Allerede omkring 1770 blev flintelås-pistoler konverteret til de simple lightere.
De virkede stort set som en mekaniseret udgave af et fyrtøj, hvor flintesten blev slået mod hinanden for at få en gnist til at antænde et stykke brændbart klæde.
Først i 1823 opfandt Johann Döbereiner den første praktisk anvendelige lighter, der virkede via en kemisk proces – den såkaldte Döbereinersches Feuerzeug.
Her udnyttede den tyske kemiker, at brint bryder i brand, hvis den kommer i forbindelse med platin. På denne måde var det muligt at skabe en egentlig flamme og ikke kun en gnist.
Derfor var den nye opfindelse en klar forbedring i forhold til fx fyrtøj, og i løbet af få år var omkring 20.000 eksemplarer solgt i Tyskland og England.
Döbereiner tog aldrig patent på smarte sin opfindelse, men den tyske forretningsmand Heinrich Gottfried Piegler så en fantastisk forretning i produktet.
Han satte sine fabrikker til at masseproducere lighterne og solgte efter sigende omkring én million i 1820’erne alene.
Lightere, der byggede på Döbereiners design, blev produceret indtil 1880’erne, hvor mindre og smartere modeller kom på markedet.
På dette tidspunkt havde lighteren dog mistet meget markedsandel til sikkerhedstændstikkerne, der blev utrolig populære fra 1850’erne.
Sådan virkede Döbereiners lighter
- Den yderste beholder indeholder svovlsyre.
- Svovlsyren reagerer med zink-stykket i den inderste bundløse beholder og skaber dermed brint.
- Den bundløse beholder opsamler brinten, der presses mod ventilen.
- Når ventilen åbnes, strømmer brinten hen over platinet. De to stoffer reagerer med hinanden, og brinten brænder.