Dykker udforsker havet.

Rejsen til havets bund

Snorkler lavet af siv, ubåde med årer og en ombygget hjelm til brandmænd – tag med HISTORIE gennem havforskningens historie til oceanernes bund: Marianergraven.

Snorkler lavet af siv, ubåde med årer og en ombygget hjelm til brandmænd – tag med HISTORIE gennem havforskningens historie til oceanernes bund: Marianergraven.

Shutterstock

Allerede i 878 f.Kr. opfandt assyrerne den første kendte iltflaske i form af en oppustet gedeskindspose, som dykkeren kunne suge luft fra.

I 700-tallet f.Kr. begyndte grækerne at dykke efter fx natursvampe. For at hindre atmosfæretrykket i ørerne, som opstår under dykning og kan give smerter i øregangen, hældte de olie i ørerne før et dyk. Ifølge historikeren Herodot nåede de græske dykkere 30 m ned ved at holde blylodder i hænderne.

De første dykkere

Et billede på en grav fra ca. 470 f.Kr. viser, at antikkens grækere praktiserede udspring.

© FOST/Imageselect

Dykkere blev også brugt i krig. Med sivstrå som snorkler svømmede den græske pige Hydna og hendes far i ca. 480 f.Kr. ind under en fjendtlig flåde og kappede fortøjningerne, så skibene vædrede hinanden.

Omkring vor tidsregnings begyndelse gjorde japanske kvinder dyk efter perler til et professionelt erhverv.

Hollænder byggede ubåd af træ (5 meter)

Cornelis Drebbel, ubåd af træ

Historiens første kendte ubåd var bygget af træ og blev drevet frem af roere.

© Homer Sykes/Imageselect & Shutterstock

Opfinderen Cornelis Drebbel imponerede i 1620 Londons indbyggere, da hans ubåd – verdenshistoriens første – dukkede op til overfladen i Themsen.

Den hollandske indvandrer havde bygget båden i træ og gjort den vandtæt med et omslag af fedtindsmurt læder. Ubåden kunne dykke 5 m ned under vandoverfladen og blev drevet frem af 12 roere, hvis årer stak ud gennem vandtætte lædermuffer i skibet.

Ballasttanke af svineblærer lå under roernes sæde. Via slanger gennem skroget kunne blærerne tage vand ind udefra. Ved dyk åbnede roerne blærernes tilsnørede åbning, hvorved blæren blev fyldt med vand. Skulle ubåden op, pressede roerne på blærerne, så de blev tømt for vand.

Fartøjet havde plads til fire passagerer. Blandt dem var Englands konge, Jakob 1., der fik en prøvetur under vandet med stearinlys som belysning. Tilsyneladende havde hollænderen installeret en iltforsyning vha. en beholder, men hvordan den virkede, er uvist. Ingen samtidige beskrivelser eller tegninger af Drebbels vidunder har overlevet.

Skildpadden var et terrorvåben (5-10 meter)

Skildpadden, krigsfartøj, David Bushnell

Føreren af krigsfartøjet løb hurtigt tør for ilt under havet.

© Geni

I 1775 byggede amerikaneren David Bushnell et undervandsfartøj, som han døbte Turtle (skildpadde) pga. af dets buede jernskal. Turtle blev indsat i Den Amerikanske Uafhængighedskrig – bl.a. i 1776, hvor sergent Ezra Lee styrede fartøjet ind i New Yorks Havn for at plante en ladning sprængstof på skroget af englændernes krigsskib Eagle. Aktionen mislykkedes, da ilten inde i Turtle var ved at slippe op, og fartøjet måtte forlade havnen igen.

Astronom udtænkte dykkerklokke (20 meter)

Edmund Halley, astronom og opfinder

Edmund Halley var et multitalent med evner inden for bl.a. matematik, fysik, astronomi og geologi.

© Science Source/Imageselect & Shutterstock

Ud over at få opkaldt en komet efter sig var den engelske astronom Edmund Halley lidt af en Ole Opfinder. Halley udtænkte bl.a. en dykkerklokke, hvor frisk luft blev tilført via slanger forbundet til forseglede tønder med luft i. Blyvægte fik dykkerklokken og de primitive iltflasker til at synke.

Fra dykkerklokken kunne dykkere iført vandtætte hætter og forsynet med luftslanger stige ud og gå nede på havbunden. Halley fik patent på dykkerklokken, og den blev i flere tilfælde brugt helt ned til 20 meters dybde i op til halvanden time. Klokken blev sænket og hævet vha. af tov eller jernkæder.

Vragjægere bjærgede kostbarheder (30 meter)

Charles og John Deane, dykkerhjelm

Den britiske ingeniør Augustus Siebe hjalp Deane-brødrene med at fremstille en forbedret udgave af deres hjelm.

© Science & Society Picture Library/Getty Images & Shutterstock

De engelske brødre Charles og John Deane havde udviklet en hjelm til brandvæsenets røgdykkere, der kunne få luft via en luftslange. Denne hjelm viste sig også anvendelig til dykning, og snart var brødrene verdens mest efterspurgte vragdykkere. Deres hjelm blev et af de første skridt mod nutidens tætsluttende dykkerdragter.

Formue var truet af havet
I 1829 fik brødrene mulighed for at bevise værdien af deres hjelm. Skibet Carn Brea Castle var gået på grund ved Englands sydkyst med lasten fuld af kostbare kobberbarrer, der var forsikret hos Lloyds. Før skibet blev taget af havet, bad forsikringsselskabet brødrene om at redde lasten. Brødrene bjærgede kobberbarrer for over 70 mio. nutidskroner.

Legendarisk skib dukkede frem
Siden den britiske flådes stolthed, krigsskibet Royal George, var gået ned i 1782, havde dykkere forsøgt at bjærge de 108 kanoner fra vraget. Skibet lå på 30 meters dybde, hvilket betød et kolossalt tryk på menneskekroppen. Men Deane-brødrene konstruerede i 1834 en dykkerdragt med iltforsyning. Under bjærgningen fandt brødrene også Henrik 8.s berømte krigsskib Mary Rose.

Kanoner og lig flød på bunden
Efter Krimkrigen (1853-56) hyrede den britiske flåde John Deane til at undersøge havbunden ud for den russiske flådeby Sevastopol. John fandt tabte russiske kanoner og skibsvrag fyldt med metaller, som briterne kunne bruge. Et uhyggeligt syn mødte ham, da han stødte på ligene af russiske ryttere. Hestenes seletøj og soldaternes uniformer forhindrede skeletterne i at falde fra hinanden.

Fortidens opfindere drømte om dybet

1405: Den første tegning af en dykkerdragt optræder i krigsmanualen Bellifortis, “Krigsstyrke”.

Ca. 1480: Multigeniet Leonardo da Vinci udtænker en dykkerdragt med ventil og luftpose i skind. Dragten kom aldrig i produktion.

1531: Italieneren Guglielmo de Lorena bygger en dykkerhjelm i træ og udforsker vragene af kejser Caligulas berømte skibe på bunden af Nemi-søen.

Sveriges stolthed blev reddet (32 meter)

Vasa-skibet, Sverige, krig

I 1961 blev krigsskibet Vasa hævet fra havbunden og efterfølgende restaureret.

© Shutterstock

Græmmelsen var stor i Sverige, da flådens nye skib, Vasa, i 1628 tippede rundt og sank på sin jomfrurejse. Med sine 64 bronzekanoner var Vasa sin tids stærkeste krigsskib. 35 år efter fandt et hold dykkere med Albrecht von Treileben i spidsen de kostbare kanoner.

Dykkerne anvendte en selvbygget dykkerklokke med plads til ca. 530 liter luft. Når klokken blev sænket, dannede den indvendige luft et reservoir af ilt. Dykkerne søgte op i klokken, når de havde behov for luft. Derefter kunne de igen dykke ned i det 4 grader kolde vand.

Arbejdet foregik i mørke, da vandtætte lygter endnu ikke var opfundet. Når dykkerne fandt en kanon, blev reb slået om den, så den kunne hæves af et følgeskib. Hen over to år lykkedes det Albrecht von Treileben og hans hold at bjærge 53 kanoner.

Svømmebrille og -fødder kom på mode (39 meter)

Dykkerbrille, svømmebrille, pilotbrille

Dykkerbrillen var en videreudvikling af de pilotbriller, der blev brugt under 2. verdenskrig.

© Tom Sundro Photography/Imageselect & Shutterstock

Efter en karriere som pilot under 1. verdenskrig og senere stuntman i filmindustrien slog amerikaneren Guy Gilpatric sig ned ved Den Franske Riviera. Gilpatric var en ivrig dykker, og han elskede harpunfiskeri.

I løbet af 1930’erne begyndte han at bruge sine pilotbriller som dykkerbriller, og for at opnå en højere hastighed i vandet lod han sig inspirere af en tidligere fransk opfindelse: Svømmefødderne.

Gilpatric konstruerede sin egen prototype af et sæt svømmefødder, der bestod af tynde træplader med gummi klæbet på. Inspireret af ubådenes periskoper konstruerede Gilpatric også et luftrør kaldet en snorkel, hvormed han kunne svømme under vand i længere tid.

Selvom udstyret var primitivt, vakte det begejstring blandt dykkere på Frankrigs middelhavskyst. Blandt de nysgerrige var franskmanden Jacques Cousteau.

Selvlært dykker tryllebandt verden: Dybhavets konge (40 meter)

Efter en bilulykke lærte Jacques Cousteau sig at dykke. Nu begyndte franskmanden sin rejse mod dybet – og hele verden var inviteret med.

Jacques Costeau, filmskaber og dykker

Gennem en menneskealder var Jacques Costeau med til at opfinde nyt og bedre dykkerudstyr.

© Bettmann/Getty Images

Publikum sad tryllebundet i biografsalen, da dokumentarfilmen “En stille verden” gled over lærredet under filmfestivalen i Cannes i 1956. Filmen skildrede livet på forskningsskibet Calypso og mandskabets dyk mellem hvaler, skildpadder og tropefisk. Med specialiseret filmudstyr havde den 46-årige franskmand Jacques Cousteau lavet skarpe optagelser i farver – noget, som ingen før ham havde gjort.

Cousteaus’ vej i dybet var begyndt med en bilulykke i 1936, hvor han havde fået knust 12 knogler i kroppen og måtte opgive sin drøm om at blive pilot. Under genoptræningen ved Rivearaen opdagede Cousteau imidlertid fornøjelsen ved at dykke. Og snart var franskmanden konstant i vandet.

De mange dyk førte ham på sporet af alt det udstyr, der kunne gøre dykkene længere og dybere. I samarbejde med ingeniører opfandt han bl.a. en luftforsyning kaldet en “Aqua-Lung”, hvor en ventil på en trykflaske tildeler dykkeren portioner af luft under neddykning via et mundstykke. Princippet bag anvendes den dag i dag.

Med tiden kunne Cousteau skrive “dykker, filmmand og havforsker” på sit visitkort. I løbet af en generation blev hans film, bøger og TV-serier som “Havets hemmeligheder” populære over hele Europa og i USA. Efter visningen i Cannes i 1956 blev “Den tavse verden” belønnet med filmfestivalens fornemste pris: Den Gyldne Palme. Året efter modtog filmen en Oscar for bedste dokumentar.

Livet igennem eksperimenterede Jacques Cousteau med at udvikle udstyr til sine opdagelsesrejser. Et af hans første undervandskameraer konstruerede han i 1930’erne. Siden kom en trykreguleret iltforsyning og en mini-ubåd til.

Kamera, dykning, havudforskning
© Shutterstock

Kamera i syltetøjsglas

Cousteaus første optageudstyr var et 8-mm-kamera i et syltestøjsglas.

Iltflaske, dykning, havudforskning
© Shutterstock

Ny luft til dykkere

Takket være sin “Aqua-Lung” kunne franskmanden svømme frit i havet.

Ubåd, dykning, havudforskning
© Carsten Yttesen/HISTORIE & Shutterstock

Ubåd filmede dybet

I 1959 byggede han en mini-ubåd med kameraer og fjernstyret arm.

Skib, dykning, havudforskning
© Shutterstock

Mobilt filmstudie

Fra 1951 var skibet Calypso hans sejlende filmstudie og laboratorium.

Mennesket går på havbunden (300-900 meter)

Jo længere nede i havets dyb, desto højere er trykket. Forskningens svar på trykkets udfordring er atmosfæriske dykkerdragter.

Trykreguleret dykkerdragt, Joseph Salim Peress

Allerede i 1925 fik pressen i London lov til at se en tidlig prototype af Joseph Salim Peress’ dykkerdragt.

© INTERFOTO Friedrich/Imageselect

For at beskytte kroppen mod det såkaldte atmosfæriske tryk har opfindere i tidens løb givet flere bud på, hvordan en trykreguleret dykkerdragt kunne se ud. Takket være en overvåget ilttilførsel får dragten tilført luft med præcis 1 atmosfæres tryk, altså trykket på jordens overflade.

Den første anvendelige version blev lanceret i 1930 af den britiske ingeniør Joseph Salim Peress. Hans dragt, kaldet en ADS (atmosfærisk dykkerdragt), lignede mest af alt en rustning, men den gjorde det muligt for en dykker at bevæge sig ned i hidtil ukendte dybder.

Dragten beviste sit værd, da Peress’ assistent, Jim Jarrett, i 1930 foretog et dyk ned til 123 m i den sagnomspundne sø Loch Ness i Skotland. Dragten fungerede upåklageligt, og Jim kunne frit bevæge sig rundt nede i dybet. Han mødte dog ikke uhyret.

I dag fungerer en ADS som en slags en-mands-undervandsfartøj, hvor dykkeren kontrollerer dragtens arme og ben og kan fjernestyre griberedskaber på dragtens handsker.

Trykdragter hjælper dykkerne

300 meter: Joseph Peress’ trykregulerede dragt tages i brug i 1930’erne. Bjærgningsarbejde kan nu lade sig gøre for dykkere i 300 m’s dybde.

610 meter: Den amerikanske flådedykker Daniel Jackson slår rekorden for dykning i 2006 ved at nå 610 meter i en ADS.

900 meter: ADS-dragten NewSuit er testet på 900 meters dybde. Efterfølgeren fra 2014, ExoSuit, bruges bl.a. til marinearkæologi i Middelhavet.

Forskere kiggede ud af lille koøje (923 meter)

Beebe & Barton, Bathysphere, havudforskning

Beebe og Barton kunne knap nok begge to være inde i stålkuglen, der blev døbt Bathysphere.

© Edd Westmacott/Imageselect

I 1934 lod havforskerne William Beebe og Otis Barton sig nedsænke i en hul stålkugle, så de kunne nå knap 1 km ned under havoverfladen. Intet menneske havde været der før, og de to forskere mødte ukendte rovfisk med hugtænder og blåligt lysende skæl.

Inde i kuglen havde mændene 137 cm i diameter at røre sig på, og ilten kom fra medbragte trykflasker. Fartøjet havde to koøjer: Det ene blev brugt til at sende projektørlys ud, det andet til observationer.

Wiren rakte til 923 m’s dybde, hvor trykket er ca. 100 kilo pr. cm². Takket være formen holdt den 2,25 tons tunge stålkugle til trykket.

Robotter arbejder under dødeligt tryk (4.500 meter)

Robot opsamler mineraler på havbunden.

Patania II modstår på 4.500 m’s dybde et tryk på 445 atmosfærer – svarende til ca. 4.600 tons pr. kvadratmeter.

© Seatools.com

Havbunden er fuld af mineraler og metaller til brug i fx batterier og mobiltelefoner. For at få fat i havets gaver har mennesket udviklet fjernstyrede robotter. En af dem er den 25 tons tunge, fjernstyrede Patania II, som siden 2018 har arbejdet i 4.500 m’s dybde i det nordlige Stillehav, hvor mange mineraler findes.

Patania II opsuger og renser mineralerne, hvorefter de lægges i bunker på havbunden. En hjælperobot støvsuger vha. en slange de rensede mineraler op til et skib på havets overflade.

Dansk ubåd besøgte havets dyb (10.890 meter)

Marianergraven ligger i Stillehavet.

Marianergraven (rød markering) ligger i Stillehavet – godt 1.800 km øst for Filippinerne (røde øer).

© Shutterstock

I 2010 lod den danske havbiolog Ronnie Glud sin selvdesignede robotubåd, Lander, sænke næsten 11 km ned i Challengerdybet fra et japansk forskningsskib. Efter tre timer nåede den fjernstyrede ubåd bunden af dybhavskløften Marianergraven – navngivet efter øgruppen Marianerne.

Formålet med ubådens rejse ned i det blæksorte dyb var at undersøge oceanernes rolle i jordklodens kulstofkredsløb. Derfor medbragte Lander forskellige måleinstrumenter til at tage prøver med af havbundens sedimenter.

Ubåden var solidt bygget, for nede i Marianergraven er trykket over 1.000 gange højere end oppe ved havoverfladen.

Filminstruktør tog på solotur (10.908 meter)

Oscar-uddeling, James Cameron, Titanic

Som instruktør vandt James Cameron i 1998 hele 11 Oscar-statuetter for storfilmen “Titanic”.

© Shutterstock

Takket være DeepSea Challenger, en slags bemandet torpedo, lykkedes det i 2012 den verdenskendte filminstruktør James Cameron at foretage historiens hidtil dybeste dyk for én person – og tilmed i rekordtiden 70 minutter, hvilket var mere end dobbelt så hurtigt som det hidtil hurtigste dyk ned i Challengerdybet.

Cameron medbragte kameraer og specialudstyr og foretog undervejs optagelser af det ellers mørke og ufremkommelige dyb. Ekspeditionen blev foretaget i samarbejde med magasinet National Geographic.

Optagelserne var enestående, da hidtidige dyk i Challengerdybet ikke havde medbragt et så sofistikeret kameraudstyr. Undersøgelser af Challengerdybet viser, at der det dybeste sted er over 11 km op til havets overflade. Dybet kan altså snildt rumme verdens højeste bjerg, Mount Everest, der er ca. 8.849 m.

Fartøj når klodens bund (10.916 meter)

Jacques Piccard, Don Walsh, Trieste

Det over 18 m lange undervandsfartøj Trieste blev bygget i Italien.

© FLHC 3/Imageselect

I 1960 kravlede den schweiziske havforsker Jacques Piccard ombord i det specialbyggede undervandsfartøj Trieste sammen med den amerikanske søofficer Don Walsh. Efter fire timers rejse nåede Trieste 10.916 meter ned i Marianergravens dybeste område: Challengerdybet. Dermed havde de to passagerer foretaget verdens dybeste dyk nogensinde for mennesker.

Gennem et koøje observerede Piccard og Walsh bl.a. søtunger og rejer, hvilket overraskede dem. Hidtil havde videnskaben ikke ment, at liv kunne eksistere så langt nede. Efter 20 min. frigav de to mænd en ballast af jernflis, hvorefter Trieste steg.

Rekorddyk afslørede plastikpose og slikpapir (10.928 meter)

Victor Vescovo, Limiting Factor, havudforskning

Efter 20 års tjeneste i USA’s flåde gik Victor Vescovo i 2013 på pension. Seks år senere nåede han havets bund ombord i Limiting Factor.

© Five Deeps Expedition

I 2019 foretog den pensionerede amerikanske søofficer og rigmand Victor Vescovo verdens hidtil dybeste dyk i Marianergraven. Turen foregik i specialfartøjet Limiting Factor med en 90 mm tyk skal af forstærket titanium. Skallen beskyttede fartøjet mod at blive knust af det massive tryk næsten 11 km nede.

Vescovo nåede ca. 12 m længere ned end tidligere dyk i Marianergraven. I løbet af fire timer indsamlede amerikaneren prøver fra bunden vha. sine fjernstyrede redskaber.

Gennem fartøjets to koøjer fik en forbløffet Vescovo øje på menneskeskabt affald – bl.a. en bærepose i plastik og slikpapir. Sandsynligvis har affaldet med tiden lagt sig på havbunden efter at være blevet smidt ud fra et skib.

Vescovo og hans hold opdagede også hidtil ukendte dyrearter – fx af en slags vandmænd og en variant af det sækkelignende havdyr kaldet en søpung.