Under 2. verdenskrig eksperimenterede både USA og Storbritannien med apparater, der kunne optage flydata og piloternes samtaler.
Den egentlige sorte boks krediteres dog til kemikeren David Warren, der arbejdede for det australske luftvåbens forskningscenter.
Han havde lagt mærke til, hvordan jetdrevne passagerfly nu fløj både så højt og hurtigt, at de til tider forsvandt brat fra radarskærmene.
Herefter kunne efterforskerne kun gisne om, hvad der var gået galt.
Fagforening frygtede flyspionage
Han foreslog en kompakt og solid båndoptager, der kunne overleve et flystyrt.
Den skulle ikke alene registrere piloternes samtale – og dermed deres viden om, hvad der var gået galt – men også aflæse flyets instrumenter.
Warren arbejdede dog med brændstof og ikke elektronik, og ingen tog hans idé seriøst.
Til sidst indgik han i 1958 et samarbejde med en instrumentmager om at virkeliggøre sit apparat, men endnu ville ingen “have en spion ombord”, som piloternes fagforening udtrykte det.
Først i 1968 blev det obligatorisk for flyselskaber at montere den sorte boks i deres maskiner.