Indtil opfindelsen af elektrisk lys i 1800-tallet gik de fleste i seng efter mørkets frembrud og stod op sammen med Solen.
De første forsøg på at vågne uden naturens hjælp blev gjort i oldtiden ved hjælp af vandure.
Disse ure mindede om timeglas og bestod af vandbeholdere, hvorfra vandet løb ud via et lille hul.
I vandet lå der fx små kugler, som rullede ud og ramte en metalplade, når alt vandet var væk.
Efter sigende skulle den græske filosof Platon (427-347 f.Kr.) have haft et vandur, så han kunne komme op til sin morgenundervisning.
På den anden side af verden brugte kineserne lysure til at vågne. De bestod af et vokslys, som fik indsat søm.
Når lyset brændte ned, blev de tunge søm løsnet og faldt ned på en metalbakke, hvorefter støjen vækkede den sovende.
Nogle knocker-uppers vækkede kunderne med pusterør.
De mekaniske ure dukkede op i Europa i 1300-tallet.
Selvom nogle af dem kunne indstilles til at støje på bestemte tidspunkter, var urene dyre og upålidelige.
Mange brugte derfor alternative opvækningsmetoder; fx hyrede briterne knocker-uppers – personer, som holdt sig vågne om natten for at vække deres kunder.
Opvækningen skete ved at banke på kundens vindue med en kæp eller sende småsten mod vinduet med et pusterør.
Vækkeure blev først hvermandseje i 1870’erne, hvor den amerikanske virksomhed Seth Thomas Clock Company tog patent på et lille, praktisk ur.