Det første lys frembragt ved elektricitet oplyste verden i 1802.
Her forbandt den britiske kemiker Humphry Davy et elektrisk batteri med et stykke platin, som begyndte at lyse.
Gløden var svag og gik ud med det samme – det havde derfor ingen praktisk funktion.
Men hændelsen havde vakt Davys nysgerrighed, og han kastede sig ud i en lang række eksperimenter med dette nye, uudforskede fænomen.
Resultatet blev, at han nogle få år senere kunne præsentere den første elektriske lampe.
Humphrey Davy skabte også den såkaldte “Davy lamp”, en sikkerhedslampe brugt i minearbejde. Den viste bl.a., hvis farlig gas var til stede i minen.
Princippet bag opfindelsen, en såkaldt lysbuelampe, var at sende elektricitet igennem to stænger af kulstof, som blev placeret over for hinanden.
Den elektriske gnist, som blev frembragt, når stængerne berørte hinanden, kunne oplyse en lampe.
Davys lampe lyste alt for stærkt til privat brug, men blev populær til gadebelysning i flere storbyer – især i takt med udviklingen af dynamoer, som kunne levere en stabil elektrisk forbindelse.
Elektricitet blev først for alvor populær som lyskilde, da Thomas Edison i 1879 tog patent på en glødepære.
I de forudgående årtier havde flere andre opfindere udviklet deres egne pærer, men de fleste fungerede kun som eksperimenter.
Edison opkøbte bl.a nogle af de tidligere patenter og fik lavet en både praktisk og billig glødepære, der blev sendt på markedet i 1880.
