Ingen ved, præcis hvornår det første mekaniske ur blev konstrueret, selvom meget tyder på, at det skete i Europa i slutningen af 1200-tallet.
Middelaldermanuskripter fra den tid taler om en ny form for kostbare ure, men det ord, de bruger i begyndelsen – horologium – var det samme som for andre allerede eksisterende tidsmålere, fx solure og vandure. Det betyder, at man ikke kan være sikker på, hvilken form for ur disse tidlige tekster hentyder til.
Kineserne kom ikke først
Præcis som når det gælder talrige andre store opfindelser, findes der forskellige meninger om, i hvilken del af verden de første mekaniske ure blev bygget.
En del mener, at de store astronomiske ure, der blev bygget i Kina i 1000-tallet, bør regnes med som de første mekaniske ure. Men det er tvivlsomt. De kinesiske ure var ganske vist avancerede konstruktioner, men de byggede alle på vandurets princip, hvor en vandstråle blev brugt til at måle tidens gang.
I slutningen af 1200-tallet begyndte Europas kirketårne at blive udstyret med et ur.
Uret har 3.500 år på bagen
1500 f.Kr.
Solur og vandur blev allerede udviklet i forhistorisk tid.
1200-1300-tallet
Mekaniske ure begyndte at blive fremstillet.
1500-tallet
De første lommeure blev konstrueret, men blev først almindelige i 1800-tallet.
1600-tallet
Penduluret blev udviklet og gjorde tidsmåling mere nøjagtig end før.
De banebrydende mekaniske ure, som man begyndte at konstruere i Europa i middelalderen, fungerede derimod på en anden måde.
Akkurat som de kinesiske ure brugte de en såkaldt spærhage for at regulere, hvordan urværket snurrede rundt. Men det, der fik de europæiske ure til at gå, var lodder, dvs. vægte, der gik op og ned. Det gjorde dem uafhængige af kulde, hvilket vandurene ikke var. Når det var koldt, frøs vandet jo.
Britisk grundighed gav pote
Vægtene i det mekaniske ur drev et urværk, som på sin side fik tidsmåleren til at bevæge sig. Og det var her, den store nyhed lå – de mekaniske ure brugte loddernes bevægelser til at måle tiden. Dette var de nye ures store tekniske landvinding.
At måle tiden i en bevægelse, som går frem og tilbage, i stedet for at måle en vand- eller sandstråle som i ældre ure var en revolution og lagde grunden til alle senere mekaniske ure.
Det første sikkert dokumenterede mekaniske ur blev konstrueret i 1336 af englænderen Richard af Wallingford.
Abbeden og videnskabsmanden Richard af Wallingford med det ur, som han konstruerede i 1336.
Han nedskrev en så detaljeret beskrivelse af, hvordan hans ur virkede, at man har kunnet rekonstruere det i moderne tid. I den sidste halvdel af 1300-tallet bredte Wallingfords opfindelse sig ud over Europa.
Kirken havde brug for præcision
Urene blev ved med at udvikle sig i Europas klostre, hvor man havde et stort behov for punktlighed.
Gudstjenester skulle fx gennemføres på bestemte tidspunkter af døgnet – også sommetider om natten, hvor et solur ikke var til nogen hjælp.
Senere blev de nye ure placeret i klokketårne midt inde i byerne og fik da større betydning for almindelige mennesker. Disse ure var dog ikke specielt nøjagtige, og det var sandsynligvis ikke før i 1500- og 1600-tallet, at de for alvor begyndte at påvirke samfundet i stor stil.
Men da de mekaniske ure først var blevet nøjagtige, blev der flere af dem, og de blev et vigtigt indslag i menneskers liv.
Virksomheder begyndte bl.a. at bruge ure til at regulere arbejdstiden – i starten i miner og på tekstilfabrikker.
Med tiden fik uret større og større indflydelse over samfundet.
Christiaan Huygens (1629-1695) var et multitalent. Ud over præcise ure forskede han bl.a. i Saturns ringe og acceleration.
Hollænderen Huygens gav uret præcision
De første mekaniske ure var ikke specielt præcise og målte kun timer. Først da den nederlandske videnskabsmand Christiaan Huygens i 1600-tallet opfandt penduluret, gav det mening at bruge visere til minutter – og med tiden også sekunder.
Huygens’ ure var så nøjagtige, at de “kun” gik 10 sekunder forkert pr. dag. I 1761 vandt den selvlærte urmager John Harrison en konkurrence, som den engelske flåde havde udskrevet.
Opgaven var at skabe et ur, som viste den korrekte tid, også ombord på krængende skibe ude til havs. Harrisons ur gik kun en femtedel sekund forkert pr. døgn, uanset om der var kraftig søgang eller ej.
Økonomihistorikeren Lewis Mumford har fremhævet uret som den vigtigste forklaring på den industrielle revolution i 1700-tallets England.
Uret gjorde det nemlig muligt at betragte tiden som en vare, der kunne købes og sælges.
Urene bidrog derfor til at øge kravene til effektivitet. I det fremvoksende industrisamfund fik undersøgelsen af, hvordan man bedst udnyttede arbejdstiden, stor betydning, og begrebet “tid er penge” blev født.
Samtidig begyndte mennesker allerede tidligt at protestere mod urets magt over deres liv. Derfor er det ikke så underligt, at mange i dag tager uret af, når de er på ferie – som en måde at markere, at så lever de et friere liv.