En smuk ung kvinde stiger op af et enormt reagensglas. “The Test Tube Lady” er iført kunststoffer fra top til tå.
Hendes hat er af cellofan, og kjolen af viskose, men størst opmærksomhed vækker de ultratynde strømper, der smyger sig om hendes ben.
De er skabt af verdens første hundrede procent syntetiske tråd: nylon.
Den amerikanske kemigigant Du Ponts banebrydende opfindelse tryllebandt publikum på verdensudstillingen i New York i 1939-40.
I firmaets pavillon sprang en fontæne med en stråle af nylontråde, mens robothænder trak en prøve af det elastiske stof ud i det uendelige.
Nylon var ifølge Du Pont “stærkt som stål, men tyndt som spindelvæv”, og det var kun et varsel om, hvad der var i vente. Firmaets reklamer udmalede et forbrugerparadis, hvor kemikerne gjorde nye mirakuløse materialer tilgængelige for enhver.
Du Pont ville pynte på et blakket ry
Nylonstrømper ramte verden som et mirakel, men det revolutionerende produkt havde været mere end 10 år undervejs og var frugten af en enorm investering.
I 1927 oprettede Du Pont en afdeling for grundforskning med den begavede Harvard-forsker Wallace Hume Carothers i spidsen.
Carothers var opsat på at afprøve den tyske kemiker Hermann Staudingers nye kontroversielle teori om såkaldte polymerer, det vil sige kæder af molekyler, der kan blive nærmest uendeligt lange.
“Hvad bevillinger angår, er der ikke noget loft. Jeg kan bruge så meget, som jeg har lyst til. Ingen stiller nogen spørgsmål om, hvad jeg bruger min tid til”, skrev Carothers i et brev til en ven.
Pengerigeligheden kunne Du Pont i høj grad takke 1. verdenskrig for. Som verdens største producent af krudtpulver, dynamit og TNT tjente koncernen styrtende på krigen. Profitten havde til gengæld tæret på omdømmet, og krudtfabrikanten var desperat på jagt efter et mere forbrugervenligt image.
Det stod hurtigt klart, at Carothers var på sporet af et gennembrud inden for tekstilproduktion.
Allerede i 1930 udtog Du Pont et bredt formuleret patent, der beskrev “bøjelige, stærke og elastiske” fibre. Materialet ville fx kunne bruges til børster, film og tekstiler.
Kemigiganten producerede allerede kunststoffet viskose, der blev solgt under navnene rayon eller kunstsilke.
Ligesom andre af tidens kunststoffer som fx cellofan og celluloid var viskose fremstillet af opløste plantedele (cellulose). Det materiale, Carothers havde i støbeskeen, var derimod skabt helt syntetisk ved en sammensætning af kulstof, brint, ilt og kvælstof.
I 1930'erne havde moderigtige kvinder to materialer at vælge imellem, når de købte fine strømper: silke, der var dyrt og sart, og rayon, der ålede og var ringeagtet som billigt kunststof.
En velsiddende og slidstærk strømpe ville blive efterspurgt af millioner af kvinder. Du Pont besluttede derfor tidligt i udviklingsarbejdet, at strømper skulle være spydspids for udbredelsen af deres nye opfindelse.
Men endnu var der lang vej fra laboratoriet til butikshylderne. I 1934 lykkedes det Du Ponts forskerhold at spinde en brugbar tråd af nylonmassen.
De første forsøg på at strikke strømper resulterede dog i nogle uformelige pølser, indtil udviklerne fandt på at trække dem ned over en skabelon formet som et dameben og bruge varme til at fastholde faconen.
Pigen i reagensglasset er klædt i kunststof fra top til tå. Du Pont reklamerer for kemiens velsignelser i sit eget magasin.
Nylon skulle have heddet norun
Den 20. september 1938 fik Du Pont det endelige patent på nylon.
En tekstilrevolution var skudt i gang, men endnu var det nye materiale kun kendt som “polyamid 66”. Produktet havde brug for et fængende navn, og koncernen nedsatte en arbejdsgruppe.
Blandt flere hundrede forslag valgte direktionen først “norun” – “løber ikke”. Ved nærmere eftertanke blev virksomheden dog bange for at love for meget, da strømperne faktisk godt kunne løbe.
Efter en længere bogstavleg endte man med “nylon”, kun et par uger inden Du Pont gik ud med nyheden om opfindelsen.
Mytemagere fik snart spredt mere fantasifulde historier om navnets betydning. Et af de mest vedholdende rygter var, at de fem bogstaver i nylon stod for “Now You Lose Old Nippon” (“nu taber du, gamle Japan”).
Historien var ikke uden bund i virkeligheden, for nylon var reelt en økonomisk krigserklæring mod Japan, som indtil da havde leveret 90 procent af USA's råsilke. Du Ponts opfindelse gjorde med ét slag USA uafhængigt af importeret silke.
Selv om nylon erstattede silke, var Du Pont dog fra begyndelsen fast besluttet på, at forbrugerne ikke måtte opfatte det som ringere end naturproduktet. Nylon var tværtimod videnskabens forbedring af naturen, lød reklamebudskabet.
Firmaet tog derfor den dristige beslutning, at nylonstrømper skulle koste det samme som de fineste silkestrømper.
Da salget endelig blev skudt i gang over hele USA den 15. maj 1940, løb kvinderne stormagasinerne over ende. Selv om personalet havde fået strenge ordrer om kun at sælge ét par pr. kunde, var hele lageret udsolgt på én dag.
Allerede året efter blev nylonstrømper solgt til dobbelt så høje priser som silke. Nylon var blevet højeste mode og trængte snart ind i hver en afkrog af hverdagslivet.
Der var nylon i tasker, nylon i tæpper og nylon i møbler. I løbet af 40'erne og 50'erne lærte forbrugerne en stribe andre vidundermaterialer at kende: dacron, terylene, polyester. Den syntetiske tidsalder var begyndt.
De savnede strømper tages straks i brug.
Desperate efter nylon
Kun to år efter, at kvinderne havde fået nylonstrømperne på, tog krigen dem fra dem igen.
Den 11. februar 1942 omstillede Du Pont hele sin nylonproduktion til krigsformål, og patriotiske kvinder donerede deres strømper til brug for faldskærme og andet militært udstyr.
Deres mindre idealistiske medsøstre købte nylonstrømper på sortbørsen til det tidobbelte af førkrigsprisen.
Da strømperne igen blev sat til salg i butikkerne i september 1945, stod kunderne i kø i dagevis, og aviserne berettede om flere kvindeslagsmål.
De såkaldte “nylon riots” stod på i et helt år, indtil nylonproduktionen igen kunne dække efterspørgslen.