Feltkirurg opfandt den mobile blodbank

Soldaterne døde af mangel på blod

Konflikten i Spanien var en borgerkrig mere af navn end af gavn. Francos kup blev støttet af både Hitler og Mussolini, der begge øjnede en chance for at demonstrere magt og få afprøvet deres voksende militærmaskiner. Regeringsstyrkerne fik våben fra Sovjetunionen.

I mangel på handling fra deres regeringer strømmede frivillige fra resten af verden til Spanien for at give Franco modstand.

De samlede sig under “De Internationale Brigader”, en styrke, som med tiden kom til at tælle hele 35.000 mand fra 60 forskellige nationer. Til denne styrke skulle Bethune bidrage med avanceret lægehjælp.

Der var nok at tage fat på. Frontlinjen gennemskar Madrid, og både byens hospitaler og de mange midlertidige feltlazaretter var proppede med patienter. Selv Madrids luksushoteller var fyldt til bristepunktet med sårede. Overalt manglede lægerne medicin og bedøvelsesmidler.

Ét forhold bekymrede dog Bethune mere end alt andet. Unge soldater, som kunne have været reddet, forblødte eller gik i chok af blodtabet, inden de kom i behandling.

En idé slog ned i Bethune, mens han sammen med en journalist bumlede gennem det borgerkrigshærgede land.

“Jeg tror, jeg har en idé”, sagde Bethune og bankede i pludselig begejstring hånden i det lille bord mellem sæderne. Hvis soldaterne forblødte, inden de kunne bringes til lazaretterne, måtte Bethune i stedet bringe blodet til soldaterne direkte ved fronten. Ideen bag verdens første mobile blodbank var undfanget.

Transfusioner var primitive

Bethunes idé kom ikke ud af den blå luft. I sin tid som læge på Sacre Coeur-hospitalet i Montreal i Canada havde han foretaget blodtransfusioner og set, hvordan tilførslen af blod øjeblikkeligt kan redde liv.

Opgaven, Bethune havde stillet sig selv – at levere frisk donorblod og udføre transfusioner på soldaterne direkte ved fronten – var dog lettere tænkt end løst.

Transfusioner havde været kendt i århundreder, men først for nylig havde forskere opfundet metoder til at opbevare og transportere blod.

Ingen havde dog forsøgt sig med at transportere blod til fronten før. I Canada havde Bethune oftest overført blodet direkte fra donor til patient ved hjælp af en slange og to kanyler. Kun i sjældne tilfælde blev blodet opbevaret på køl og kun i få timer før transfusionen.

I Spanien ville det være nødvendigt at transportere blodet over lange strækninger på dårlige veje.

Intet afskrækkede Bethune.

Til transport af blod og andet udstyr indkøbte han en Ford-stationwagon, et stort skrummel af en varebil, som med sine udvendige træpaneler lignede en krydsning mellem et hundehus og en rustvogn.

Bethune var nødt til at tage til London for at skaffe en brugbar bil, da han ikke kunne opstøve en i Spanien. Bag i bilen installerede han et petroleumsdrevet køleskab, som skulle holde blodet koldt.

Da Bethune i midten af december vendte tilbage til Madrid, overtog han en lejlighed og indrettede den til klinik for sin blodbank.

Køleskabet i bilen udgjorde et konstant irritationsmoment, da temperaturen viste sig at være umulig at regulere. Den første enhed blod, Bethune håbefuldt tog ud af køleskabet, var stivfrossen.

Det petroleumsdrevne apparat var ikke i stand til at holde en konstant temperatur, og problemet blev først løst, da Bethune skiftede køleskabet ud med et, der kørte på gassen butan, der sikrede en stabil temperatur under opbevaringen og transporten.

På trods af startvanskeligheder kørte den mobile blodbank snart dagligt. I et brev til sine overordnede i Canada berettede Bethune begejstret, at hans blodbank efter få dage havde 800 donorer, der leverede blod, og at de snart ville have over 1.000 frivillige donorer.

“Vi tapper omkring 3,8 liter hver dag lige nu. Blodet bliver sat på køl i vores køleskab. Når hospitalet sender bud, bliver blodet flyttet til opvarmede vakuumflasker og båret i rygsække. På den måde er vi klar til at begynde arbejdet med det samme”, forklarede Bethune.

Transfusioner under bomberegn

Ambulancen blev tilkaldt nat og dag, og ofte måtte Bethune eller en af hans medarbejdere køre gennem barrikader og spærreild for at gennemføre transfusionen i en dunkel kælder, mens bomberne rystede bygningen.

“I en dåse fyldt med varmt vand varmede jeg en flaske med nærmest iskoldt blod op. Imens lagde Loma (assistent, red.) en lille skinnende sprøjte med pumpe og undersøgte venen, der hvor mandens arm bøjede sig”, fortæller Bethunes kollega Hazen Sise om en blodtransfusion ved fronten og fortsætter:

“Granaterne begyndte at falde tættere, så vinduerne raslede og instrumenterne hoppede rundt i deres glasbeholdere... Loma lagde nålen ind, og vi begyndte at sætte slangerne til”.

Med tilførslen af blod kunne den lokale læge påbegynde operationen af patienten.

Besværet var det hele værd, når Bethune og hans kolleger så en hårdt såret patient blive vagt til live på nærmest mirakuløs vis, blot ved at give ham blod.

“Den sårede var bleg, svedte og befandt sig nærmest i koma, men så begyndte vi at pumpe blod ind i venen på armen, og ændringen var mirakuløs”, skrev Sise begejstret.

“Man kunne se manden komme til sig selv, og det var den største belønning, man kunne få; bogstaveligt talt at rive dem ud af dødens kløer, se farven vende tilbage til deres ansigter og se dem begynde at lytte og se... I løbet af få minutter kom de til live lige for øjnene af dig. Det var ekstraordinært”.

Bethune skaffede sine donorer mad

På trods af succesen var Bethunes arbejde ikke uden problemer. Francos styrker blokerede for fødevareforsyningen til store dele af landet, og i løbet af krigen skulle omkring 25.000 mennesker dø som følge af sult og underernæring.

Og selvom Bethune forsynede sine donorer med dåsekød og sherry, var sundhedstilstanden hos befolkningen i Madrid så ringe, at det begyndte at gå ud over blodets kvalitet.

Barcelona derimod lå langt fra fronten, og folk her var relativt velnærede og derfor velegnede som donorer.

Bethune indgik derfor et partnerskab med den spanske læge Frederic Duran-Jorda, der ved krigens udbrud havde oprettet en blodbank i byen. Barcelona skulle herefter være centrum for indsamling af blod. Efter tapningen blev blodet forseglet i flasker og sendt med Bethunes ambulancer til byerne ved fronten som fx Madrid, Valencia og Cordoba.

I februar 1937 kunne Bethune rapportere, at det var lykkedes ham at samle alle transfusionsenheder på socialisternes side under fælles ledelse, og at han havde organiseret deres arbejde:

“Vi servicerer 100 hospitaler og modtagestationer langs fronten”, skrev Bethune stolt. “Vi indsamlede og gav 38 liter blod i januar. Forvent, at det stiger til 95 liter i denne måned. Dette er den første samlede blodtransfusionsservice i den militære og medicinske historie”.

Succesen fik Bethune til at barsle med planer for, hvordan hele den socialistiske hær kunne udstyres med mobile blodbanker.

Men inden han kunne fuldføre sine planer, blev hans blodbank underlagt hærens officielle medicinske enhed, Sanidad Militar, og påtvunget et styrende kontrolråd, der bestod af to spanske læger.

Bethune blev diskret sendt på foredragsturné i Nordamerika og senere nægtet indrejse i Spanien.

Officielt forlod Norman Bethune Spanien i bedste forståelse med kolleger og myndigheder, men i virkeligheden var han blevet offer for spionagemistanke.

Bethunes svenske assistent, journalisten Kajsa Rothman, var under mistanke for at være spion for Franco, da hun ikke ville fortælle om sin fortid. I virkeligheden var Rothman tidligere showdanserinde.

Hendes agent var stukket af og havde efterladt hende uden en klink på lommen. Da Bethune ansatte hende som sin assistent, blev det enden på hans spanske mirakel.

Mens Bethunes karriere som feltkirurg var relativ kort, blev hans mobile blodbank en langvarig succes. Under 2. verdenskrig reddede mobile blodbanker hundredtusinder soldaters liv.