Den 10. oktober 1789 trådte lægen Joseph-Ignace Guillotin op på talerstolen i den franske nationalforsamling.
Efter den franske revolutions udbrud nogle måneder tidligere styrede forsamlingen nu Frankrig.
Som et højt respekteret medlem af forsamlingen deltog Guillotin gerne i debatter om ulighederne i samfundet, og på denne dag argumenterede han for en reform af dødsstraffen.
“Den kriminelle skal blive halshugget. Dette skal udelukkende ske ved brug af en simpel mekanisme, som hugger hovedet af smertefrit”, sagde lægen fra talerstolen.
Trods sit forslag var Guillotin indædt modstander af dødsstraf – den hørte til i middelalderens mørke, mente han.
Lægen håbede derfor, at forslaget om en hurtig og smertefri død måske kunne føre til, at henrettelser på sigt blev afskaffet fuldstændig.
Ikke mindst håbede den rutinerede læge, at hans forslag kunne sikre større lighed i samfundet – også blandt forbrydere på vej i døden.
Familier til velstillede dømte bestak ofte bødlen, så han sørgede for en hurtig død – fattige kriminelle blev derimod hængt eller fik hugget hovedet af med sløve økser, der blev svunget af ofte urutinerede bødler.
Fra talerstolen – og i flere artikler – argumenterede Guillotin for, hvor retfærdig en mekanisk halshugning ville være. Når Frankrig blev mere lige, ville befolkningen også værdsætte deres rettigheder og blive ansvarlige borgere, forklarede lægen.
Guillotins idé ramte plet. Frankrig var under voldsom forandring, og befolkningen satte spørgsmålstegn ved de gamle normer – også når det gjaldt henrettelser.
I kølvandet på den franske revolution – og kongens og kirkens nederlag – hyldede franskmændene nu sund fornuft og menneskerettigheder.