Romeren Plinius den Ældre beskrev i år 74, hvordan gallerne i nutidens Belgien som de første brugte en såkaldt vallus til at høste med:
“En stor ramme med tænder langs den forreste kant køres på to hjul. Et æsel skubber den frem gennem kornet. Aksene rives af og falder ned i rammen”.
Romerne brugte slaver til at høste og tog ikke gallernes opfindelse til sig.
Det gjorde briten John Ridley derimod, da han over 1.700 år senere så en skitse af den galliske vallus i en encyklopædi.
Med en vallus som inspiration udviklede han i 1843 den hestetrukne mejetærsker: Ridley's stripper.