nobel sit livs kærlighed i kurbyen Baden nær Wien. Den 26-årige blomstersælger Sofie Hess var anderledes livlig end de damer, som millionæren mødte til selskaber i Paris.

Pga. af datidens moral kunne ugifte par ikke bo sammen, så Nobel lejede en lejlighed i Paris til Sofie.

At gifte sig med hende faldt ham åbenbart ikke ind – dertil var opfinderen for opslugt af sit arbejde – men han nærede varme følelser for Sofie, viser nogle af de 218 bevarede breve, han skrev til hende.

“Mine tanker må gøre rejsen på egen hånd, og de vil altid loyalt være hos dig – nu og i fremtiden”, lød det i et af Nobels breve til Sofie fra 1878.

Forholdet sluttede i 1891, da Sofie blev gravid med en anden mand, alli­gevel testamenterede Nobel hende en årlig livrente på et beløb, der i dag ville svare til 500.000 kr.

Af frygt for skandale købte boet efter Nobel alle breve, som Sofie havde gemt.

De blev først frigivet af Nobel Foundation i 1976.

Tiggerbreve strømmede ind

Salget af dynamit gjorde Nobel stenrig, og han levede i luksus omgivet af tjenestefolk.

Opfinderen kørte karetture i Paris trukket af importerede russiske raceheste, og han korresponderede med forskere og kunstnere som fx den franske forfatter Victor Hugo.

Hver dag læste han omhyggeligt aviser på svensk, engelsk, fransk, tysk og russisk for at holde sig orienteret.

“Hvad monsieur Nobel tjener på en dag”.
Nobels rapkæftede husholderske.

Hans enorme rigdom gjorde det også muligt for Nobel at være velgører – en rolle, han nød.

Da Nobels husholderske skulle giftes, spurgte han hende, hvad hun ønskede sig i bryllupsgave.

“Hvad monsieur Nobel tjener på en dag”, svarede den unge pige dristigt.

Fornøjet over det kloge svar overførte Alfred 40.000 franc, ca. 730.000 nutidskroner til pigen – et formidabelt beløb for det unge brudepar.

I sin sparsomme fritid skrev Nobel digte og skuespil, men han døjede også med depression, som han kaldte for sine “besøg af Niflheims ånder”. Niflheim er det dystre tågeland i nordisk mytologi.

Når han havde ondt i sjælen, søgte Nobel trøst i arbejde og tidsfordriv som at besvare breve.

“Posten bringer mindst to dusin forespørgsler om penge – op til mindst 20.000 kroner”, skrev Nobel til en ven.

Brevene fik Alfred til at mindes sin fattige barndom i Stockholm, før familien flyttede til Skt. Petersborg, og han gav velvilligt til unge, uformuende ansøgere.

I et brev til sin veninde Bertha von Suttner skrev Nobel om sin filantropi:

“Jeg spørger ikke, hvor deres far er født, eller hvilken Gud de tilbeder. Hjælpsomhed – den rette slags – anerkender ingen nationale grænser og søger ingen tilståelser”.

Von Suttner var østrigsk baronesse og havde været Nobels sekretær. Hun var en af hans få fortrolige.

De to skrev jævnligt, og Nobel blev interesseret i den spirende fredsbevægelse, som baronessen brændte for.

Trods en kæmpeformue tjent på sprængstof til miner og torpedoer var Nobel pacifist på sin egen måde.

“Jeg vil gerne opfinde en substans eller maskine så skrækkelig effektiv og ødelæggende, at det for altid ville gøre krige umulige”, havde Nobel udtalt ifølge baronessens dagbog.

Offentligheden havde dog et ganske andet billede af Nobel.

På en af murene i Stockholms Stadshus hænger en mindeplade, der viser Alfred Nobel, som han gerne ville huskes: “Videnskabens og fredstankens foregangsmand", forkynder teksten.

© Shutterstock

I 1888 passerede opfinderen en parisisk aviskiosk og læste overskriften “Dødens købmand er død”.

Fra tidligere artikler vidste Nobel, at øgenavnet var møntet på ham. Ved læsning af artiklen fandt Nobel ud af, at journalisten havde forvekslet ham med broren Ludvig Nobel, der få dage før var død i Cannes.

Den fejlagtige nekrolog fik svenskeren til at spekulere på, hvordan han kunne sikre sig et bedre eftermæle end ham, der blev rig på “nye måder at lemlæste og dræbe”, som avisen formulerede det.

Ensom og syg isolerede Nobel sig fra omverdenen i 1890. Han gemte sig i sin luksusvilla i den italienske by San Remo for at nyde godt af Middelhavets klima.

Livstræt skrev han sin sidste vilje.

“Jeg vil testamentere en del af min formue til oprettelse af en fredspris”, afslørede Alfred Nobel i et brev til Bertha von Suttner i januar 1893.

Tre år senere døde han – blot 63 år gammel.

Læs også:

Politikere

🎧 MYTEKNUSERNE | EP. 6: Stærke myter om diktatorer

2 minutter
Det gamle Kina

2.000 år gammel kejsergrav fundet

2 minutter
Opfindelser

Franskmand foretog det første faldskærmsudspring

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul