Linser gjorde verden skarpere

Giordano da Rivalto forkyndte, at “der er ikke engang gået 20 år, siden kunsten at fremstille briller blev opdaget, en af de vigtigste færdigheder verden kender”.

Da Rivalto sagde også: “Jeg har mødt den mand, der først opdagede denne kunst, og som skabte den, og jeg har talt med ham”.

Desværre nævnte da Rivalto ikke navnet på denne første brillemager.

Nogle år senere, i 1313, døde en munk ved navn Alessandro della Spina i Pisa. I et mindeord stod der, at denne munk var så dygtig en håndværker, at han med egne hænder kunne genskabe en hvilken som helst genstand, når blot han havde set den én gang.

“Og”, står der videre, “eftersom det var en anden, der først opfandt brillerne og ikke ville dele sin opfindelse med andre, var det ham, der på egen hånd lærte at fremstille dem, og som godhjertet delte ud af dem”.

Anvendelsen bredte sig

Heller ikke her nævnes navnet på den oprindelige opfinder. Men takket være della Spinas indsats blev det snart mere almindeligt for de privilegerede i Firenze at bære briller. Snart dukkede briller også op i kunstens verden som et symbol på visdom og forfinelse.

De første briller var konvekse linser – dvs. tykkest på midten – fremstillet af et gennemsigtigt mineral som kvarts eller beryl, der blev slebet til en passende brydning. Disse briller rådede bod på to af de mest almindelige synsproblemer – langsynethed og gammelmandssyn. Linserne blev sat fast i buer af ben, metal eller endog læder.

Brugen af briller bredte sig siden hen langsomt fra Italien til Nederlandene, Tyskland, Spanien og Frankrig. I England grundlagde man i 1629 et “Spectacle Makers Company”. Foretagendet havde et logo, som forestillede tre par briller og et motto: “A Blessing to the Aged” – en velsignelse for de ældre.

På det tidspunkt var brillerne allerede etableret i Vesteuropa, selvom de var meget kostbare og kun tilgængelige for et fåtal.

Læsesten i 800-tallet

At brillerne skulle have været en helt igennem europæisk opfindelse, er dog ikke helt rigtigt. De såkaldte læsesten, en form for forstørrelsesglas, som blev lagt direkte på teksten, blev allerede i 800-tallet skabt af Abbas Ibn Firnas i Córdoba i Spanien og derefter brugt i den arabiske verden.

Matematikeren og videnskabsmanden Alhazen i Cairo blev også en af optikkens pionerer. I en skelsættende bog fra 1021 beskrev han, hvordan en konveks linse skaber et forstørret billede.

Senere bragte arabiske handelsmænd denne viden med sig østpå, til Asien. I slutningen af 1200-tallet fortæller Marco Polo i sine rejsebeskrivelser fra Kina, at ældre personer ved kejserens hof bar buer med forstørrelsesglas på næsen, når de læste.

Hvis brugen allerede dengang var etableret, er det sandsynligt, at selve opfindelsen blev gjort langt tidligere. Det er dog usikkert, om disse sten virkelig blev slebet for at korrigere synfejl, og i hvilken udstrækning disse briller blev brugt.

Men uanset hvem der kom først med den praktiske anvendelse, var brillerne en stor hjælp for mange mennesker i deres daglige liv. Kunsten at slibe glas lå desuden til grund for to andre opfindelser, som fik afgørende betydning for den videnskabelige revolution: Mikroskopet og teleskopet.

Takket være disse nye instrumenter, som blev udviklet i 1500- og 1600-tallet, blev det muligt for mennesker at udforske kroppens allermindste bestanddele og universets allerstørste hemmeligheder.