Når kineserne i 200-tallet e.Kr. ville bygge et hus, tilkaldte de ikke en arkitekt, men en magiker.
Med et stykke magnetiseret jern kunne magikeren finde nord, da magnetisk metal orienterer sig mod Jordens poler. Når nord var udpeget, kunne huset opføres med hoveddøren vendt stik syd – en placering, der ifølge kineserne sikrede en god energi i det kommende hjem.
Kinesiske magikere i Han-dynastiet (202 f.Kr.-220 e.Kr.) brugte et kompas – der minder om en ske – til at udpege verdenshjørnerne.
I 600-tallets Tang-dynasti blev jernstykket videreudviklet til et primitivt kompas i form af en lille, transportabel jernnål. Ved at nålen blev fæstnet til et strå, og nål og strå blev placeret i en skål vand, kunne magneten frit rotere og pege mod nord.
Da kompasset i slutningen af 1100-tallet nåede Europa, var den katolske kirke skeptisk. Instrumentet benyttede sig jo af usynlige og dermed formodentlig djævelske kræfter.
I begyndelsen så den katolske kirke kompasset som en djævelsk opfindelse – men de gejstlige ledere ændrede siden holdning.
Jesus hjalp kompasset på vej
Efter alt at dømme lærte europæerne om kompasset fra handlende, der bragte den nye opfindelse med via Silkevejen. Den første skrevne omtale af kompasset i Europa findes i den engelske abbed Alexander Neckams værk, “De naturis rerum” (Om tings natur), fra 1190.
Neckam fortæller, hvordan strygninger med en “ladesten” gør en jernnål bevægelig, “så sejlere finder retningen”.
Begrebet ladesten var middelalderens navn for mineralet magnetit, altså en naturmagnet. Som nævnt så kirken i begyndelsen magnetismen som et djævelsk fænomen, men det ændrede sig hurtigt.
I løbet af 1300-tallet indså kirkens ledere, at kompasset gjorde det nemmere at anlægge nye kirker med koret mod øst. Menighederne skulle nemlig helst have blikket vendt i den retning, da Jesus ved dommedag – ifølge Biblen – vil komme til Jerusalem østfra.