Op af mulden på en pløjemark på Long Island begynder i løbet af 1901 at vokse en gigantisk paddehat, som ligner noget fra en anden verden.
Forbløffede betragter de lokale det ejendommelige bygningsværk, der dag for dag skyder i vejret. Ingen er i tvivl om, at noget stort er i gære. Hjernen bag byggeriet er nemlig videnskabsmanden Nikola Tesla – et excentrisk geni, der har en perlerække af revolutionerende opdagelser bag sig.
Nu svirrer rygterne, at den velklædte forsker med de mørke, dybtliggende øjne og den sirlige moustache har planer om endnu en gang at overgå sig selv.
Rygterne taler sandt. I en tid, hvor telefonen er under 25 år gammel, og radioen endnu hører fremtiden til, har den serbisk-amerikanske Nikola Tesla en storslået drøm om at forsyne hele verden med trådløs elektricitet og trådløs kommunikation i form af billeder, musik og tale.
Det, der skal virkeliggøre hans vision, er det paddehattelignende Wardenclyffe-tårn, som skyder i vejret ved landsbyen Shoreham på kysten af Long Island, 100 km nord for New York.
Fra det 57 m høje krafttårn, der er opkaldt efter områdets tidligere ejer, skal elektrisk energi flyde frit gennem atmosfæren og jorden til modtagere i klodens fjerneste afkroge.
Systemet vil ikke alene sikre strøm til alle, men med Nikola Teslas egne ord rykke verden et helt århundrede frem.
I en opsigtsvækkende artikel i New Yorker-bladet Century Magazine har den 43-årige Nikola Tesla i juni 1900 skitseret sit projekt – døbt World Wireless System.
Det vil ifølge Nikola Tesla gøre det muligt “øjeblikkeligt og præcist at overføre enhver form for signaler, beskeder og tegn gennem atmosfæren til alle dele af verden”.
Nikola Tesla eksperimenterede i årevis med en såkaldt teslaspole, som kunne producere store, kunstige lyn. Den blev en central del af hans idé med at overføre strøm trådløst.
Men hvis det visionære projekt skal blive til noget, kræver det en enorm sum, som videnskabsmanden ikke har.
Teslas idé om at overføre strøm trådløst var videnskabsmandens mest visionære.
Projektet tog forskud på trådløse kommunikations-teknologier, som først ville blive til virkelighed årtier efter hans tid.
Men den vildeste del af projektet var idéen om trådløs overførsel af strøm, som potentielt kunne spare samfundet for at investere i tusindvis af kilometer kobberledning og højspændingskabler.
På Teslas tid var elektriciteten stadig i sin barndom, og netop transporten af strøm fra kraftværker til kunder via dyre kabler gav elværkerne store problemer.
Idéen om trådløs overførsel af elektricitet kunne derfor løse en presserende udfordring. Desværre for Nikola Tesla udviklede hans drøm sig til et mareridt.
Nikola Tesla satte strøm til verden
Lige så rig Nikola Tesla var på geniale indfald, lige så kronisk fattig var han på penge, og det på trods af at han i slutningen af 1800-tallet havde gjort de største og mest betydningsfulde opfindelser i elektronikkens historie.
Siden han som treårig strøg sin elskede kat, Macak, over ryggen og bemærkede sitrende gnister af statisk elektricitet, havde han været besat af strøm og utrætteligt kastet sig ud i storstilede eksperimenter med elektriske fænomener og apparater.
Som voksen berigede Nikola Tesla verden med vekselstrømsgeneratoren, der omdannede mekanisk energi til elektrisk energi, og han beviste desuden, at vekselstrøm er ideel til energiforsyning over store afstande.
Bogstaveligt havde han allerede i 1893 kastet lys over verden, da han ved verdensudstillingen i Chicago sensationelt demonstrerede vekselstrømmens fortræffeligheder for et måbende publikum:
Ved åbningen af den prestigefulde udstilling tændte USA’s præsident, Grover Cleveland, med et tryk på en knap for 100.000 glødepærer.
Lamperne lyste udstillingsbygningen op i et prægtigt skue og markerede et gennembrud for brugen af vekselstrøm til belysning.
“Det var som at opleve et pludseligt drømmesyn fra nattehimlen”, kommenterede en tilskuer i en avisreportage.
Journalisterne elskede Teslas næsten magiske eksperimenter.
Nikola Tesla havde pressen i sin hule hånd
Alle dage havde Nikola Tesla et udpræget talent for at sætte sig selv i scene med spektakulære demonstrationer af sine opfindelser, fx ved at få en pære til at lyse ved at sende strøm igennem sin krop.
På et andet berømt billede sidder Nikola Tesla i sit laboratorium og læser uanfægtet i en bog, mens kæmpe lyn zigzagger omkring ham.
Sansen for publicity gjorde Nikola Tesla til pressens kæledægge, og han var personligt venner med flere journalister.
Forskeren var så populær, at grænsen mellem fakta og myter ofte blev blandet sammen i avisartiklerne, så Nikola Tesla endda blev hædret for at have demonstreret opfindelser, han slet ikke havde bygget endnu.
Berømmelsen fik Nikola Tesla til at tro, at selv hans vildeste drømme kunne lade sig gøre.
Herefter gik det slag i slag for den serbiske opfinder, der som 28-årig var udvandret til USA:
Det næste store projekt i udviklingen af vekselstrømsteknologien var et kraftværk, som udnyttede vandkraften fra Niagara-vandfaldene ved den canadiske grænse.
Også her var Nikola Tesla leveringsdygtig i den generator, der var selve nøglen til kraftværkets enorme produktion af strøm.
Nikola Tesla fik pengemand ombord
På trods af disse imponerende bedrifter – plus et hav af patenter, som han i årenes løb havde udtaget – led Nikola Tesla af vedvarende lommesmerter.
Han havde overmåde svært ved at tjene penge på sine mange opfindelser, faktisk forærede han talrige af sine patenter væk, og når han havde tjent én dollar, brugte han mindst to dollars på nye opfindelser.
En afgørende forudsætning for, at han overhovedet kunne realisere sin drøm om Wardenclyffe-krafttårnet på Long Island, var derfor at finde en investor med masser af penge og modet til at satse på et risikabelt projekt.
Sådan én fandt han i den stenrige finansmand J.P. Morgan, der fascineret havde læst om Teslas trådløse energisystem i Century Magazine.
Morgan havde tjent svimlende formuer på at opkøbe og fusionere virksomheder, og han indvilgede i at skyde 150.000 dollars i Teslas projekt – svarende til lidt over 30 mio. nutidskroner.
Morgan krævede, at han selv fik 51 procent af det overskud, Teslas trådløse patenter ville kaste af sig.
“De får kontrollen, De er hovedanpartshaver. Deres betingelser er mine”, skrev Nikola Tesla den 10. december 1900 til Morgan i et brev, der beseglede aftalen.
Nikola Tesla havde håbet på et langt større beløb, helst over 250.000 dollars, som et komplet anlæg ifølge hans beregninger som minimum ville komme til at koste.
Tanken var desuden, at Wardenclyffe-tårnet med tiden skulle have selskab af over 30 lignende tårne rundtom på kloden. Det ville ifølge Nikola Tesla sikre trådløs strøm til alle verdensborgere.
Men foreløbig måtte Nikola Tesla nøjes med et enkelt tårn. Til gengæld kunne han glæde sig over, at en berømt arkitekt, amerikaneren Stanford White, begejstret tilbød at slå stregerne til det himmelstræbende Wardenclyffe-krafttårn og den murstensbygning, der skulle ligge for foden af tårnet og rumme både laboratorium, værksteder og kontorer.
Den teslaspole, som Nikola Tesla opstillede i sit krafttårn, var mange gange større end den her viste.
Spole skabte trådløs strøm
I 1891 havde Nikola Tesla skabt en usædvanlig transformer, som i dag kaldes en teslaspole.
Den virkede efter stort set samme princip som nutidens transformere, der fx nedsætter stikkontaktens spænding på 230 volt til mobiltelefonopladerens kun 5 volt.
Spændingen nedsættes vha. af en primærspole og en sekundærspole med forskelligt antal kobbertrådsvindinger. Hver vinding på begge spoler har samme spænding, så for at nedtransformere spændingen fra 230 volt til 5 skal den sekundære spole altså have 46 gange færre vindinger.
Teslas transformer var bygget lige omvendt: Den optransformerede spændingen – voldsomt.
Hans primærspole havde derfor få, men kraftige vindinger, mens sekundærspolen havde mange tusind, tynde vindinger og altså kunne forøge volt-antallet tusinder af gange.
Transformeren virker ved, at en såkaldt kondensator suger strøm til sig som en tør svamp.
Når kondensatoren når mætningspunktet, afgiver den strømmen til primærspolen, som skaber et kraftigt magnetfelt.
Via magnetfeltet springer strømmen til sekundærspolen og tilbage igen flere hundrede gange pr. sekund, mens sekundærspolens viklinger optransformerer spændingen til mange millioner volt.
Strømmen ender i sekundærspolens topstykke, som tilsidst frigiver strømmen i form af elektriske lyn.
Den frigivne højspænding kan få fx lysstofrør til at lyse flere meter væk – helt uden ledninger.
Nikola Tesla imponerer til opvisning
Allerede i 1890’erne havde Nikola Tesla eksperimenteret med at transmittere radiobølger og elektrisk energi, og i 1896 var han nået så langt, at han kunne vise historiens første fjernstyrede modelbåd frem for offentligheden i et indendørs bassin i Madison Square Garden i New York.
Fartøjet var halvanden meter langt, og foran et tryllebundet publikum formåede Nikola Tesla alene ved hjælp af radiobølger at styre båden i alle retninger, få den til at stoppe og at tænde lys i bådens små signallamper.
Nikola Tesla lod sågar skibet dykke ned under overfladen og op igen i en overlegen demonstration, der blev belønnet med bragende klapsalver.
Nikola Tesla mente, at han, ligesom med radiobølgerne, også ville kunne transmittere strøm gennem luften.
Centrum i Teslas forskning i trådløs energioverførsel var den såkaldte teslaspole, som videnskabsmanden havde opfundet i 1891.
Spolen er en transformer, der kan øge strømmens spænding – antallet af volt – og derved skabe højspænding på flere millioner volt.
Den høje spænding viser sig som gnistrende, meterlange lyn, der ioniserer luften, så den bliver elektrisk ledende og dermed kan overføre elektrisk energi og radiobølger over længere afstande.
Teslas tårne skulle give alle trådløs strøm
Teslas drøm var at sende højspænding gennem atmosfæren og jordkloden uden brug af ledninger.
Det enorme Wardenclyffe-tårn var det første af lidt over 30 tårne, som Nikola Tesla planlagde at bygge rundtom i verden og derved give kloden gratis strøm.
Hvordan det praktisk skulle udføres, skrev han ikke ned, eller også vidste han det ikke præcist.
En nærliggende mulighed er, at Nikola Tesla ville transmittere strømmen gennem både atmosfæren og jorden for at skabe en strømkreds mellem sine tårne.
Han undervurderede imidlertid strømtabet ved begge metoder.
Kraftværk leverede strøm
Strømmen til Teslas projekt blev produceret på et kraftværk nær Shoreham, New York, hvor Teslas kraft- tårn blev opstillet.
Tårnet var en enorm teslaspole
Teslas krafttårn fungerede stort set som en kæmpe teslaspole, der optransformerede strømmens spænding til mange millioner volt. Højspændingen blev samlet i tårnets kuppel, hvorfra den i teorien skulle sendes op i atmosfæren.
Strømmen flød i ionosfæren
Ca. 80 km oppe i atmosfæren blæser den elektrisk-ladede solvind i ionosfæren. På Teslas tid var ionosfærens eksistens endnu ikke bevist, men flere forskere mente, at dele af atmosfæren var elektrisk ledende. Teslas idé var, at strømmen fra tårnet skulle bruge den del som en slags energimotorvej.
Tårn efter tårn skulle dække hele kloden
Ifølge Nikola Tesla skulle strømmen i atmosfæren opfanges af en række lignende tårne opstillet strategiske steder rundt på kloden. Nikola Tesla mente, at lidt over 30 tårne kunne dække hele planetens energibehov.
Strømmen blev sendt dybt ned i jorden
Under tårnene var en lodret skakt – fire meter i diameter og 37 meter dyb. I bunden af skakten planlagde Nikola Tesla at bore 16 jernrør i forlængelse af hinanden 94 m ned i jorden. Gennem rørene ville han sende strømmen fra atmosfæren videre ned i jordskorpen.
Strømmen skulle bølge gennem jorden
Nikola Tesla udnyttede, at der er et spændingsfelt mellem den elektriskladede ionosfære og selve jordskorpen. Det ville han bruge til at lade strømmen løbe videre fra ionosfæren via tårnet og ned gennem jorden, som han også mente var en god strømleder.
Strømmen kørte i kredsløb
Bølgerne af strøm skulle fortsætte gennem jordskorpen og fanges af det tårn, hvorfra det oprindeligt blev udsendt. Dermed var det elektriske kredsløb sluttet.
Byerne fik strøm
Nikola Tesla forklarede aldrig præcist, hvordan han havde tænkt sig, at strømmen skulle tappes af fx en by. En mulighed er, at hver eneste by skulle have sit eget modtagertårn, som sendte strømmen videre via kabler. Men i så fald skulle Nikola Tesla opføre lige så mange tårne, som der findes byer – altså millioner.
Nikola Tesla havde gigantiske ambitioner
Wardenclyffe-tårnet på Long Island skulle i princippet fungere som én kæmpestor teslaspole, men selvom Nikola Tesla kun havde formået at overføre energi trådløst over relativt små afstande, var hans idé at sende strøm trådløst hele den lange vej over Atlanterhavet og endnu længere ud i verden.
Den udfordring afskrækkede ikke Nikola Tesla, der hemmeligholdt teknikaliteterne i sit World Wireless System.
Opfinderen var kendt for at konstruere komplicerede apparater uden brug af tegninger og for at have en næsten fotografisk hukommelse, så mange af hans planer og beregninger fandtes ikke på papir – kun i hans egne krøllede hjernevindinger.
I interviews med journalister løftede han dog en flig af sløret for, hvordan verdenssystemet skulle fungere: Nikola Tesla havde udtænkt to muligheder for at sende strømmen trådløst ud i verden.
Den ene var at sende store mængder strøm op igennem atmosfæren til de tyndere luftlag, som han mente ville kunne lede strømmen bedst.
Elektriciteten skulle spredes fra den 55 tons tunge, kobberbeklædte kuppel i hans tårn og via atmosfæren nå verden rundt.
Den anden idé var at sende enorme mængder elektrisk energi dybt ned i jorden.
Få år forinden havde han udført en række elektriske forsøg i byen Colorado Springs, som ofte blev hjemsøgt af voldsom torden og lynnedslag.
Under uvejrene havde Nikola Tesla målt elektriske vibrationer i jorden. Han var overbevist om, at vibrationerne opstod, når lynene ramte jorden, og at deres elektriske udladning skabte strømbølger, der kunne nå hele vejen gennem kloden.
J.P. Morgan gik udelukkende ind i Teslas visionære projekt for at tjene penge.
Alle var vilde med Nikola Teslas strøm-eventyr
Tiden var den helt rette, da Nikola Tesla kom med sin idé om trådløs kommunikation og strøm.
De mange opfindelser, som fulgte med elektrificeringen af USA, fik investorerne til at kaste penge efter selv de vildeste idéer i håbet om enorme afkast.
Da finansmanden J.P. Morgan støttede Teslas projekt, var det da også kun, fordi han øjnede en mulighed for at tjene stort.
Derfor trak Morgan sig hurtigt ud af projektet, da det gik op for ham, at Teslas projekt ikke ville gøre ham endnu rigere.
Nikola Tesla mente derfor, at hvis han sendte strøm ned i undergrunden, så ville jorden fungere som en slags ledning, der førte strømmen til ethvert sted på kloden – stort set uden tab.
“I det system, jeg har designet, er det nødvendigt at få godt fat i jorden, så hele kloden kan vibrere”, uddybede han og forklarede, at tykke jernrør ville sikre det nødvendige greb om jorden – rørene, som strømmen blev sendt igennem, skulle føres dybt ned i jordskorpen.
“Så snart tårnet står færdigt, vil det blive muligt for en forretningsmand i New York at diktere ordrer og få dem til at dukke øjeblikkeligt op i London eller andre steder. Han vil blive i stand til at ringe op fra sit skrivebord og tale med enhver telefon-abonnent på kloden, uden nogen som helst ændringer i det eksisterende udstyr. Et billigt instrument, ikke større end et ur, vil give ejeren mulighed for overalt – både til vands og til lands – at høre musik eller sang, en politisk leders tale. På samme måde vil ethvert billede, tegn, tegning eller tekst øjeblikkeligt kunne overføres fra ét sted til et andet”, forklarede Nikola Tesla og foregreb dermed både internettet og smartphonen.
Han slog dog i samme åndedrag fast, at den trådløse transmission af strøm var det vigtigste ved hans opfindelse og langt mere betydningsfuld end overførelsen af information.
Telegraf overhalede Nikola Tesla
Den 12. december 1901, få måneder efter at byggeriet af Wardenclyffe-tårnet var gået i gang, ændrede en skelsættende begivenhed verden – og Teslas projekt.
Den dag meddelte italieneren Guglielmo Marconi, at det var lykkedes ham at sende morsesignaler trådløst over Atlanterhavet, en strækning på 3.500 km fra England til Newfoundland.
Nyheden skabte sensation verden over, og Marconi blev udråbt til alle tiders største geni.
Nikola Tesla reagerede med ophøjet ro: “Marconi er en god mand. Bare lad ham fortsætte. Han bruger 17 af mine patenter”, udtalte han.
Nikola Tesla havde selv håbet på at blive den første til at telegrafere over Atlanten, men ved at udnytte Teslas patenter var Marconi kommet først i mål.
Mens Nikola Tesla på ingen måde regnede Marconis gennembrud for en trussel mod sit eget projekt, så pengemanden Morgan anderledes på sagen.
Selvom Nikola Tesla forsøgte at berolige ham med, at hans system var Marconis langt overlegent og ikke blot kunne sende signaler, men også overføre tale, billeder og energi, var Morgan begyndt at tvivle alvorligt på projektet.
Han frygtede, at hans investering var tabt, og at fremtiden nu tilhørte Marconis radiosender.
Da rigmanden ydermere erfarede, at Teslas plan indebar at give den trådløse energi væk gratis som en gave til menneskeheden, begyndte han at blive panisk:
“Jamen, hvor skal måleren sidde?” spurgte han måbende Nikola Tesla, idet han nægtede at tro sine egne ører.
Morgan havde forventningsfuldt set frem til, at kasseapparatet ville klinge lystigt, hver eneste gang nogen rundtom i verden tappede trådløs strøm.
At Nikola Tesla overhovedet kunne få den tanke at forære energien væk, overgik hans vildeste fantasi. Som konsekvens stoppede Morgan prompte samarbejdet med Nikola Tesla.
I 1917 blev Wardenclyffe-tårnet – med en del besvær – sprængt bort.
Pengestrømmen tørrer ind For Nikola Tesla
Selvom Morgan smækkede pengekassen i for yderligere investeringer i Wardenclyffe-tårnet, fortsatte byggeriet, og i juni 1902 flyttede Nikola Tesla sit laboratorium ind i murstensbygningen ved siden af det endnu ufærdige krafttårn.
Han havde solgt stort set alt, hvad han ejede, for at få råd til at realisere sin vision, og nu hutlede han sig igennem med drypvise lån fra venner og bekendte, samtidig med at horden af opkrævere sværmede som gribbe om Wardenclyffe.
Nikola Tesla skyldte efterhånden penge til alle i sin omgangskreds, og ubetalte vand- og elregninger fra fortiden begyndte nu også at indhente ham.
Desperat opsøgte opfinderen finansfyrsterne på Wall Street i håbet om en pengeindsprøjtning, men alle sagde nej.
Når et finansgeni som Morgan ikke kunne se fidusen i trådløs strøm, måtte det være, fordi projektet var umuligt, ræsonnerede pengemændene.
For at gøre ondt værre kunne Nikola Tesla i en artikel i tidsskriftet The Electrical Age i februar 1903 læse en af sin karrieres hidtil største ydmygelser, da forfatteren under overskriften “Nikola Tesla – hans værk & uindfriede løfter” skrev, at Tesla for 10 år siden var den mest lovende elektro-ingeniør nogensinde:
“Men i dag vækker hans navn blot beklagelse”, lød det i artiklen, som var den første, der antydede, at Teslas World Wireless System var en fiasko.
Nikola Tesla lader vreden få frit løb
Selvom Morgan havde gjort det klart, at pengestrømmen var lukket, nægtede Nikola Tesla at acceptere hans beslutning.
Tydeligt presset sendte han 3. juli 1903 et bønfaldende brev til sin tidligere støtte:
“Vil De hjælpe mig eller lade mit store værk – som næsten er komplet – gå til grunde?” spurgte Nikola Tesla og påpegede endnu en gang over for rigmanden, at hans spektakulære opfindelse ville kunne “rykke verden et århundrede frem og skabe en industriel revolution”.
11 dage senere fik han Morgans svar:
“Jeg har modtaget Deres brev, og mit svar er, at jeg ikke for nuværende føler mig tilbøjelig til at investere yderligere”.
Kun få så eller hørte den påståede eksplosion i det sparsomt befolkede Sibirien, men da ødelæggelserne blev opdaget, var mange overbevist om, at Nikola Tesla stod bag.
Nikola Tesla mistænkt for kæmpe eksplosion i Sibirien
Klokken 7.17 om morgenen den 30. juni 1908 eksploderede himlen over et kæmpe skovområde ved Tunguska-floden i Sibirien i et dommedagsagtigt inferno.
Omkring 2.000 km2 skov – et område, der er næsten lige så stort som Fyn – blev blæst omkuld ved eksplosionen, hvis trykbølge drønede hele to gange rundt om kloden.
Braget kunne høres på hundredvis af kilometers afstand, men hvad der forårsagede den dramatiske begivenhed, er den dag i dag en gåde.
En vild, men sejlivet teori lyder, at det såmænd var Nikola Tesla, der stod bag eksplosionen.
I et forsøg på at bevise for omverdenen, at krafttårnet på Long Island var fuldt funktionsdygtigt, havde han angiveligt bedt polarfareren Robert Peary om at holde øje med, om en kraftig energiudladning fra tårnet kunne registreres ved Ellesmere Island i Ishavet, hvor Peary opholdt sig ombord på ekspeditionsskibet Roosevelt.
Men da Nikola Tesla den 30. juni 1908 tændte for senderen, kom han ifølge teorien ved en fejl til at sigte ved siden af målet, så højenergi-strålen i stedet skød ind over Sibirien, hvor den udløste lyn og torden, satte himlen over Tunguska i brand og lagde skoven øde.
Adskillige amerikanske aviser bragte i årtierne efter eksplosionen teorien til torvs, men ifølge videnskaben har den absolut intet hold i virkeligheden.
I dag mener forskerne, at skurken bag Tunguska-hændelsen var en komet, der eksploderede i cirka otte kilometers højde over tundraen.
Samme aften, den 14. juli, og i aftenerne, der fulgte, lod Nikola Tesla sin vrede og frustration få frit løb:
Fra kuplen på Wardenclyffe-tårnet sprang gnister og enorme lyn ud i mørket i et storslået show, som lyste hele nattehimlen op og kunne ses ikke alene i New York, men i flere hundrede kilometers omkreds.
Naboerne på Long Island jublede over det spektakulære syn, der var ledsaget af buldrende tordenbrag, og fra New York myldrede det ind med nysgerrige journalister, som ville høre, hvad den skøre videnskabsmand nu havde gang i.
Nikola Tesla nægtede at udtale sig, men avisen The New York Sun rapporterede den 16. juli om “Teslas forbløffende lyn” og bemærkede, at opfinderen ikke ville afsløre karakteren af sine eksperimenter.
“Men naboerne er intenst optaget af den natlige, elektriske opvisning fra det høje tårn, hvor Nikola Tesla udfører sine eksperimenter med trådløs elektricitet og telefoni. Alle slags lyn gnistrede fra det høje tårn i aftes. På et tidspunkt var luften skåret igennem af blændende striber af elektricitet, som syntes at skyde ud i mørket i et mystisk ærinde”.
Da pressen omsider fik Nikola Tesla til at kommentere det natlige spektakel, udtalte han hemmelighedsfuldt:
“Eksperimenterne har stået på et stykke tid. Hvis de folk, der bor her, havde været vågne i stedet for at sove, ville de på andre tidspunkter have set mærkeligere ting. En skønne dag, men ikke lige nu, vil jeg komme med en meddelelse om noget, jeg aldrig tidligere havde turdet drømme om”.
Hvad Nikola Tesla havde i ærmet – eller om han bare drillede journalisterne – kom aldrig frem. Til gengæld stod det efterhånden klart, at opfinderen var ved at miste jordforbindelsen.
Bl.a. fortalte han på et tidspunkt offentligheden, at han mente, at han havde opfanget signaler fra Mars.
Påstanden blev latterliggjort af andre videnskabsfolk, og det hjalp ikke på situationen, at Nikola Tesla førte en mildt sagt besynderlig livsstil: Siden 1900 havde han boet i et værelse på Hotel Waldorf Astoria i New York, og hans eneste venner var storbyens duer, som han førte dybe samtaler med.
Desuden var han besat af tallet tre: Alle hans handlinger skulle gå op i tallet tre, og han gik altid tre gange rundt om en bygning, inden han trådte indenfor.
Teslas trådløse strøm er til dels blevet til virkelighed i dag.
Nikola Teslas trådløse vision lever videre
Havde Nikola Tesla levet i dag, ville han kunne glæde sig over, at hans vision om trådløs strøm er blevet til virkelighed: I dag er trådløs energitransmission ikke længere en drøm.
Det er muligt at oplade fx smartphones, computere og el-tandbørster uden brug af ledninger.
Overførslen af energi foregår ved hjælp af to spoler, der virker som antenner.
Afsenderantennen får strøm fra elnettet, og denne strøm omdannes til et elektromagnetisk felt.
Når modtagerantennen i fx en bærbar computer opfanger dette felt, dannes der en tunnel af energi mellem de to antenner med en rækkevidde på op til flere meter, og resultatet er trådløs elektricitet.
Men over 100 år efter at Nikola Tesla lancerede sit World Wireless System, har forskerne fortsat til gode at kunne overføre trådløs strøm over store afstande.
Frem for alt var han en enspænder og led af sygelig angst for bakterier.
Tjenerne i restauranten på Waldorf Astoria, hvor Nikola Tesla indtog de fleste af sine måltider, var udmærket bekendte med Teslas særheder.
De sørgede derfor altid for at bringe ham 18 rene linnedservietter, som strøm-geniet pernittent tørrede bestik, glas og tallerkener af med, inden han vovede at spise og drikke.
Drømmen lå i ruiner for Nikola Tesla
Med et endnu ufærdigt, trådløst energisystem og en gæld, der efterhånden var vokset langt over hans økonomiske formåen, så Nikola Tesla ingen anden udvej end at forsøge at skaffe penge til livets ophold ved at sælge det eneste, han havde tilbage: sig selv.
Han fik i 1904 fremstillet en pjece på fornemt pergament af kalveskind, hvori tilbød han sig som rådgivende ingeniør med ekspertise i elektricitet.
“Enhver opgave, som overlades til og accepteres af mig, vil blive fuldført grundigt”, garanterede han.
For at understrege sit værd remsede han inde i pjecen samtlige de 93 patenter op, han hidtil havde udtaget.
Og mens forsiden viste hans drømme for fremtiden i skikkelse af Wardenclyffe-tårnet med den tilhørende tekst “Strømoverførsel uden ledninger”, var bagsiden prydet af et billede af en af de drømme, der allerede var gået i opfyldelse, nemlig kraftværket ved Niagara Falls.
Men Nikola Tesla måtte sande, at ingen længere havde bud efter ham.
Hans omdømme som en af verdens fremmeste videnskabsmænd havde lidt et fatalt knæk på grund af det kuldsejlede energiprojekt, og i 1905 opgav en bitter og dybt forgældet Nikola Tesla endegyldigt sit World Wireless System.
Videnskabsmanden forlod ubemærket Long Island og lagde det tårnhøje monument over sit nederlag bag sig og murede sig inde på et billigt hotelværelse.
Trådløs opladning af busser
Forskningsområdet er i rivende udvikling, og eksempelvis findes der i blandt andet Sydkorea el-busser, som oplades på farten af spoler ved busstoppesteder og i vejkryds. Også en række bilgiganter arbejder på at sælge el-biler, som kan oplades trådløst, mens de fx holder parkeret i særlige parkeringsbåse.
Batteri
I bussens tag ligger batteriet, som pga. den trådløse opladning er langt mindre end normalt påkrævet.
Modtagerspole
I bussens bund ligger en modtagerspole, som får strøm fra senderspolen i vejen.
Senderspole
Under vejbanen ligger en senderspole, som sender strøm gennem asfalten op til bussen.
Opladning: Bussen kan både lades op, mens den kører og står stille.
Afstand: Sender- og modtagerspole må maks. være ca. 15 cm fra hinanden.
Fart: Indtil videre er bussens topfart 65 km/t.
En opsynsmand var nu den eneste, der havde sin daglige gang i bygningerne i Shoreham, og han tog imod horder af journalister, der endda fik lov til at kravle op i det høje tårn, hvorfra de kunne nyde en spektakulær udsigt over Long Island-sundet.
På rundvisningerne i murstensbygningen mødte de besøgende synet af det, der kunne minde om en troldmands forladte værksted.
Kasser med tusindvis af el-pærer, kolber og lysstofrør stod spredt hulter til bulter blandt værktøj og generatorer.
I krogene lå bunker af ledninger og kabler, i et skab tronede den fjernstyrede båd, som Nikola Tesla i 1897 havde imponeret verden med, og i kontoret hobede bøger, notesblokke og papirer sig op i støvede stakke.
“En atmosfære af mystik hviler over stedet, fra kolberne synes at emme en overjordisk kraft, der er som hentet ned fra det interstellare rum og spredt ud over landskabet for at skabe undren og ærefrygt i hovederne hos nabolagets landmænd og landsbyboere”, skrev en reporter fra dagbladet Brooklyn Eagle.
Rygter om tyske spioner
Den mystiske atmosfære, som ifølge avisen syntes at præge Teslas bygning, blev snart afløst af sørgeligt forfald.
Sand fra Long Islands strande føg op omkring murstensbygningen og truede med at begrave den, tårnets gitterværk af træ begyndte at rådne, og den 4. juli 1917 var det endegyldigt slut med Teslas Wardenclyffe-tårn.
Den dag rystede en dynamiteksplosion gennem tårnet og fik det til at styrte delvist sammen. Straks efter forlød rygterne, at den amerikanske regering stod bag ødelæggelsen.
Ifølge Joachim Holbøll, der selv er fan af Nikola Tesla, virkede hans system kun i teorien.
Forsker: Teslas drøm var umulig
HISTORIE har spurgt Joachim Holbøll, professor i elektroteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet, om Teslas World Wireless System var praktisk muligt.
Kunne Teslas trådløse system praktisk have ladet sig gøre?
Principperne bag systemet er faktisk gode nok, for det er muligt at overføre energi trådløst.
Men hvis systemet skal bruges til nogenlunde anvendelig elektrisk overførsel, så er energitabet mellem tårnene alt for stort, fordi strømkredsen udgøres af jorden og en ionosfære, som ikke er perfekt ledende. Desuden er den elektriske kobling mellem tårn og ionosfæren dårlig. Så holdes det op imod alternativet – et strømkabel – så er kablet langt mere effektivt.
Spørgsmålet er vel også, hvordan folk skulle modtage strømmen?
Ja, problemet er, at på jordoverfladen mellem de to tårnes elektriske kreds er der sådan set ingen strøm. Så hvis energien skulle tages ned, ville det kræve endnu et tårn mellem de to tårne, men så vil strømkredsen kun køre mellem det første tårn og tårnet i midten.
Er der andre problemer?
Nu om stunder er der et helt konkret problem – nemlig elektromagnetiske forstyrrelser. Teslas tårne ville generere skarpe, elektriske impulser, som ville kunne høres i alle radioer i miles omkreds. Megen anden elektronik ville også blive forstyrret.
Fire måneder forinden var USA trådt ind i 1. verdenskrig, og blandt de lokale og i aviserne florerede historier om, at spioner fra Tyskland brugte tårnet som en base, hvorfra de overvågede skibstrafikken og sendte besked til de tyske ubåde.
Med eksplosionen havde den amerikanske regering omsider sat en stopper for den fjendtlige spionage, hed det sig.
Baggrunden for ødelæggelsen var i virkeligheden lige så banal, som den var trist: Den nye ejer af grunden havde solgt tårnet til en skrothandler, der dog måtte erkende, at det var mere robust end forventet.
Tårnet nægtede at give efter for sprængstofferne.
Først i september 1917 lykkedes det omsider nedrivningsfirmaet at lægge tårnet helt ned ved en gigantisk sprængning, der spredte Teslas efterladte papirer for alle vinde.
Skrotværdien løb op i beskedne 1.750 dollars.
Nikola Tesla var ikke selv vidne til tilintetgørelsen, men da han senere så sit livsværk ligge i ruiner, blev han rystet:
“Jeg græd ikke, da jeg genså mit sted efter så lang tid”, skrev han i et brev til sin tidligere assistent.
“Men jeg var tæt på”.
Nikola Tesla døde i 1943 på et hotelværelse i New York – mutters alene og stort set glemt af omverdenen.