I 1902 lancerede den amerikanske opfinder Hiram Maxim den første masseproducerede lyddæmper. Syv år senere fik han patent på sin idé.
Hiram Maxims anordning dæmper den smældende lyd, der opstår, når en eksploderende krudtladning danner gasser, der udvider sig lynhurtigt. Maxim inddelte en dåselignende cylinder i små kamre og skruede den fast på våbnets munding.
Når våbnet blev affyret, fangede kamrene i et kort øjeblik gasserne fra krudtet, som så blev afkølet inde i cylinderen. Når de forlod lyddæmperens munding, larmede de derfor væsentlig mindre.
Maxims opfindelse blev hurtigt meget populær og blev især markedsført til jægere, som med lyddæmperen ikke skræmte dyrene væk efter et enkelt skud.
Og det var langtfra den eneste fordel. Én reklame understregede fx, hvordan det nu var muligt at have skydekonkurrencer indendørs, imens børnene sov.
Under 2. verdenskrig begyndte lyddæmpere at blive populære blandt diverse efterretningstjenester.
De blev bl.a. benyttet af det amerikanske “Office of Strategic Services”, forløberen for CIA, samt den britiske specialenhed SOE.
Gasserne fra krudtet blev nedkølet og bremset i lyddæmperens kamre.