Flyvemaskinens vilde fjumreår

I begyndelsen af 1900-tallet eksperimenterede opfindere kloden over med at knække flyvningens gåde.

De første, som lykkedes, var de amerikanske brødre Orville og Wilbur Wright, der gennemførte verdens første kontrollerede flyvning den 17. december 1903 ved Kitty Hawk i North Carolina. I årevis havde brødrene eksperimenteret med forskellige vingetyper og propeller til deres flyvemaskine i en hjemmelavet vindtunnel.

De to brødre byggede selv deres motor og udstyrede som de første flyvemaskinen med både højde- og sideror. Mens konkurrenterne i Europa var i færd med at udvikle modeller, der udelukkende skulle kunne flyve ligeud, kunne brødrene Wright endda vride vingetipperne på deres flyvemaskine og dermed dreje til siderne.

Wright-brødrenes flyvetur varede i 12 sekunder. To år senere kunne de ihærdige brødre flyve i næsten 40 minutter over en afstand af ca. 30 km.

Den rumænske opfinder Traian Vuia konstruerede i 1906 historiens første monoplan, dvs. en flyvemaskine med kun ét sæt vinger – modsat brødrene Wrights dobbeltdækker.

I dag er langt de fleste flyvemaskiner monoplaner, som er fri for den indre turbulens, der kan opstå i en dobbeltvinge.

Som den første udstyrede den franskboende rumæner også sin flyvemaskine med fire hjul, så den kunne lette fra en almindelig landevej. Selvom Vuia var forud for sin tid, var hans jomfruflyvning ikke en udelt succes. Den 18. marts 1906 kørte opfinderen sin bil-lignende flyvemaskine, ligeledes kaldet Vuia, ca. 50 meter hen ad en vej nær Paris.

Vuia kom én meter op i luften og nåede at flyve ca. 12 meter, før motoren gik i stå. Så blev det tekniske vidunder taget af et vindstød og knust, da de futuristiske vinger ramte et træ.

Pariserne troede knap deres øjne, da den brasilianske opfinder Alberto Santos-Dumont den 23. oktober 1906 lettede og fløj over 50 meter med sin hjemmelavede flyvemaskine, 14-bis.

14-bis var en dobbeltdækker, hvor hver vinge bestod af kasser bygget af lette materialer som bambus, fyrretræ og japansk silke. Santos-Dumont stolede dog ikke helt på sin flyvemaskine og sad under flyvningen i en kasse, der hang ned fra en luftballon. På den måde ville han overleve, hvis flyet styrtede ned.

Modsat Wright-brødrenes flyvemaskine, der blev hjulpet i luften med en skinnevogn, var 14-bis udstyret med hjul – angiveligt inspireret af det samtidige fly Vuia. Derfor betragtes Santos-Dumont af enkelte tilhængere stadig som den første “rigtige” pilot, da hans fly både havde hjul og lettede og landede succesfuldt.

Den engelske luftpioner Horatio Frederick Phillips var besat af bæreplaner, dvs. fly-vinger.

I slutningen af 1800-tallet udførte han en række eksperimenter i en hjemmelavet vindtunnel, hvor han bl.a beviste, at vinger med krum overside skaber større opdrift.
Og i 1904 opfandt han en “21-dækker” – en flyvemaskine, hvor 21 vinger lå oven på hinanden som hylderne i en reol. Det teknologiske nybrud fløj dog kun omkring 15 meter, og Phillips udstyrede derfor sit næste fly med endnu flere vinger.

Den 6. april 1907 gennemførte han den første registrerede flyvning med motor i England i et fartøj med 200 vinger. De mange vinger var fordelt over fire stativer, der mest af alt fik Phillips’ flyvemaskine til at ligne et bur.

Trods den vellykkede luftfærd indstillede Phillips herefter sin udvikling af flyvemaskiner, da han indså, at konkurrenternes dobbeltdækkere var bedre.

Franskmanden Armand Deperdussins monoplan var luftens store hit i de tidlige 1910’ere. Flyvemaskinen blev lanceret i 1910 og var et af de første til at blive masseproduceret.

Flyet havde et usædvanligt slankt og let skrog, der var beklædt med krydsfiner, hvor piloten sad i et lille åbent cockpit længst fremme mellem vingerne. En firecylindret, vandnedkølet Clerget-motor sørgede med sine 50 hestekræfter for kraft til propellen.

Den 22. februar 1912 lykkedes det piloten Jules Védrines at flyve en strækning på 200 km med en gennemsnitshastighed på 169 km i timen i en Deperdussin, som dermed var sin tids hurtigste flyvemaskine.

På papiret var alt perfekt, da det franske firma Antoinette i september 1911 under en stor messe i Frankrig forsøgte at sælge flyet Antoinette Monobloc til landets militær.

Flyvemaskinens aerodynamiske design var flere år forud for sin tid, med et fuldt beklædt skrog, strømlinede trævinger og hjulskærme til landingshjulene.

For at minimere luftmodstanden var cockpittet aflukket, med en indgangsdør til de tre passagerer. Forrest sad mekanikeren, der havde adgang til den vandkølede motor, på det midterste sæde sad piloten, og bagerst sad, som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, en observatør.

Trods det visionære design blev Antoinette Monobloc en fiasko. I praksis var motoren for svag, og det strømlinede vidunder kunne kun flyve få meter. Det franske militær takkede pænt nej til tilbuddet, og firmaet Antoinette gik konkurs.

Fire år brugte den franske ingeniør Henri Fabre på at designe det første funktionelle vandfly. Fabre Hydravion, som Fabres opfindelse i eftertiden er blevet kaldt, var et spinkelt monoplan, dvs. en flyvemaskine med to enkeltvinger.

Vingerne sad ikke vandret på skroget, men stræbte skråt opad i en vinkel som et meget åbent V. Det meget simple skrog bestod bare af to bjælker forbundet med lodrette tværstivere, og som en anden cyklist sad piloten overskrævs på den øverste bjælke.

Den 28. marts 1910 lettede Henri Fabre fra Middelhavet nær Marseille og landede igen på havoverfladen efter en flyvning på ca. 500 meter – verdens første tur med et vandfly. Fabres motoriserede middelhavseventyr endte dog brat den 12. april 1911, da hans fly under en landing i Monaco ramte en klippe og blev
uigenkaldeligt ødelagt.