Hindenburgs sidste rejse
I kapløbet om at beherske luftrummet ligner luftskibet Hindenburg længe en vinder.Zeppelineren fører an med luksuriøse rejser over Atlanten, og luftskibet bliver set som et symbol på fremskridtet og menneskets tekniske kunnen. Lige indtil en skæbnesvanger maj-aften i New Jersey, USA, hvor en gnist forandrer alt.

Den 6. maj 1937 kl. 19.25 antændtes brinten i Hindenburg, og på bare 37 sekunder var luftskibet totalt ødelagt.
Luftskibet lægger an til landing. Som en gigantisk, sølvgrå hval svæver LZ129 Hindenburg ind over landingsbanen i Lakehurst, New Jersey, USA. En stor menneskemængde er stimlet sammen for at se sæsonens første transatlantiske flyvning i den myteomspændte zeppeliner. Nu hænger den helt stille i luften. Det er 6. maj 1937.
Indtil nu er turen forløbet fint. Kaptajn Max Pruss lettede med det 245 m lange og 200.000 kubikmeter store luftskib 3. maj om aftenen fra den nye hangar i Frankfurt. Over Atlanterhavet mødte det brintbårne fartøj stærk modvind. Men inde i kabinerne var de 36 passagerer afskærmet i luksuriøse omgivelser i tyskernes flyvende hotel.
Da luftskibet når USA tre dage efter take-off, buldrer en storm over lufthavnen. Skibet er forsinket, men kaptajn Pruss vælger alligevel at flyve ind over New York. Luftskibet glider over Manhattan, og passagererne kan se folk løbe ud på gaden for kigge på. De kan høre biler dytte, og rundt om vipper forbipasserende fly med vingerne som hilsen.
Opklaringen lader vente på sig, og Hindenburg cirkler rundt endnu en gang. Det er svært at lande i dårligt vejr, selvom producenten, Luftschiffbau Zeppelin, reklamerer med, at hverken Hindenburg eller Graf Zeppelin har haft ulykker trods den brandfarlige bæregas.
Kl. 18.12 får Hindenburg besked om, at alt er klar til landing. Kaptajn Pruss begynder nedstigningen mod fortøjningsmasten gennem støvregnen kl. 19. Over 200 personer står klar på jorden for at hjælpe med landingen og tage imod rebene, der skal tøjre luftskibet. Skibet svæver nu 90 m over jorden. Nogle tilskuere mener at se gnister fra statisk elektricitet, andre ser en flap af beklædnings-stoffet blafre ved den øvre finne, som om gassen lækker.
Klokken er 19.25, og pludselig flænser en enorm flamme luftskibets agterstævn. Ilden æder sig hurtigt gennem det store luftskib. Den letantændelige brint får flammerne til at vælde op. Folk styrter skrigende væk fra den faldende kolos, der er forvandlet til en gigantisk ildkugle. Røgen buldrer mod himlen.
Et symbol på den moderne tid
Hindenburgs styrt er 1930'ernes udgave af myten om Ikaros, der fløj for tæt på solen, så hans vinger brændte. Før ulykken har aviserne skrevet, hvordan mennesket med luftskibene betvinger himmelrummet. Hvordan videnskaben og industrien har udviklet de gigantiske, højteknologiske luksustransportmidler til at fragte passagerer og post over hidtil usete afstande. Med ét er det slut.
Indtil katastrofen i Lakehurst er luftskibene et symbol på fremskridtet, men de mest opsigtvækkende – Hindenburg og Graf Zeppelin – markerer også Tysklands voksende ambitioner. Tyskerne er vilde med luftskibene, modsat de mere skeptiske briter og amerikanere. Det skyldes, at luftskibenes æra falder sammen med Tysklands industrielle og teknologiske fremdrift. Det tyske styre ser derfor luftskibene som et symbol på den stolte tyske kultur og ånd.
Fra 1910 til 1. verdenskrigs start i 1914 er over 1500 flyvninger gennemført uden alvorlige ulykker. Da 1. verdenskrig bryder ud, frygter englænderne et tysk luftskibsbombardement, og befolkningen observerer luftskibe, der viser sig at være indbildning – datidens ufoer. Da de endelig benyttes i slutningen af krigen, bliver luftskibene dog en militær fiasko. Dårlige manøvreevner og særligt deres størrelse gør, at mange zeppelinere bliver skudt ned. Men det manglende krigspotentiale stopper ikke luftskibenes fremfærd.
Særligt én mand driver udviklingen frem i Tyskland. Hugo Eckener er blevet leder af firmaet Luftschiffbau Zeppelin, og han begynder systematisk at forbedre teknologien og professionalisere ingeniører og meteorologer. Efter krigen slutter i 1918, trues det tyske firma af Versailles-traktaten, der forbyder luftskibskonstruktion i landet. Men Eckener redder produktionen ved at sikre en ordre på et luftskib til den amerikanske flåde.
Luftskibene bliver stadig større og dyrere. Derfor planlægger Eckener, hvordan han kan få tyske og amerikanske investorer til at bakke op: Tyskerne skal bygge verdens største skib, Graf Zeppelin, opkaldt efter opfinderen. Da luftskibet, der kan rumme tyve passagerer, står klar i 1928, spreder entusiasmen sig fra Tyskland til resten af verden.