Hvornår fik vi den første regnemaskine?

Hvornår blev den første regnemaskine opfundet?

Tyske Wilhelm Schickard gik i 1624 i gang med at bygge et mekanisk “beregningsur”, der kunne lægge til og trække fra. En brand tilintetgjorde dog apparatet, inden det var færdigt, og Schickard lavede aldrig et nyt.

Opfinderen af den første funktionelle regnemaskine blev derfor den blot 22-årige franske videnskabsmand Blaise Pascal i 1645.

Hans far var skatteopkræver, og “pascalinen” skulle hjælpe ham og andre embedsmænd med deres udregninger.

Armen, kaldet “sautoir”, forplanter bevægelser fra ét tandhjul til det næste. Foto: Conservatoire National des Arts et Métiers

Regnemaskine mødt med begejstring

Regnemaskinen blev mødt med begejstring i Europas videnskabelige kredse. Den fandtes i flere versioner, som kunne lægge sammen i enten decimaltal eller tidens uregelmæssige franske enheder for mål og valuta.

Trods den store interesse for pascalinen var efterspørgslen beskeden.

Hvert eksemplar måtte fremstilles i hånden, og det gav en høj stykpris. Samtidig var den praktiske værdi begrænset, fordi regnemaskinen hverken kunne gange eller dividere, og det krævede mellemregning i hovedet at trække fra.

Pascalinen forblev derfor et stykke avanceret legetøj for rige folk, og produktionen stoppede efter 50 eksemplarer.

Regnemaskiner slog først igennem sidst i 1800-tallet, hvor det blev muligt at massseproducere deres komponenter.