Mundaneum – den første søgemaskine var af papir
Med kartotekskort skaber Paul Otlet et arkiv, der bliver en forløber for søgemaskinen. Målet er at samle al viden på ét sted – men snart taber verden interessen for projektet.
Bibliotekarer registrerede alle bøger på kartotekskort og besvarede spørgsmål fra hele verden.
Ingen havde sat sine ben her i årtier. Det rum, som en ung australsk studerende trådte ind i en dag i 1968, var fyldt med papirdynger og spindelvæv.
Han befandt sig i en nedlagt universitetsbygning i Bruxelles, der mest af alt mindede om et mausoleum.
Stedet indeholdt ganske vist ikke de jordiske rester af et menneske, men det rummede til gengæld levnene af en mands storladne vision.
Den studerendes navn var W. Boyd Rayward, og nogle bøger af en vis Paul Otlet havde ledt ham på sporet af det forladte rum.
Den for længst glemte belgiske fredsforkæmper havde en drøm om at samle al verdens viden og gøre den tilgængelig for enhver.
Papirerne i den forladte bygning var kartotekskort fra hans verdensarkiv Mundaneum – en søgemaskine hundrede år før Google.
Låste sig inde i biblioteket som barn
Bortset fra privatlærerne og lillebroren var bøgerne den unge Paul Otlets eneste selskab.
Hans far, en velhavende belgisk forretningsmand, var overbevist om, at almindelig klasseundervisning ødelagde børns naturlige evner, så han lod sønnen starte sin skolegang derhjemme.
Først som 12-årig kom Otlet i en almindelig skole, men i modsætning til sine jævnaldrende var han uinteresseret i sport og drengestreger.
I stedet styrede han direkte mod biblioteket – et sted, der skulle blive hans livslange passion.
“Jeg kunne låse mig inde i biblioteket og granske det litterære kartotek, som for mig er et mirakel”, skrev Paul Otlet senere. Selv efter at han havde uddannet sig til jurist, vendte han tilbage til biblioteket og bøgerne.
Paul Otlet ville dele viden mellem alle mennesker.
Registrerede alle bøger efter emne
Selv om Otlet elskede bøger, indså han imidlertid, at de var en utilstrækkelig måde at opbevare og dele information på. Bøger rummede et tilfældigt udvalg af information, der gjorde det besværligt at finde frem til konkrete fakta.
I 1895 fandt Otlet en ven og åndsfælle i landsmanden Henri La Fontaine, der var professor i international ret. Begge var de optaget af informationsdeling og mellemfolkelig forståelse, og La Fontaine fik senere Nobels fredspris.
De to visionære mænd besluttede sig for at skabe en systematisk oversigt, en bibliografi, over verdens samlede viden. De begyndte derfor at indsamle data om hver eneste bog, der nogensinde var udgivet.
Til at finde rundt i den enorme informationsmængde opfandt Otlet og La Fontaine et emneinddelingssystem, som de kaldte Den Universelle Decimalklassifikation (UDK).
Systemet, der stadig bruges på biblioteker, bestod af ti overordnede emnegrupper, der igen kunne underinddeles efter behov.
En bog blev både klassificeret efter forfatter og emner. Hver klassificering blev noteret på et kartotekskort og anbragt i en skuffe i et enormt arkivsystem.
Men visionen stoppede ikke her.
Otlet hyrede en stab af bibliotekarer til at bemande sin papirbaserede søge-maskine, og mennesker i hele verden kunne nu, mod en mindre betaling, sende spørgsmål pr. brev eller telegraf. Svaret skrev bibliotekaren af i hånden fra det relevante kartotekskort.
Otlet og La Fontaine døbte med et latinsk ord deres arkiv Mundaneum – “verden på ét sted”. Med tiden voksede Mundaneum til 16 millioner kartotekskort, og arkivet fik mere end 1.500 spørgsmål om året fra hele verden.
Arbejdet med at registrere alverdens viden voksede hurtigt de to pionerer over hovedet. De søgte derfor om økonomisk hjælp fra den belgiske regering og fik stillet et par lokaler i Bruxelles til rådighed.
Til gengæld støttede Otlet og La Fontaine regeringens bestræbelser på at få placeret hovedsædet for Folkeforbundet, forløberen for FN, i Belgien.
Nazister trampede på Otlets vision
Paul Otlet var en aktiv forkæmper for verdensfred og menneskerettigheder, og Mundaneum-arkivet var for ham en del af det projekt. Han ville simpelthen skabe en ny verdensorden ved at gøre al information tilgængelig for alle.
Mange i samtiden delte Otlets visioner, men da Belgien blev vraget som værtsland for Folkeforbundet, tabte regeringen interessen for projektet.
I 1934 blev Mundaneum lukket, og da nazisterne invaderede Belgien i 1940, kom lokalerne til at huse en udstilling af Det Tredje Riges kunst.
I den forbindelse blev tusindvis af kartotekskort ødelagt, og da Paul Otlet døde i 1944, var hans vision så godt som glemt.
Et kvart århundrede senere fandt W. Boyd Rayward resterne af Mundaneum i Bruxelles. Rayward skrev flere bøger om Otlet, men først med udbredelsen af internettet i 1990'erne vågnede interessen for hans visioner igen.
I 1998 genåbnede Mundaneum som museum i den belgiske by Mons, og museet har nu indgået et bemærkelsesværdigt samarbejde.
It-giganten Google betragter Paul Otlet som en af internettets fædre og står i dag som sponsor for flere arrangementer på hans museum.