Den første dokumenterede brug af gummiballoner skete i 1824 i laboratoriet hos den britiske fysiker og kemiker Michael Faraday.
Han lagde to tynde lag gummi sammen og strøede mel imellem for at forhindre gummiet i at klistre sammen. Dernæst forseglede han kanterne og fyldte ballonen med hydrogen for at bruge den i sine eksperimenter.
Allerede året efter gjorde den driftige engelske gummihandler Thomas Hancock balloner af blødt gummi til hvermandseje.
Hancock, der blev kendt som grundlæggeren af den britiske gummiindustri, solgte pakker, der indeholdt en flaske flydende gummi og en sprøjte, som køberne kunne bruge til at støbe to halvkugler af gummi.
Før ballonen kunne pustes op, skulle de to dele lægges i forlængelse af hinanden, hvorefter samlingen skulle gnides ihærdigt, indtil gummiet blev blødt og klistrede lufttæt sammen.
Den moderne, tynde ballon blev første gang pustet op i 1847, men blev først en kommerciel succes i 1930’erne.