Den 6. maj 1937 kl. 19.25 antændtes ­brinten i Hindenburg, og på bare 37 sekunder var ­luftskibet totalt ødelagt.

Hindenburgs sidste rejse

I kapløbet om at beherske luftrummet ligner luftskibet Hindenburg længe en vinder.Zeppelineren fører an med luksuriøse rejser over Atlanten, og luftskibet bliver set som et symbol på fremskridtet og menneskets tekniske kunnen. Lige indtil en skæbnesvanger ­­­­­­maj-aften i New Jersey, USA, hvor en gnist forandrer alt.

Luftskibet lægger an til landing. Som en gigantisk, sølvgrå hval svæver LZ129 Hindenburg ind over landingsbanen i Lakehurst, New Jersey, USA. En stor menneskemængde er stimlet sammen for at se sæsonens første transatlantiske flyvning i den myteomspændte zeppeliner. Nu hænger den helt stille i luften. Det er 6. maj 1937.

Indtil nu er turen forløbet fint. Kaptajn Max Pruss lettede med det 245 m lange og 200.000 kubikmeter store luftskib 3. maj om aftenen fra den nye hangar i Frankfurt. Over Atlanterhavet mødte det brintbårne fartøj stærk modvind. Men inde i kabinerne var de 36 passagerer afskærmet i luksuriøse omgivelser i tyskernes flyvende hotel.

Da luftskibet når USA tre dage efter take-off, buldrer en storm over lufthavnen. Skibet er forsinket, men kaptajn Pruss vælger alligevel at flyve ind over New York. Luftskibet glider over Manhattan, og passagererne kan se folk løbe ud på gaden for kigge på. De kan høre biler dytte, og rundt om vipper forbipasserende fly med vingerne som hilsen.

Opklaringen lader vente på sig, og Hindenburg cirkler rundt endnu en gang. Det er svært at lande i dårligt vejr, selvom producenten, Luftschiffbau Zeppelin, reklamerer med, at hverken Hindenburg eller Graf Zeppelin har haft ulykker trods den brandfarlige bæregas.

Kl. 18.12 får Hindenburg besked om, at alt er klar til landing. Kaptajn Pruss begynder nedstigningen mod fortøjningsmasten gennem støvregnen kl. 19. Over 200 personer står klar på jorden for at hjælpe med landingen og tage imod rebene, der skal tøjre luftskibet. Skibet svæver nu 90 m over jorden. Nogle tilskuere mener at se gnister fra statisk elektricitet, andre ser en flap af beklædnings-stoffet blafre ved den øvre finne, som om gassen lækker.

Klokken er 19.25, og pludselig flænser en enorm flamme ­luftskibets agterstævn. Ilden æder sig hurtigt gennem det store luftskib. Den letantændelige brint får flammerne til at vælde op. Folk styrter skrigende væk fra den faldende kolos, der er forvandlet til en gigantisk ildkugle. Røgen buldrer mod himlen.

Et symbol på den moderne tid

Hindenburgs styrt er 1930'ernes udgave af myten om Ikaros, der fløj for tæt på solen, så hans vinger brændte. Før ulykken har aviserne skrevet, hvordan mennesket med luftskibene betvinger himmelrummet. Hvordan videnskaben og industrien har udviklet de gigantiske, højteknologiske luksustransportmidler til at fragte passagerer og post over hidtil usete afstande. Med ét er det slut.

Indtil katastrofen i Lakehurst er luftskibene et symbol på fremskridtet, men de mest opsigtvækkende – Hindenburg og Graf Zeppelin – markerer også Tysklands voksende ambitioner. Tyskerne er vilde med luftskibene, modsat de mere skeptiske briter og amerikanere. Det skyldes, at luftskibenes æra falder sammen med Tysklands industrielle og teknologiske fremdrift. Det tyske styre ser derfor luftskibene som et symbol på den stolte tyske kultur og ånd.

Fra 1910 til 1. verdenskrigs start i 1914 er over 1500 flyvninger gennemført uden alvorlige ulykker. Da 1. verdenskrig bryder ud, frygter englænderne et tysk luftskibsbombardement, og befolkningen observerer luftskibe, der viser sig at være indbildning – datidens ufoer. Da de endelig benyttes i slutningen af krigen, bliver luftskibene dog en militær fiasko. Dårlige manøvreevner og særligt deres størrelse gør, at mange zeppelinere bliver skudt ned. Men det manglende krigspotentiale stopper ikke luftskibenes fremfærd.

Særligt én mand driver udviklingen frem i Tyskland. Hugo Eckener er blevet leder af firmaet Luftschiffbau Zeppelin, og han begynder systematisk at forbedre teknologien og professionalisere ingeniører og meteorologer. Efter krigen slutter i 1918, trues det tyske firma af Versailles-traktaten, der forbyder luftskibskonstruktion i landet. Men Eckener redder produktionen ved at sikre en ordre på et luftskib til den amerikanske flåde.

Luftskibene bliver stadig større og dyrere. Derfor planlægger Eckener, hvordan han kan få tyske og amerikanske investorer til at bakke op: Tyskerne skal bygge verdens største skib, Graf Zeppelin, opkaldt efter opfinderen. Da luftskibet, der kan rumme tyve passagerer, står klar i 1928, spreder entusiasmen sig fra Tyskland til resten af verden.

Nazisterne blander sig

Folk var villige til at betale store summer for at se landskabet fra oven. Især pressen var flittig gæst.

To begivenheder overskygger snart Graf Zeppelins transatlantiske rejser. I 1931 indleder Eckener sit mest ambitiøse projekt, byggeriet af Hindenburg, og i 1933 overtager nazisterne magten i Tyskland. De to begivenheder hænger sammen. Økonomisk støtte fra det nye styre muliggør produktion af luftskibet, der med plads til 50 passagerer bliver verdens største. Støtten er dog ikke gratis, for luftskibet skal bruges til propaganda.

Først lyder kravet, at der skal males et stort hagekors på siden af luftskibet. Eckener ønsker ikke, at luftskibet skal bruges politisk, men går med til nogle mindre hagekors på halefinnerne. Presset øges, da Tyskland 7. marts 1936 besætter Rhinlandet, som har været demilitariseret zone ved Benelux-landene siden Versailles-traktaten i 1920. Hitler udskriver en folkeafstemning for at få tyskerne til at godkende besættelsen.

Propagandaminister Goebbels kræver, at Hindenburg og Graf Zeppelin skal flyve rundt og opfordre befolkningen til at stemme ja til besættelsen. Selv om skibet har brug for flere testflyvninger, er ordren ikke til diskussion. Da Hindenburg skal lette, er vindforholdene dårlige. Eckener afviser at flyve, men kaptajnen Ernst Lehmann forsøger alligevel. Som frygtet går det galt, og luftskibet beskadiger halen. Eckener er rasende:

“Hvordan kunne du, hr. Lehmann, beordre skibet ud i de her vindforhold? Du havde den bedste undskyldning i verden til at udskyde denne idiotiske tur; i stedet risikerer du skibet blot for at undgå at irritere hr. Goebbels”.

Trods Eckeners protester fuldfører Hindenburg en firedages propagandatur, hvor luftskibet nedkaster foldere og spiller “Deutschland über Alles”. 98,79 pct. af befolkningen siger ja til besættelsen.

Tysk-amerikansk kapløb

Udviklingen af Hindenburg består af en lang række eksperimenter og teknologiske kompromiser. Fra begyndelsen vil Eckener hellere bruge helium end brint som bæregas, da det ikke er brandfarligt. Men USA sidder på helium­eksporten og er ikke interesseret i at sælge til Tyskland. Så på trods af brandfaren må Eckener satse på brint. ­

Første tur for Hindenburg er 4. marts 1936, og tyskerne føler sig langt foran amerikanerne, der året før har mistet luftskibet Macon i en demoraliserende ulykke. Hindenburg overgår tidligere luftskibe i både størrelse, rummelighed og komfort for passagererne, og firmaet Luftschiffbau Zeppelin kan som de første tilbyde regelmæssig flyvning over Atlanten på uhørte to en halv dag.

Luksus og rygerum om bord

Hindenburg er bygget som et flyvende luksushotel, hvor alt foregår efter en fast plan. Når passagerne stiger ind, åbner personalet alles tasker for at fjerne ting, der kan lave gnister, såsom kamera-blitz, tændstikker og lightere.

På trods af sikkerhedshensynene har Hindenburg et rygerum. Her holdes et højere lufttryk for at hindre brint i at sive ind, rummets eneste lighter er lænket fast, og gulv og vægge er af brandsikkert materiale. Besætningen kan berolige med, at i de 12 år, luftskibene har fløjet passagerer, har de aldrig haft brand.

Indenfor møder passagererne to lange korridorer, der fører til 25 private sovekabiner. Der er kunst på væggene, restaurant med vinkort, porcelæn med zeppeliner-logo og på de første flyvninger et flygel. En kok og fem assistenter står for maden. Langs kabinens sider kan gæsterne promenere, åbne vinduerne og nyde udsigten over Atlanten.

Når Hindenburg letter, kastes linerne fra fortøjningsmasten, og 300 liter vand frigives fra tanke i luftskibet. Hindenburg begynder så at stige, helt stille, så passagerne ofte ikke aner, at de er lettet. Flyvningen er lydløs, og passagererne mærker ikke rystelserne under transporten som i et tog eller på et skib.

Nazister lægger røgslør ud

Propagandaminister Goebbels ville omdøbe luftskibet HIndenburg til ­Adolf Hitler.

Kombinationen af luksus og fart gør Hindenburgs første transatlantiske rejser – først til Brasilien, siden til USA – banebrydende. En stribe kendte entertainere, politikere, erhvervsledere og andre berømtheder tager turen, fx bokseren Max Schmeling, der i 1936 flyver hjem til en tysk heltemodtagelse efter at have knockoutet amerikaneren Joe Louis i en kamp i New York 19. juni.

Allerede på den første rejse ses tegn på, at noget kan gå galt. Da Hindenburg letter 31. marts 1936, har luftskibet reelt kun fløjet siden starten af måneden – og en del af turene er gået med propagandaflyvninger. På vej hjem fra Rio opstår alvorlige motorproblemer, og det er med besvær, at Hindenburg når tilbage. Eckener er rasende. Han bebrejder Goebbels, at propagandaturen efter ­besættelsen af Rhinlandet umuliggjorde nødvendig vedligeholdelse af motorerne før den første tur til Rio. Offentligheden hører dog aldrig om problemerne med nazisternes prestigeprojekt. Efter at have udbedret fejlene begynder en serie af vellykkede transatlantiske flyvninger i 1936 og 37. Hindenburg er en succes.

Amerikanere parkeres på sidespor

Luftschiffbau Zeppelin har arbejdet sammen med det amerikanske firma Good-year. Men den amerikanske ingeniør Harold Dick, der som udsendt for Good­year arbejder for zeppelinerselskabet i Friedrichshafen, overraskes af et mærkbart skift i stemningen, da han vender tilbage til Tyskland i oktober 1936. Medarbejderne virker arrogante efter de succesfulde flyvninger over Atlanten, og tyskerne er efterhånden så sikre på Hindenburg, at de planlægger at bygge to nye luftskibe, der skal være klar året ­efter, bare endnu større.

Vidensudveksling mellem amerikanere og tyskere har været normen undervejs i udviklingen af luftskibene, men nu er tyskerne mere lukkede; de føler, at de fører i det teknologiske kapløb. Luftfartsministeriet udvider kontrollen med Luftschiffbau Zeppelin. Restriktioner lægges på udefrakommende, bl.a. Harold Dick, der efterhånden ikke kan gå frit rundt på fabrikken.

Hindenburgs rejser til USA i 1936 er en vigtig del af zeppelinerens succes. I 1937 ser alt ud til, at fremgangen fortsætter. Indtil 6. maj kl. 19.25, da luftskibet hænger over Lakehurst klar til landing, og alt eksploderer i et flammehav.

Zeppelinere må vige for bombefly

Hindenburg-katastrofen ryster tilliden til luftskibe, og den massive pressedækning gør ende på de store luftskibes æra. I alt omkommer 35 af 97 mennesker om bord samt én person på landjorden.
Efter ulykken konkluderer Eckener – og mange andre – at ingen passagerer vil flyve i et brintbåret luftskib mere. USA’s præsident Roosevelt siger kort efter, at ulykken er en forfærdelig katastrofe, og han personligt vil sørge for, at tyskerne kan erstatte brint med helium.

Da Hitlers aggressive fremfærd året efter bliver tydelig for USA, stopper al snak om at frigive helium. Zeppelinerne forsvinder gradvist, samtidig med udviklingen af den internationale flytrafik, der bl.a. er ført an af Pan American Airlines. Efterhånden kan metalflyene bevæge sig langt hurtigere end Hindenburgs 135 km/t., og passagererne slipper for faren ved letantændelig brint.

Nazisterne fortsætter dog med luftskibe indenrigs og militært nogle år endnu, bl.a. flyver de over England i august 1939 for at kortlægge den kommende modstanders radarudstyr. Den sidste spionflyvning sker 20. august 1939, kun to uger før angrebet på Polen. Herefter kasseres luftskibene, fordi metallet fra skrogene skal bruges i flyproduktionen.

I Friedrichshafen satser fabrikkerne på våbenproduktion, og på treårsdagen for Lakehurstulykken sprænges luftskibshangarerne med dynamit. Der skal, som Luftwaffechef Hermann Göring
siger, være plads til bombeflyene.