Tyrkisk admiral reddede Columbus' kort

Da Piri Reis-kortet blev fundet i 1929 imponerede det historikere i hele verden med sin detaljerede beskrivelse af europæernes første rejser til Amerika.

Piri Reis brugte Columbus' kort til at skabe et prægtigt søkort.

© AGE/Scanpix

Et gulnet kort landede i 1929 på museumsdirektør Halil Ethems kontor. Det var dukket op under oprydningen i de osmanniske sultaners palads, Topkapi i Istanbul, som var ved at blive omdannet til museum.

Kortet viste Atlanten og kysterne på begge sider af oceanet i en sjælden detaljerigdom. Det mest interessante var imidlertid to indskrifter på kortet: “Kysten og øerne på dette kort er gen­givet efter Columbus' kort”, fortalte den ene, som var skrevet på tyrkisk.

Den anden, ført ind med arabiske bogstaver og tal, angav datoen til året 919 i den islamiske kalender. Året svarede til 1510 efter kristen tidsregning, hvilket betød, at kortet var blevet til, blot 18 år efter at Christoffer Columbus første gang anløb Amerika. Kortet var signeret Piri Reis, en for længst glemt admiral i den osmanniske flåde.

Columbus' eget kort fra rejsen til Amerika var for længst gået tabt – og dermed også en masse viden om opdagelsen af den nye verden, så historikere i hele verden modtog nyheden med begejstring. To år senere slog en af verdens førende forskere fast, at kortet var ægte. Det stammede fra 1510 og var udfærdiget af Piri Reis, som befalede over hele osmannernes flåde.

Tog Columbus' mandskab til fange

Piri Reis udmærkede sig i slutningen af 1400-tallet blandt andet ved at vise lederevner under kampe mod sømagten Venedig og lange sejladser på Middel­havet. Til søs tegnede Piri Reis skitser af de kystlinjer, han så undervejs. Han samlede også på søkort, og i 1501 ramte osmannen den helt store gevinst.

Under et togt langs de italienske og spanske kyster tog han nogle søfolk til fange, som havde sejlet med selveste Columbus. Med ombord havde de et kort, der havde tilhørt den berømte opdagelsesrejsende.

Ni år senere, i 1510, brugte Piri Reis det erobrede Columbus-kort og alle sine øvrige informationer til at skabe et prægtigt søkort. Ud over at notere på kortet, at han havde sin viden fra den store opdagelsesrejsende, gentog admiralen også flere af Columbus' fejl –

fx at vise Cuba som en halvø, der sidder fast på det amerikanske kontinent.

Piri Reis benyttede også arabiske og portugisiske kort samt et gammelt kort, som kan være tegnet af den græske geograf Ptolemaios.

Nogle år senere udgav Piri Reis desuden en bog, der rummede en gengivelse af kortet. I en særlig fornem udgave blev bogen foræret til Süleyman den Prægtige, Osmannerrigets største og længst-regerende sultan. Det er formentlig kortet fra denne bog, som i 1929 dukkede op, da sultanens palads blev forvandlet til museum.

Gaven til Süleyman var imidlertid ikke nok til at redde Piri Reis' liv. I 1551 mistede admiralen en stor del af osmannernes flåde, da han tabte et afgørende søslag til portugiserne.

Efter nederlaget lod sultanen den 90-årige Piri Reis halshugge for at have fejlet.