Ifølge en engelsk myte blev øl på flaske opfundet ved et tilfælde af præsten Alexander Nowell.
I midten af 1500-tallet skulle han have hældt noget øl på en flaske inden en fisketur, men glemte flasken i græsset og fandt den først flere dage senere.
Ifølge den engelske historiker Thomas Fuller, var “det, han fandt, ikke en flaske, men et gevær, så høj var lyden, da han åbnede den!”.
Øllet havde undergået en ekstra gæringsproces, hvor CO2 var blevet opbygget i flasken.
Fuller skrev dog først sin historie i 1662, 100 år efter at Nowell levede, og i dag anses den for at være en skrøne.