Den 10. oktober 1789 trådte lægen Joseph-Ignace Guillotin op på talerstolen i den franske nationalforsamling.
Efter den franske revolutions udbrud nogle måneder tidligere styrede forsamlingen nu Frankrig.
Som et højt respekteret medlem af forsamlingen deltog Guillotin gerne i debatter om ulighederne i samfundet, og på denne dag argumenterede han for en reform af dødsstraffen.
“Den kriminelle skal blive halshugget. Dette skal udelukkende ske ved brug af en simpel mekanisme, som hugger hovedet af smertefrit”, sagde lægen fra talerstolen.
Trods sit forslag var Guillotin indædt modstander af dødsstraf – den hørte til i middelalderens mørke, mente han.
Lægen håbede derfor, at forslaget om en hurtig og smertefri død måske kunne føre til, at henrettelser på sigt blev afskaffet fuldstændig.
Ikke mindst håbede den rutinerede læge, at hans forslag kunne sikre større lighed i samfundet – også blandt forbrydere på vej i døden.
Familier til velstillede dømte bestak ofte bødlen, så han sørgede for en hurtig død – fattige kriminelle blev derimod hængt eller fik hugget hovedet af med sløve økser, der blev svunget af ofte urutinerede bødler.
Fra talerstolen – og i flere artikler – argumenterede Guillotin for, hvor retfærdig en mekanisk halshugning ville være. Når Frankrig blev mere lige, ville befolkningen også værdsætte deres rettigheder og blive ansvarlige borgere, forklarede lægen.
Guillotins idé ramte plet. Frankrig var under voldsom forandring, og befolkningen satte spørgsmålstegn ved de gamle normer – også når det gjaldt henrettelser.
I kølvandet på den franske revolution – og kongens og kirkens nederlag – hyldede franskmændene nu sund fornuft og menneskerettigheder.
Dødsmaskinen blev indført
Nationalforsamlingen tog imod Guillotins forslag, og efter grundige overvejelser blev ideen vedtaget ved lov. Den 20. marts 1792 blev mekanisk halshugning indført som den eneste statslige henrettelsesmetode.
Nu manglede nationalforsamlingen blot at konstruere et apparat, der kunne udføre de humane henrettelser.
Øjnene blev vendt mod nogle af de gamle halshugningsmaskiner, som havde været brugt rundt om på markedspladser i Europa i flere århundreder. Ingen af dem levede dog op til nationalforsamlingens strenge krav: Den nye maskine skulle vidne om Frankrigs storhed og barmhjertighed.
Forsamlingen havde nemlig konkluderet, at samfundets grad af oplysning kunne bedømmes på den måde, hvorpå det behandlede sine kriminelle. Derfor skulle døden være human og uden unødig smerte.
I april 1792 fik en pianobygger til opgave at bygge den første guillotine. Inden maskinen kunne tages i brug, måtte teknologien dog forfines.
Ansvaret for den nye maskine blev lagt hos en arbejdsgruppe, som straks gik i gang med at analysere og forbedre dens ydeevne, til den endte som et dødbringende mesterværk.
Den nye halshugningsmaskine fik hurtigt navn efter manden, som havde foreslået den: Joseph-Ignace Guillotin.
Økseblad kappede nakken
Arbejdsgruppen nåede frem til, at guillotinens skelet skulle bestå af to fire meter høje stolper, som stod blot 40 centimeter fra hinanden.
Øverst var stolperne tømret sammen med en tung tværbjælke – under dén hang øksebladet, som typisk vejede 10-15 kg.
Bladet blev holdt oppe af en simpel udløsningsmekanisme af reb, der kunne udløses af bødlen med et håndtag.
Ved en halshugning skulle den dødsdømte lægges på en træplade ved foden af guillotinen.
Ofrets hals skulle placeres i et indhug i træet og låses fast med et stykke tilskåret træ, som passede omkring nakken. Denne “gabestok” – kaldet lunetten – skulle forhindre den dødsdømte i at bevæge sig.
Når bødlen løsnede rebet og udløste den skarpe økseklinge, skulle den falde ned og skære de skrøbelige nakkehvirvler over.
Maskinen var indrettet, så den halshuggedes hoved faldt ned i en læderpose, som var spændt ud under kroppen.
Det var en enkel procedure, og næsten fejl- og smertefri, mente arbejdsgruppen.
Bladet satte sig fast
Frankrigs første guillotine blev stillet op i Paris. Her begyndte også de mange tekniske eksperimenter, som skulle føre til den bedste konstruktion.
Allerede fra start meldte problemerne sig dog. Eksempelvis stod det klart, at økseklingen måtte holdes på plads i trærammen ved hjælp af jernskinner.
Træ havde en tendens til at give sig, når det blev udsat for temperaturskift og fugt, og på den måde risikerede bødlen, at det tunge skær satte sig fast på vej mod sit mål.
Arbejdsgruppen besluttede også, at træ-maskinen skulle males rød. På den måde kunne tilskuerne undgå det grusomme syn af blodstænkte stolper.
Samtidig ville den røde farve også afskrække potentielle forbrydere ved at minde dem om det blod, de ville miste, hvis de endte deres dage i guillotinen, mente gruppen.
Som en ekstra service for publikum blev guillotinen monteret på en platform, så flest mulige tilskuere kunne se de populære henrettelser.
Lig blev halshugget
Nu skulle den færdige guillotine afprøves i praksis. Til at begynde med blev levende får og kalve spændt fast og halshugget.
Resultaterne så lovende ud, men arbejdsgruppen var ikke tilfreds. Derfor fik de lokale fattiggårde og hospitaler ordre til at levere menneske-lig, så forsøgene kunne blive så realistiske som mulige.
Arbejdsgruppens leder valgte med omhu lig af kraftigt byggede mænd, hvis korpus gav størst modstand.
Det første forsøg på at halshugge en død mand gik glimrende, men det andet forsøg gik galt: Den døde krop blev kun delvist delt i to, og det afhuggede hoved hang og dinglede i brusk og sener.
Den form for barbari var uacceptabel, så arbejdsgruppen måtte endnu en gang gennemgå hele konstruktionen.
Den afprøvede guillotinens højde, faldets hastighed og især forskellige varianter af økseblade: krumme, lige og til sidst de skrå klinger, som viste sig at være mest effektive.
Den franske læge og seriemorder Marcel Petiot var mistænkt for at have myrdet over 60 mennesker. Han blev dog “kun” dømt for mordet på de 26, hvis rester blev fundet ved hans hus. Petiots henrettelse blev eksekveret i maj 1946, og seriemorderen endte sine dage under guillotinens skarpe økseblad.
Bakker samlede blodet
Den 25. april 1792 – fem uger efter, at metoden var indført ved lov – var konstruktionen så fremskreden, at den første forbryder kunne få hugget hovedet af i guillotinen.
Manden hed Nicolas Jacques Pelletier og var landevejsrøver. Hans henrettelse blev nøje overvåget af medlemmerne af arbejdsgruppen – nu skulle frugten af deres mange eksperimenter høstes.
Selve halshugningen forløb fejlfrit, men arbejdsgruppen vurderede alligevel, at maskinen endnu ikke var helt klar til at tage imod de horder af dømte, som skulle halshugges.
Særligt måtte gruppen hurtigt finde en løsning på det svineri, som opstod, når blodet pumpede ud af den dødsdømtes hovedløse krop.
Løsningen blev at opsamle blodet i metalbakker. Arbejdsgruppen ændrede også marginalt på knivbladets udformning, så det lettere kunne glide igennem ofrets nakkehvirvler.
40.000 gik i døden
Efter den sidste finpudsning accelererede brugen af guillotinen. I september 1792 blev Frankrig erklæret for republik, og kong Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette fængslet.
Kongen endte i den nykonstruerede dødsmaskine i januar 1793, mens dronningen fik lov at leve indtil oktober, hvor også hun fik hugget hovedet af.
Blot halvandet år efter den første “prøvekørsel” kom guillotinen for alvor på arbejde. I september 1793 gik Frankrig ind i terrorregime-perioden.
Landet blev nu regeret af revolutionslederen Robespierre, som med hård hånd slog ned på alle, der kunne anklages for at være anti-revolutionære.
Det gik særligt ud over adelen og kirkens folk, som blev ført til guillotinen i stort tal. Også mange borgere og bønder måtte lade livet – anklaget for at tilskynde til tumult.
Nogle historikere mener, at op til 40.000 mennesker – de fleste uskyldige – blev halshugget fra september 1793 til juli 1794. Robespierres nådesløse diktatur sluttede først, da han selv mistede hovedet i guillotinen.
Tvivlen nagede
Selv om kyndige teknikere og videnskabsmænd havde gjort sig mange tanker for at sikre, at guillotinen var smertefri og human, gnavede usikkerheden alligevel.
Talrige beretninger fra øjenvidner fortalte om øjne, der blinkede, og munde, der talte, efter halshugningen. Historierne spredte sig blandt franskmændene og gjorde tvivlen større.
I et enkelt tilfælde skulle en halshugget adelskvinde endda have fået et tydeligt fornærmet udtryk i ansigtet, da bødlens hjælper havde taget hendes hoved op af kurven og givet det en lussing.
Hovedet levede videre
Lægen Jacques Beaurieux satte sig i 1905 for at undersøge de mange historier. Han overværede halshugningen af morderen Henri Languille og studerede nøje det netop afhuggede hoved.
“Mandens øjenlåg og mund bevægede sig i uregelmæssige, rytmiske bevægelser i fem-seks sekunder. Derefter ventede jeg adskillige sekunder, inden jeg med høj stemme kaldte: ‘Languille!’ Jeg så øjenlågene løftes langsomt og kontrolleret. (…) Øjnene fokuserede på mine, og pupillerne blev indstillet. Det var et blik fra levende øjne”, skrev lægen i sin rapport, som fastslår, at hovedet var i live omkring 30 sekunder.
Den makabre rapport blev kendt vidt og bredt. Men trods den ubehagelige skildring holdt Frankrig fast i guillotinen.
Først efter henrettelsen af massemorderen Eugene Weidmann i 1939, hvor fotografer forevigede morderens blodige dødskamp efter tre mislykkede halshugninger, besluttede regeringen, at halshugninger fremover kun måtte foregå skjult for offentligheden.
Det sidste offer for guillotinen fik hovedet hugget af i september 1977.
Fire år senere gik dr. Guillotins drøm endelig i opfyldelse – i 1981 ophævede Frankrig dødstraffen og gjorde det skarpe økseblad tavs for altid.
Effektiv dødsmaskine
Guillotinen var bygget med ét formål: at halshugge hurtigt og smertefrit. Derfor var hver eneste detalje på dødsmaskinen gennemtænkt.
Furer
Øksen skulle glide frit og hurtigt – derfor var furerne i de fire meter høje stolper belagt med jern.
Farve
Guillotinen blev malet rød, så de blodige halshugninger ikke skræmte tilskuerne for meget.
Rambuk
En træbjælke på ca. 30-40 kg gav faldøksen den nødvendige ballast til et hurtigt fald.
Bladet
De første faldøkser var halvmåneformede, men blev ændret til de skrå, som var mere effektive.
Lunetten
Offerets hoved blev sat i lunetten, som sørgede for at holde halsen i ro under halshugningen.