Kvindernes blodrøde læber trækker spor op til 5.000 år tilbage i historien.
I oldtidens Sumer – et område i nutidens Irak – knuste indbyggerne rødlige ædelsten og dekorerede deres ansigter og læber med det fine støv.
Mere sparsommelige sumerer brugte bl.a. rødt ler og saften fra frugt og grøntsager til at give deres læber mere glød.
Også egypterne betragtede farvede læber som attråværdige og eksperimenterede med et væld af stoffer for at frembringe røde, lilla og sorte læbestifter.
Nogle af stofferne – fx brom – var særdeles farlige og forgiftede langsomt brugerne.
Hos egypterne brugte både mænd og kvinder læbefarve, og kulørte læber var et tegn på høj social status.
Andre civilisationer betragtede dog læbestift med mistro og misbilligelse – fx var farvede læber forbeholdt prostituerede og andre marginaliserede grupper i bl.a. oldtidens Grækenland, dele af middelalderens Europa og victoriatidens England.
Den moderne læbestift kom på markedet i 1880’erne, hvor franske parfumerier begyndte at sælge læbekulør som hårde stifter pakket ind i silkepapir.
Stifterne var lavet af bl.a. talg, amerikansk olie og bivoks og var så lette at påføre, at læbestiften i 1900-tallets første årtier begyndte at få en fast plads foran spejlet hos mange kvinder – godt hjulpet på vej af tidens modeikoner: Stumfilmstjernerne, som brugte læbestift til at understrege deres mimik på lærredet.