Historiens første neonrør kunne ses på verdensudstillingen i Chicago, USA, i 1893. Her udstillede den serbiske opfinder Nikola Tesla sin nye lyskilde med neongas oplyst af strøm.
Teslas rør slog ikke umiddelbart igennem, men i 1912 fandt franskmanden Georges Claude på at sælge et reklameneonskilt til en barber i Paris.
Publikum var vilde med de lysende rør, der i folkemunde blev døbt “flydende ild”, og inden længe eksploderede salget af neonrør i Europa.
I 1923 blev de første neonreklamer sat op i USA, da en Packard-automobilforhandler i Los Angeles købte to skilte af Claude.
Byen blev hurtigt kendt som verdens “neon-hovedstad”, hvor især Hollywood var et enormt virvar af farverige skilte.
Teslas neonrør er en videreudvikling af de geisslerrør, som i 1857 blev opfundet af den tyske fysiker og glaspuster Heinrich Geissler. Han fik – som Tesla – ædelgasser i glasrør til at lyse ved at sætte strøm til dem.
Neonrør laves i dag i en række farver, da ædelgasser lyser i forskellige bølgelængder. Der er altså ikke nødvendigvis neon i rørene, men også fx helium eller xenon.