20.000 ansatte har De Beers i dag. Firmaet er stadig verdens største diamantproducent.

Diamanter: Sådan fik De Beers verdensherredømmet

I løbet af blot 22 år skaber briten Cecil Rhodes mineselskabet De Beers, der kontrollerer al handel med diamanter. Trusler, hemmelige prisaftaler og underbetalte arbejdere baner vejen for hans succes.

9. maj 2018 af Mette Iversen

Som et edderkoppespind hænger hundredvis af lange reb på kryds og tværs ind over De Beers-minen i Sydafrikas indre. I kurve hejses jord og klippestykker fra minens bund op mod overfladen i rebene. 

Hvert øjeblik kan et reb knække og sende kurvens indhold ned i hovedet på minearbejderne 50 meter længere nede – med død eller lemlæstelse som resultat.

Nede i minen slider tusindvis af arbejdere i gangene. Med hakker, bor og skovle udhuler de undergrunden i jagten på diamanter. Fortjenesten på de kostbare sten ender sjældent i minearbejdernes egne lommer. 

I stedet er formuerne fra verdens største diamantfund ved at gøre en nystiftet virksomhed til en altdominerende gigant.

De Beers hedder firmaet, som ingen midler skyer i jagten på profit. Fra 1880 og 22 år frem opkøber firmaet systematisk jord fra fattige mineejere, truer konkurrenter, snyder med priserne og bliver styrtende rigt på sit verdensomspændende diamantmonopol.

Overvåget af hvide kontrollanter kæmmede sorte arbejdere pulveriseret jord for diamanter.

Afrikas Stjerne tiltrak lykkeriddere

Diamanteventyret tog sin begyndelse i 1866, da en bondedreng fandt en glimtende sten nær Orange River 300 km fra Sydafrikas kyst. Stenklumpen nåede at skifte hænder adskillige gange for småbeløb, før den havnede hos en ekspert, som konkluderede, at der var tale om en diamant på 21,25 karat.

De første lykkeriddere drog straks mod Sydafrikas indre, og da diamanten Afrikas Stjerne på 82 karat tre år senere dukkede frem fra undergrunden nær Orange River, udløste fundet en lavine af invadrere med skovl, hakke og drømmen om hurtig rigdom. I løbet af 10 år fik Sydafrika fordoblet sin hvide befolkning og tredoblet sine toldindtægter.

Nær Orange River lå bonden Johannes Nicolaas De Beers farm. Han var en kristen og nøjsom mand, som med foragt så på de grådige diamantgravere. Han og broren Diederik Arnoldus fandt dog også diamanter på deres jord, men de havde ikke tænkt sig at blive skyllet med af diamantbølgen. Brødrene solgte derfor deres jord.

Johannes fik 6.000 guineas, hvilket var under halvdelen af prisen på Afrikas Stjerne. Efterhånden som diamanter i spandevis blev gravet op på De Beers tidligere ejendom, fortrød den ulykkelige sælger, som mente, at han burde have forlangt seks millioner guineas i stedet.

I 1880 begyndte briten Cecil Rhodes at opkøbe lod efter lod på De Beers tidligere farm. Diamantpriserne var kollapset, fordi de sydafrikanske miner var så spækkede med ædelsten, at verdensmarkedet hvert år blev oversvømmet af over et halvt ton diamanter.

De før så sjældne sten blev nu kun værdisat som en halvædelsten på linje med topas eller turkis. Mange mineejere bukkede under for prisdykket, men 27-årige Rhodes øjnede chancen for rigdom og stiftede et selskab, som han opkaldte efter jordens tidligere ejere: De Beers Mining Company Limited.

Midlerne til at opkøbe lodder havde han tjent ved at sælge isblokke til svedende minearbejdere og pumpe vand ud af oversvømmede minegange. Stykke for stykke satte Rhodes sig på De Beer-minen.

Med kølle og mejsel kløvede sliberen diamanten for at skabe en smuk ædelsten.

Cecil Rhodes stjal genial idé

Cecil Rhodes lå konstant i priskrig med et utal af konkurrenter, hvoraf mange var betydelig større og rigere end hans eget selskab, De Beers. Da politikeren J.X. Merriman i 1886 henvendte sig til ham med et interessant forslag, var Rhodes derfor yderst lydhør.

Merriman foreslog, at alle Sydafrikas mineselskaber inden for diamantbranchen skulle gå sammen. Få uger senere indrykkede Rhodes store annoncer i Sydafrikas aviser. 

Her beskrev han fordelene ved ét stort sydafrikansk diamantselskab til at sikre høje priser på ædelsten – og tog selv hele æren for idéen. Merriman var både vred og skuffet og kaldte Rhodes for “listig, lunefuld og en person, han hellere ville have som modstander end som ven, for så vidste man, hvor man havde ham”.

Rhodes kunne dog også være mere udspekuleret: Da han på et tidspunkt manglede rede penge, solgte han en stor kasse diamanter til sin ærkerival Barney Barnato. 

De to mænd skrev under på aftalen, og Barnato glædede sig allerede til at oversvømme markedet med disse diamanter og dermed tvinge Rhodes i knæ. Men da Rhodes rakte ud for at trykke Barnatos hånd, væltede han kassen med sirligt sorterede diamanter.

Rhodes fik det til at ligne et uheld, og tricket sikrede ham seks uger til at sælge sine egne diamanter til høj pris og tjene en formue – så lang tid ville Barnatos ansatte være om at sortere kassens indhold på ny.

I 1888 lykkedes Rhodes’ plan, og Sydafrikas fire største diamantvirksomheder slog sig sammen i firmaet De Beers Consolidated Mines. Rhodes fik det overordnede ansvar, og med ufine metoder skrabte han formuer sammen til sig selv og de andre ejere.

For at kontrollere udbuddet af diamanter oprettede Rhodes fingerede selskaber, så det udefra lignede, at det frie marked styrede prisen. I virkeligheden holdt Rhodes som en anden dukkefører udbuddet i ave og priserne kunstigt oppe. 

Blev prisen på en bestemt type diamanter for lav, lod han i en periode blot være med at sætte denne type diamanter til salg. Derfor blev diamanter snart igen en sjælden og eksklusiv vare set med forbrugernes øjne.

De Beers’ monopol kostede også arbejdspladser, for Rhodes fyrede i tusindvis af minearbejdere for at sænke firmaets omkostninger. De arbejdsløse minearbejdere gik i protestmarch til De Beers’ hovedkontor i Kimberley.

Her brændte de en dukke, der lignede Rhodes, og en af arrangørerne holdt en hadefuld tale: “Flammerne vil nu fortære de sidste dødelige rester af Cecil Rhodes – fusionernes general og diamanternes konge. Lad os udbringe et trefoldigt hurra for grådighedens villige redskab. Må Gud fortære ham”.

Herefter rejste Rhodes som regel med en betydelig politieskorte, når han skulle ind og ud af Sydafrikas minebyer. Rhodes fik også minebyernes butiksejere på nakken, da han spærrede alle De
Beers’ sorte arbejdere inde bag pigtrådshegn i store lejre. Fremover måtte de kun opholde sig nede i minerne og inde i lejrene. Og deres mad og andre forsyninger var de tvunget til at købe i De Beers-forretninger inden for hegnet.

En reklamekampagne gjorde diamanter til kærlighedens ædelsten. Efterspørgslen steg dramatisk. 

© The Advertising Archives & Shutterstock

De Beers styrede Sydafrika

I 1890 sad De Beers på 90 procent af verdens diamantproduktion. Indtægterne gjorde firmaet til en politisk magtfaktor. 

Da et nyt stort diamantfund året efter blev gjort i Sydafrika, var den høje pris på diamanter dog atter truet. De Beers ville derfor købe minen, mens arbejdsløse minearbejdere krævede forkøbsret.

Sydafrikas premierminister nedsatte en kommission, som skulle finde ud af, hvilken køber landet var bedst tjent med. Kommissionen anbefalede De Beers. 

Valget var ikke overraskende, da Sydafrikas premierminister hed Cecil Rhodes.

Vil du have endnu flere historier fra fortiden? Så få HISTORIE leveret lige til postkassen i et halvt år.

...Psst! Hvis du bestiller nu, kan du spare over 300 kr!

Læs mere

Martin Meredith: Diamonds, Gold, and War: The British, the Boers, and the Making of South Africa, PublicAffairs, 2007. Stefan Kanfer: The Last Empire: De Beers, Diamonds, and the World, Douglas & McIntyre, 1999. 

Måske er du interesseret i...

Læs også