I 1840’erne fandt olieindustriens pionerer ud af at udvinde petroleum af råolie.
Pludselig havde menneskeheden en brændbar og billig væske, der gav en lysende klar, gul flamme. Sammenlignet med lyset fra en gammeldags olielampe var petroleum et fremskridt.
Bedre blev det, da petroleumslampen få år senere blev opfundet.
Den bestod af en tank og en brændende væge beskyttet af et højt glasrør. Lampen gav et godt lys inden døre, men den var uegnet til at bære rundt på, for det lange glasrør faldt nemt af. Desuden var flammen svag og blæste nemt ud ved vind og træk.
Først i 1862, da opfinderen John Irwin tog patent på en petroleumslygte af formpresset blik – og producenten Robert E. Dietz i 1880 begyndte at massefremstille den – fik lyset for alvor fat.
I det nye design blev luften via lygtens ramme ført frem til vægen, mens den brugte luft forlod lygten gennem åbningen i toppen.
På den måde udnyttede lygten brændstoffet effektivt, og flammen brændte stabilt.
Da flammen var omsluttet af glas, lyste lygten selv i stormvejr.
Se hvordan flagermuslygten virker
Lygten blev fremstillet af den amerikanske fabrikant Robert Edwin Dietz. Masseproduktionen af den stabile lygte sikrede, at store dele af befolkningen nu fik mulighed for at færdes udenfor i mørket i al slags vejr.
Lygten blev da også straks populær; fx var de amerikanske jernbaner storkunder hos Dietz.
Også landmænd efterspurgte lampen, fx til at jagte flagermus, som kunne sprede rabies (hundegalskab). Lygten kaldes derfor flagermuslygte på dansk.
Dietz-lygten produceres stadig og er udbredt i lande, hvor befolkningen ikke har adgang til elektricitet.
