I dagene mellem jul og nytår 1895 vrimlede Paris’ boulevarder med mennesker. Mange holdt fri i juledagene, og på byens hovedstrøg mødtes familier og gamle venner for at udvekslede julehilsner og gode ønsker for det kommende år.
Men hurtigt måtte hyggesnak vige, for alle ville høre mere om det rygte, der løb i Paris – på Grand Café i Boulevard des Capucines nr. 14 foregik noget mystisk.
De ganske få, som havde besøgt cafeen, kunne berette, at man i cafeens baglokale kunne se levende billeder! Den røverhistorie troede de færreste på, men rygtet talte sandt. 28. december 1895 havde cafeen slået dørene op for verdens første offentlige filmforevisning. Mod en entré på én franc kunne de besøgende se 10 korte film med mennesker, som bevægede sig.
VIDEO – Se Lumières "Gartneren" fra 1895 (farvelagt):
En af filmene handlede om en gartner, der skulle vande sin have, men en fræk knægt stillede sig oven på slangen, så vandet stoppede.
Da gartneren undersøgte slangens munding for at finde problemet, trådte drengen til side, og gartneren fik vandstrålen lige i ansigtet. Det var historiens første filmfarce, og publikum skreg af grin. Mange parisere troede ikke et ord af de begejstrede referater, alligevel kunne de ikke dy sig for at gå ind i Grand Café.
“Forbipasserende stak hovedet ind for at spørge, hvad i alverden Cinématographe Lumière betød. De nysgerrige, der tog springet og trådte indenfor, kom snart ud igen med et forbløffet ansigtsudtryk”, skrev den anerkendte parisiske portrætfotograf Clément Maurice i et brev til en af sine venner. Og snart trængtes hele Paris foran biografen, kunne Clément Maurice berette:
“Flere kom tilbage med nogle venner, det var lykkedes dem at finde på boulevarden. Ved aftenstid stod folk i kø hele vejen fra Rue Caumartin, over en kvart mil væk (ca. 400 meter, red.)”.
Lumière-brødrenes farce om en gartner, der bliver ramt af sin egen vandstråle, blev en stor succes.
To ildsjæle tager fat
Bag navnet Cinématographe Lumière stod brødrene Auguste og Louis Lumière, der i årevis havde arbejdet på at konstruere et filmkamera og en fremviser. Stædighed og et fanatisk øje for detaljen karakteriserede brødrene hele livet.
Når de først havde kastet deres opmærksomhed på et problem, kunne intet afholde dem fra at undersøge det helt til bunds. Allerede som børn var de to optaget af at gøre opfindelser eller forbedre andres. “En dag uden at have lært noget nyt er en dag spildt”, som Auguste Lumière sagde.
Familien Lumière stammede fra Besançon i det østlige Frankrig nær grænsen til Schweiz, hvor Auguste blev født i 1862 og lillebror Louis to år senere.
Da Tyskland angreb Frankrig i 1870, flyttede familien til det mere sikre Lyon. Her blev brødrenes far, Antoine Lumière, hurtig kendt som en fremragende fotograf, der lavede flotte, farvelagte portrætter.
Lumière-brødrenes far, Antoine, var selv en anerkendt og dygtig fotograf, der specialiserede sig i farvelagte portrætter.
Drengenes opfindertrang kunne få frit løb i faderens atelier. Mens Antoine var optaget af at fotografere, var hans to sønner opslugt af at forbedre teknikken bag.
Samtidig med deres studier i kemi, fysik og teknologi gik Auguste og Louis til hånde i mørkekammeret, og i deres fritid eksperimenterede drengene ivrigt med at forbedre de lysfølsomme glasplader, som datidens fotografier blev optaget på.
Drengene svor højtideligt på, at hvis deres opfindelser skulle blive en succes, ville de dele alle indtægterne mellem sig og lade patenter stå i begges navn. Et løfte, brødrene holdt til deres død.
Og mens storebror Auguste var indkaldt til hæren, fortsatte 17-årige Louis eksperimenterne. Det var småt med pengene i familien, så den 11-årige lillesøster Juliette måtte gøre det ud for en ulønnet laboratorieassistent.
Arbejdet resulterede i en meget lysfølsom glasplade kaldet Etiquette Bleue. Med Louis’ ekstra lysfølsomme fotoplade i apparatet kunne en fotograf tage langt skarpere billeder, fordi eksponeringstiden blev væsentlig kortere.
Etiquette Bleue-filmen sikrede brødrene økonomisk og gjorde udviklingen af kinematografen mulig.
Men udviklingen af Etiquette Bleue havde kostet en formue, og familien var fallitten nær, da Auguste vendte hjem fra hæren. Faderen Antoine var indstillet på at give op, men sønnen Auguste nægtede.
Løsningen blev, at Antoine og Auguste drev firmaet, mens Louis fortsatte med at fremstille plader. Snart fik fotografer nys om Lumière-familiens fantastiske fotoplader, og Etiquette Bleue blev solgt til hele verden.
Firmaet havde i slutningen af 1800-tallet 300 ansatte til at producere op mod 15 millioner fotografiske plader årligt. Produktionen gjorde familien hovedrig.
Men selv om Antoine Lumière med ægte kunstnersind arbejdede på at forfine sin teknik med at farvelægge portrætter, var han også klar over, at de gyldne tider for portrætfotografer hurtigt kunne være forbi. Flere og flere købte sig et kamera og tog billeder selv. Fremtiden lå snarere i at videreudvikle kameraet og teknikken bag, og Antoine Lumière havde en idé:
I begyndelsen af 1890’erne viste han sine sønner en strimmel film af det stærke og smidige materiale celluloid. Strimlen, der var udviklet af amerikaneren George Eastman, var meget nemmere at arbejde med end de store og skrøbelige glasplader.
Auguste og Louis blev fyr og flamme og besluttede på stedet at bygge et helt enkelt kamera til Eastmans nye film. Takket være indtægterne fra Etiquette Bleue kunne de koncentrere sig helt om opgaven.
Edison bød på peepshow
Lumière-familiens billedfascination blev delt af millioner af mennesker verden over. Videnskabsfolk, opfindere, fotografer – selv showfolk – var glødende optagede af at tage billeder. Men de levende billeder syntes stadig at være en uopnåelig drøm.
Datidens vildeste fornøjelse bestod i forestillinger, hvor farvelagte lysbilleder blev vist på store lærreder, eller “filmforevisninger” i form af en zoetrope.
Det simple apparat bestod af en cylinder med smalle, lodrette sprækker i. Gennem disse sprækker kunne betragteren se de tegninger, der var anbragt på cylinderens inderside. Når cylinderen roterede, blev tegningerne vakt til live og viste fx en galoperende hest.
Men publikum ville have mere end flimrende tegninger, og deres forventninger til gennembruddet for den rigtige film var ikke urimelige. Opfindermiljøerne i den vestlige verden sydede af aktivitet i disse år.
Med glasplader, lys og spejle fremmanede 1600-tallets showfolk skræmmende billeder for tilskuerne.
FORGÆNGEREN: Lysbilleder skræmte livet af tilskuerne
Blandt de nye diller i 1600-tallets showbiz var de magiske lanterner – datidens svar på en biografforestilling. Ved hjælp af glasplader, lys og et spejl kunne ejeren af showet skræmme livet af sit publikum.
Tricket bestod i at sende lys gennem en glasplade, hvorpå der var malet skræmmende motiver – fx et spøgelse. Ved hjælp af lyset kastede “filmmageren” motivet op på væggen.
Når spøgelset fejede hen over væggene vha. spejlet, så det ud, som om det bevægede sig. For publikum blev det uhyggelige billede vakt til live og svævede rundt over deres hoveder.
Effekten var overvældende. Det blev fortalt, at mange tilskuere flygtede skrigende fra forestillingen, andre gemte sig under bænkene.
De modigste mænd trak deres kårde, mens kvinderne besvimede af frygt. Trods den skræmmende oplevelse blev publikum ved med at komme, indtil filmindustrien slog igennem i begyndelsen af 1900-tallet.
Konstant kunne pressen rapportere om nye, banebrydende opfindelser: motoriserede køretøjer, lys fra elektriske pærer, radiobølger og røntgenstråler, som kunne “se” gennem huden. Når disse vidunderapparater var mulige, kunne opfindelsen af levende billeder kun være et spørgsmål om tid.
En af de første, som fandt en løsning, var den amerikanske opfinder Thomas Edison. Han konstruerede et kinetoskop – en kasse med et kighul, som en enkelt tilskuer kunne benytte. Inden i kinetoskopet var en strimmel med Eastmans film, der blev drevet frem foran en pære, hvilket gav levende billeder.
Disse forevisninger, kaldet peepshow, blev vist kloden rundt for begejstrede tilskuere fra New York til Moskva. Under en forevisning i Paris 1894 fik Auguste Lumière lejlighed til at kigge ind i Edisons filmfremviser – og han var på ingen måde imponeret over teknikken:
“Jeg var da charmeret af de små animerede billeder, som marcherede gennem maskinen”, forklarede han senere. “Men jeg forestillede mig, hvor fantastisk det ville være, hvis vi blev i stand til at projektere disse billeder op på et lærred; vise dem for en hel gruppe mennesker på samme tid”.
Kinetoskopet kom alligevel til at inspirere Auguste, for tanken om selv at skabe en fungerende biograf havde bidt sig fast i den unge opfinder.
16-timers arbejdsdage
Hvis den drøm skulle realiseres, ville det kræve en enorm indsats. Kamera og fremviser måtte konstrueres fra bunden – tanken skræmte ikke Auguste.
“Jeg besluttede at forsøge at løse dette problem med det samme”, lød det målbevidst fra den ældste af de to Lumière-brødre.
Hjemme i Lyon præsenterede han sit “problem”, og faderen og lillebroderen var straks med på ideen. Ikke alene kunne Lumière blive de første, som lavede et brugervenligt filmkamera; apparatet skulle også kunne bruges som fremviser – dvs. vise film for en større forsamling.
Men før Lumières kamera kunne fungere, var der en nærmest uoverskuelig række af problemer, der skulle overkommes. Brødrene måtte bl.a. opfinde en særlig mekanisme, der kunne føre filmen frem inde i kameraet og sørge for, at den blev belyst, billede for billede.
I løbet af vinteren 1894 arbejdede Auguste og Louis i deres laboratorium. Arbejdsdage på 16 timer var ikke usædvanlige.
Brødrene spiste hastigt alle deres måltider sammen, og under aftenmødet udvekslede brødrene deres seneste opdagelser og lagde planer for morgendagens arbejde. Når dagen endelig var forbi, tog de afsked i den lille korridor, der forbandt de to fløje af deres fælles hus i Lyon.
Selve konstruktionen af kameraet foregik i Paris hos ingeniøren Jules Carpentier. Han var ikke tvivl om, at brødrene havde den rigtige idé – ingeniøren havde tilmed opgivet udviklingen af sit eget filmapparat for at arbejde på fuld tid for Lumière.
Men konstant skulle han rette fejl og løse problemer. Fx blev den indbyggede buelampe så varm, at den smeltede den ebonitskive, der fungerede som lukker under filmoptagelsen. Ebonitten måtte erstattes med messing.
Også fremførelsen af filmen gav fortsat bøvl, for tænderne i trækmekanismen passede ikke med de perforerede huller i Eastmans filmstrimel.
Konkurrenten Edison lurer
I månedsvis fløj brevene frem og tilbage mellem brødrene i Lyon og deres konstruktør i Paris. Især Louis Lumière skyndede på Carpentier, men undskyldte for at være “skrækkelig trættekær”.
Alle tre vidste, at tiden var knap. Selv om brødrene med succes havde brugt en prototype af filmkameraet til at optage bl.a. en kort film af arbejdere, som forlod Lumières glaspladefabrik, var konkurrencen med de andre opfindere benhård. Flere var langt fremme med konstruktionen af deres egne kameraer.
Konkurrencen betød, at Eastmans filmfabrik slet ikke kunne følge med efterspørgslen, og til sidst måtte Louis Lumière trygle den franske fabrikant af film, Planchon, om flere ruller råfilm, for “der ikke er et minut at miste!”
Mest belastende var den amerikanske opfinder Thomas Edison, som frygtede, at brødrenes kinematograf ville gøre hans kinetoskop usælgeligt. Edison sendte konstant forespørgsler om at købe brødrenes apparat eller i det mindste få detaljerede oplysninger om det. Hver gang afviste Louis Lumière høfligt
Endelig, den 13. februar 1895, kunne brødrene udtage patent på et filmkamera med fremviser. Efter flere forbedringer og en række private forevisninger af film, som Lumière-brødrene selv havde optaget, var kinematografen parat til sin officielle premiere i Paris.
Filmen går sin sejrsgang
Trods det ydmyge baglokale i Grand Café blev verdens første biograf en kæmpesucces, som alle talte om. Forestillingen varede ca. 20 minutter og bød på 10 korte film med titler som “Arbejderne forlader Lumières fabrik” (46 sekunder), “Havet” (38 sekunder) og farcen “Gartneren” (49 sekunder).
Ikke alene havde brødrene bygget et brugervenligt kamera, der kun vejede fem kg og kunne tages med overalt; kameraet var også konstrueret, så det kunne bruges som fremviser og projicere filmene op på et lærred. Opfindelsen var en teknisk bedrift, og ordrerne strømmede ind fra hele verden.
VIDEO – Se Lumières sneboldkamp fra 1897 (farvelagt):
Succesen løb dog ikke brødrene Lumière over ende. I næsten et halvt år efter den første forestilling sendte Louis Lumière stribevis af afslag til både konger og kejsere. Selv Thomas Edison måtte vente med at købe et apparat, indtil brødrene mente, at deres kamera kunne sættes i masseproduktion.
Men trods den enorme popularitet, deres film og kamera opnåede, troede brødrene ikke på, at deres opfindelse ville få mere end nogle få måneders interesse i offentligheden, og de kastede sig derfor over nye opfindelser.
I stedet greb andre opfindere chancen. De forstod filmmediets muligheder og arbejdede videre med de levende billeder, der med tiden også fik lyd (1928) og kunne vises i farver (1932).