Flammekasteren var et af de våben, som den tyske hær indsatte under 1. verdenskrig for at bryde død-vandet på Vestfronten.
Opfinderen Richard Fiedler fra Berlin fik allerede i 1901 idéen til et apparat, som kunne sprøjte med flammende væske.
Han fik penge af den tyske hærledelse, og i 1905 begyndte de praktiske eksperimenter.
Ved krigens udbrud i 1914 rådede tyske pionerenheder over et lille antal flammekastere, men først 28. februar 1915 blev de brugt med et imponerede resultat.
Her gik den første specialiserede flammekaster-enhed til angreb på franske skyttegrave.
Tyske soldater brugte flammekastere i hold af to. De angreb fra de forreste skyttegrave, så de levede livet farligt.
Det er en myte, at flammekasteren havde stor risiko for at gå op i flammer, hvis den blev ramt af skud.
En normal kugle, der gennemborer tanken med brændstof, vil nemlig ikke være varm nok til at antænde olien.
Soldater med flammekastere var dog udsat for stor fare, for de skulle meget tæt på fjenden.
Forbud mod flammekastere blev ignoreret
Tropperne brugte 12 små flammekastere med håndpumpe og to store, stationære modeller.
Våbnene viste sig effektive mod befæstede stillinger. Flammerne i sig selv dræbte sjældent fjenden, men de skabte så megen panik, at tropperne løb ud på den åbne mark, hvor de blev mejet ned.
Tyskerne udviklede forbedrede udgaver helt frem til 1918, bl.a. Wechselapparat fra 1916, der med sin runde form var meget lettere at bære end tidligere modeller.
Versaillestraktaten efter 1. verdenskrigs afslutning forbød brugen af flammekastere som våben, men også under 2. verdenskrig blev de flittigt brugt af både tyskerne og de allierede.
