Det første patent for en “uendelig kædesav” blev givet i januar 1905. Ifølge patentansøgningen var formålet med opfindelsen at fremstille et instrument til at fælde store træer med.
Tanken om en hurtig sav med kædedrevne tænder var dog langtfra ny, omend formålet var markant anderledes, da de skotske læger John Aitken og James Jeffray skabte en kædesav sidst i 1700-tallet.
Datidens kirurgiske indgreb skulle foregå i en fart, hvis ikke den ubedøvede patient skulle forbløde, og derfor havde lægerne brug for et redskab til hurtigt at skære igennem kød og knogler med.
Ifølge lægerne efterlod deres hånddrevne kædesav et mindre sår og beskyttede nerverne bedre end en traditionel knoglesav.
Kædesaven hjalp babyer til verden
Kædesaven kom dog først rigtigt til sin ret under fødsler. I en tid, hvor kejsersnit endnu ikke var almindeligt, kunne en besværlig fødsel forvandle sig til en tragedie, hvis barnet vendte forkert eller sad fast.
Løsningen var en symfyseotomi, hvor lægen skar igennem den brusk, der samler skambenet, for at udvide kvindens bækken. En kniv var ikke effektiv nok, mente lægerne, der tyede til kædesaven, som de anså for at være et mere effektivt og humant redskab.
Den kirurgiske kædesav gik ud af brug sidst i 1800-tallet, hvor nye medicinske fremskridt øgede kvindernes mulighed for at overleve kejsersnit.
I stedet blev idéen om en stærk kædesav samlet op af driftige skovhuggere, som forsynede saven med en kraftig motor, så saven nu kunne fræse sig gennem tykke træstammer i stedet for det kvindelige underliv.