Den første praktisk anvendelige dåseåbner blev patenteret i England i 1855 – næsten 50 år efter opfindelsen af selve dåsemad.
Historiske kilder fortæller ganske vist, at hollandske sømænd allerede i 1700-tallet puttede fisk på dåse, men konservering af mad på dåse blev først patenteret i 1810.
Disse dåser var robuste og tunge metalbeholdere, som ofte krævede både opfindsomhed og råstyrke at åbne. Den gængse fremgangsmåde var at bruge mejsel og hammer til forsigtigt at slå hul på dåsen nær toppen.
Løsningen på dette besvær kom i 1855, hvor engelske Robert Yeates skabte den første universelle dåseåbner.
Han producerede bestik og brugte sin erhvervserfaring til at udvikle et redskab en metalklo, der kunne slå hul på dåser.
Madselskere fik endnu lettere adgang til dåsemad i 1920, hvor en dåseåbner med et roterende håndtag blev opfundet.
Nu skulle forbrugerne blot klemme dåseåbneren om dåsens kant og dreje på håndtaget for at skære toppen af. Principperne bag dette design bliver stadig brugt i nutidens dåseåbnere.