I 1916 fik opfinderen Arthur Gibson patent på en ny type “Selvkørende køretøj” i USA. Gibson kaldte den en Autoped, og som det ses, ligner den til forveksling de selvkørende løbehjul, der i dag – 106 år senere – blæser rundt i alverdens storbyer.
Modsat nutidens elektriske løbehjul kørte Autoped på benzin, men derudover var der ikke den store forskel. Topfarten var angiveligt næsten 50 km/t., men kørte løbehjulet over 30 km/t., blev det temmelig ustabilt.
Det motoriserede løbehjul blev meget populært i USA og nåede også det europæiske marked. Smarte sælgere kaldte det bl.a. et køretøj, der kunne styrke især storbyernes unge kvinder.
Dillen døde dog hurtigt, da løbehjulet viste sig farligt for både føreren og alle andre trafikanter, og i 1921 lukkede Gibson sin fabrik.