Dating var i 1920’erne præcis lige så svært som i dag. Mange frygtede at mødes ansigt til ansigt med potentielle kærester i nattelivet.
To af Berlins natklubber, Resi og Femina, udviklede derfor en tidlig form for Tinder-app. Resi havde plads til 1.000 gæster ved bordene og på dansegulvet. Hvert bord havde et nummer, en telefon samt et avanceret rørpostsystem.
På afstand udså gæsterne sig en mulig partner og skrev derefter en besked. Den lagde de i en lille cylinder, og vha. vakuum og et sindrigt rørsystem nåede luftposten den udkårne.
For at sikre modtagerne mod alt for frække beskeder skulle rørposten dog først forbi en gruppe kvindelige censorer til godkendelse, før den blev sendt videre.
Via rørposten kunne gæsterne også sende små gaver til hinanden – og gik de indledende manøvrer godt, kunne de vove at tage telefonen og ringe.