Rejsen til havets bund

Dykkere blev også brugt i krig. Med sivstrå som snorkler svømmede den græske pige Hydna og hendes far i ca. 480 f.Kr. ind under en fjendtlig flåde og kappede fortøjningerne, så skibene vædrede hinanden.

Omkring vor tidsregnings begyndelse gjorde japanske kvinder dyk efter perler til et professionelt erhverv.

Hollænder byggede ubåd af træ (5 meter)

Opfinderen Cornelis Drebbel imponerede i 1620 Londons indbyggere, da hans ubåd – verdenshistoriens første – dukkede op til overfladen i Themsen.

Den hollandske indvandrer havde bygget båden i træ og gjort den vandtæt med et omslag af fedtindsmurt læder. Ubåden kunne dykke 5 m ned under vandoverfladen og blev drevet frem af 12 roere, hvis årer stak ud gennem vandtætte lædermuffer i skibet.

Ballasttanke af svineblærer lå under roernes sæde. Via slanger gennem skroget kunne blærerne tage vand ind udefra. Ved dyk åbnede roerne blærernes tilsnørede åbning, hvorved blæren blev fyldt med vand. Skulle ubåden op, pressede roerne på blærerne, så de blev tømt for vand.

Fartøjet havde plads til fire passagerer. Blandt dem var Englands konge, Jakob 1., der fik en prøvetur under vandet med stearinlys som belysning. Tilsyneladende havde hollænderen installeret en iltforsyning vha. en beholder, men hvordan den virkede, er uvist. Ingen samtidige beskrivelser eller tegninger af Drebbels vidunder har overlevet.

Skildpadden var et terrorvåben (5-10 meter)

I 1775 byggede amerikaneren David Bushnell et undervandsfartøj, som han døbte Turtle (skildpadde) pga. af dets buede jernskal. Turtle blev indsat i Den Amerikanske Uafhængighedskrig – bl.a. i 1776, hvor sergent Ezra Lee styrede fartøjet ind i New Yorks Havn for at plante en ladning sprængstof på skroget af englændernes krigsskib Eagle. Aktionen mislykkedes, da ilten inde i Turtle var ved at slippe op, og fartøjet måtte forlade havnen igen.

Astronom udtænkte dykkerklokke (20 meter)

Ud over at få opkaldt en komet efter sig var den engelske astronom Edmund Halley lidt af en Ole Opfinder. Halley udtænkte bl.a. en dykkerklokke, hvor frisk luft blev tilført via slanger forbundet til forseglede tønder med luft i. Blyvægte fik dykkerklokken og de primitive iltflasker til at synke.

Fra dykkerklokken kunne dykkere iført vandtætte hætter og forsynet med luftslanger stige ud og gå nede på havbunden. Halley fik patent på dykkerklokken, og den blev i flere tilfælde brugt helt ned til 20 meters dybde i op til halvanden time. Klokken blev sænket og hævet vha. af tov eller jernkæder.

Vragjægere bjærgede kostbarheder (30 meter)

De engelske brødre Charles og John Deane havde udviklet en hjelm til brandvæsenets røgdykkere, der kunne få luft via en luftslange. Denne hjelm viste sig også anvendelig til dykning, og snart var brødrene verdens mest efterspurgte vragdykkere. Deres hjelm blev et af de første skridt mod nutidens tætsluttende dykkerdragter.

Formue var truet af havet
I 1829 fik brødrene mulighed for at bevise værdien af deres hjelm. Skibet Carn Brea Castle var gået på grund ved Englands sydkyst med lasten fuld af kostbare kobberbarrer, der var forsikret hos Lloyds. Før skibet blev taget af havet, bad forsikringsselskabet brødrene om at redde lasten. Brødrene bjærgede kobberbarrer for over 70 mio. nutidskroner.

Legendarisk skib dukkede frem
Siden den britiske flådes stolthed, krigsskibet Royal George, var gået ned i 1782, havde dykkere forsøgt at bjærge de 108 kanoner fra vraget. Skibet lå på 30 meters dybde, hvilket betød et kolossalt tryk på menneskekroppen. Men Deane-brødrene konstruerede i 1834 en dykkerdragt med iltforsyning. Under bjærgningen fandt brødrene også Henrik 8.s berømte krigsskib Mary Rose.

Kanoner og lig flød på bunden
Efter Krimkrigen (1853-56) hyrede den britiske flåde John Deane til at undersøge havbunden ud for den russiske flådeby Sevastopol. John fandt tabte russiske kanoner og skibsvrag fyldt med metaller, som briterne kunne bruge. Et uhyggeligt syn mødte ham, da han stødte på ligene af russiske ryttere. Hestenes seletøj og soldaternes uniformer forhindrede skeletterne i at falde fra hinanden.

Sveriges stolthed blev reddet (32 meter)

Græmmelsen var stor i Sverige, da flådens nye skib, Vasa, i 1628 tippede rundt og sank på sin jomfrurejse. Med sine 64 bronzekanoner var Vasa sin tids stærkeste krigsskib. 35 år efter fandt et hold dykkere med Albrecht von Treileben i spidsen de kostbare kanoner.

Dykkerne anvendte en selvbygget dykkerklokke med plads til ca. 530 liter luft. Når klokken blev sænket, dannede den indvendige luft et reservoir af ilt. Dykkerne søgte op i klokken, når de havde behov for luft. Derefter kunne de igen dykke ned i det 4 grader kolde vand.

Arbejdet foregik i mørke, da vandtætte lygter endnu ikke var opfundet. Når dykkerne fandt en kanon, blev reb slået om den, så den kunne hæves af et følgeskib. Hen over to år lykkedes det Albrecht von Treileben og hans hold at bjærge 53 kanoner.

Svømmebrille og -fødder kom på mode (39 meter)

Efter en karriere som pilot under 1. verdenskrig og senere stuntman i filmindustrien slog amerikaneren Guy Gilpatric sig ned ved Den Franske Riviera. Gilpatric var en ivrig dykker, og han elskede harpunfiskeri.

I løbet af 1930’erne begyndte han at bruge sine pilotbriller som dykkerbriller, og for at opnå en højere hastighed i vandet lod han sig inspirere af en tidligere fransk opfindelse: Svømmefødderne.

Gilpatric konstruerede sin egen prototype af et sæt svømmefødder, der bestod af tynde træplader med gummi klæbet på. Inspireret af ubådenes periskoper konstruerede Gilpatric også et luftrør kaldet en snorkel, hvormed han kunne svømme under vand i længere tid.

Selvom udstyret var primitivt, vakte det begejstring blandt dykkere på Frankrigs middelhavskyst. Blandt de nysgerrige var franskmanden Jacques Cousteau.

Selvlært dykker tryllebandt verden: Dybhavets konge (40 meter)

Efter en bilulykke lærte Jacques Cousteau sig at dykke. Nu begyndte franskmanden sin rejse mod dybet – og hele verden var inviteret med.

Publikum sad tryllebundet i biografsalen, da dokumentarfilmen “En stille verden” gled over lærredet under filmfestivalen i Cannes i 1956. Filmen skildrede livet på forskningsskibet Calypso og mandskabets dyk mellem hvaler, skildpadder og tropefisk. Med specialiseret filmudstyr havde den 46-årige franskmand Jacques Cousteau lavet skarpe optagelser i farver – noget, som ingen før ham havde gjort.

Cousteaus’ vej i dybet var begyndt med en bilulykke i 1936, hvor han havde fået knust 12 knogler i kroppen og måtte opgive sin drøm om at blive pilot. Under genoptræningen ved Rivearaen opdagede Cousteau imidlertid fornøjelsen ved at dykke. Og snart var franskmanden konstant i vandet.

De mange dyk førte ham på sporet af alt det udstyr, der kunne gøre dykkene længere og dybere. I samarbejde med ingeniører opfandt han bl.a. en luftforsyning kaldet en “Aqua-Lung”, hvor en ventil på en trykflaske tildeler dykkeren portioner af luft under neddykning via et mundstykke. Princippet bag anvendes den dag i dag.

Med tiden kunne Cousteau skrive “dykker, filmmand og havforsker” på sit visitkort. I løbet af en generation blev hans film, bøger og TV-serier som “Havets hemmeligheder” populære over hele Europa og i USA. Efter visningen i Cannes i 1956 blev “Den tavse verden” belønnet med filmfestivalens fornemste pris: Den Gyldne Palme. Året efter modtog filmen en Oscar for bedste dokumentar.

Mennesket går på havbunden (300-900 meter)

Jo længere nede i havets dyb, desto højere er trykket. Forskningens svar på trykkets udfordring er atmosfæriske dykkerdragter.

For at beskytte kroppen mod det såkaldte atmosfæriske tryk har opfindere i tidens løb givet flere bud på, hvordan en trykreguleret dykkerdragt kunne se ud. Takket være en overvåget ilttilførsel får dragten tilført luft med præcis 1 atmosfæres tryk, altså trykket på jordens overflade.

Den første anvendelige version blev lanceret i 1930 af den britiske ingeniør Joseph Salim Peress. Hans dragt, kaldet en ADS (atmosfærisk dykkerdragt), lignede mest af alt en rustning, men den gjorde det muligt for en dykker at bevæge sig ned i hidtil ukendte dybder.

Dragten beviste sit værd, da Peress’ assistent, Jim Jarrett, i 1930 foretog et dyk ned til 123 m i den sagnomspundne sø Loch Ness i Skotland. Dragten fungerede upåklageligt, og Jim kunne frit bevæge sig rundt nede i dybet. Han mødte dog ikke uhyret.

I dag fungerer en ADS som en slags en-mands-undervandsfartøj, hvor dykkeren kontrollerer dragtens arme og ben og kan fjernestyre griberedskaber på dragtens handsker.

Forskere kiggede ud af lille koøje (923 meter)

I 1934 lod havforskerne William Beebe og Otis Barton sig nedsænke i en hul stålkugle, så de kunne nå knap 1 km ned under havoverfladen. Intet menneske havde været der før, og de to forskere mødte ukendte rovfisk med hugtænder og blåligt lysende skæl.

Inde i kuglen havde mændene 137 cm i diameter at røre sig på, og ilten kom fra medbragte trykflasker. Fartøjet havde to koøjer: Det ene blev brugt til at sende projektørlys ud, det andet til observationer.

Wiren rakte til 923 m’s dybde, hvor trykket er ca. 100 kilo pr. cm². Takket være formen holdt den 2,25 tons tunge stålkugle til trykket.

Robotter arbejder under dødeligt tryk (4.500 meter)

Havbunden er fuld af mineraler og metaller til brug i fx batterier og mobiltelefoner. For at få fat i havets gaver har mennesket udviklet fjernstyrede robotter. En af dem er den 25 tons tunge, fjernstyrede Patania II, som siden 2018 har arbejdet i 4.500 m’s dybde i det nordlige Stillehav, hvor mange mineraler findes.

Patania II opsuger og renser mineralerne, hvorefter de lægges i bunker på havbunden. En hjælperobot støvsuger vha. en slange de rensede mineraler op til et skib på havets overflade.

Dansk ubåd besøgte havets dyb (10.890 meter)

I 2010 lod den danske havbiolog Ronnie Glud sin selvdesignede robotubåd, Lander, sænke næsten 11 km ned i Challengerdybet fra et japansk forskningsskib. Efter tre timer nåede den fjernstyrede ubåd bunden af dybhavskløften Marianergraven – navngivet efter øgruppen Marianerne.

Formålet med ubådens rejse ned i det blæksorte dyb var at undersøge oceanernes rolle i jordklodens kulstofkredsløb. Derfor medbragte Lander forskellige måleinstrumenter til at tage prøver med af havbundens sedimenter.

Ubåden var solidt bygget, for nede i Marianergraven er trykket over 1.000 gange højere end oppe ved havoverfladen.

Filminstruktør tog på solotur (10.908 meter)

Takket være DeepSea Challenger, en slags bemandet torpedo, lykkedes det i 2012 den verdenskendte filminstruktør James Cameron at foretage historiens hidtil dybeste dyk for én person – og tilmed i rekordtiden 70 minutter, hvilket var mere end dobbelt så hurtigt som det hidtil hurtigste dyk ned i Challengerdybet.

Cameron medbragte kameraer og specialudstyr og foretog undervejs optagelser af det ellers mørke og ufremkommelige dyb. Ekspeditionen blev foretaget i samarbejde med magasinet National Geographic.

Optagelserne var enestående, da hidtidige dyk i Challengerdybet ikke havde medbragt et så sofistikeret kameraudstyr. Undersøgelser af Challengerdybet viser, at der det dybeste sted er over 11 km op til havets overflade. Dybet kan altså snildt rumme verdens højeste bjerg, Mount Everest, der er ca. 8.849 m.

Fartøj når klodens bund (10.916 meter)

I 1960 kravlede den schweiziske havforsker Jacques Piccard ombord i det specialbyggede undervandsfartøj Trieste sammen med den amerikanske søofficer Don Walsh. Efter fire timers rejse nåede Trieste 10.916 meter ned i Marianergravens dybeste område: Challengerdybet. Dermed havde de to passagerer foretaget verdens dybeste dyk nogensinde for mennesker.

Gennem et koøje observerede Piccard og Walsh bl.a. søtunger og rejer, hvilket overraskede dem. Hidtil havde videnskaben ikke ment, at liv kunne eksistere så langt nede. Efter 20 min. frigav de to mænd en ballast af jernflis, hvorefter Trieste steg.

Rekorddyk afslørede plastikpose og slikpapir (10.928 meter)

I 2019 foretog den pensionerede amerikanske søofficer og rigmand Victor Vescovo verdens hidtil dybeste dyk i Marianergraven. Turen foregik i specialfartøjet Limiting Factor med en 90 mm tyk skal af forstærket titanium. Skallen beskyttede fartøjet mod at blive knust af det massive tryk næsten 11 km nede.

Vescovo nåede ca. 12 m længere ned end tidligere dyk i Marianergraven. I løbet af fire timer indsamlede amerikaneren prøver fra bunden vha. sine fjernstyrede redskaber.

Gennem fartøjets to koøjer fik en forbløffet Vescovo øje på menneskeskabt affald – bl.a. en bærepose i plastik og slikpapir. Sandsynligvis har affaldet med tiden lagt sig på havbunden efter at være blevet smidt ud fra et skib.

Vescovo og hans hold opdagede også hidtil ukendte dyrearter – fx af en slags vandmænd og en variant af det sækkelignende havdyr kaldet en søpung.