Diamanten kunne ikke redde ægteskabet
Lord Francis Hope levede det søde liv. Han var gift med den letlevende amerikanske sangerinde, May Yohé, og parret havde dyre vaner. Faktisk så dyre, at Lord Hope i 1896 var så dybt forgældet, at han blev erklæret konkurs.
I princippet kunne han sagtens betale sin gæld. For han var i besiddelse af en samling ædelsten, som omfattede en kostbar diamant (45,52 karat), der havde været i familiens eje i et par generationer, og som derfor var kendt som Hope-diamanten.
Men da Lord Francis et par år tidligere havde arvet diamanten, havde der været to betingelser: Dels skulle han tage familienavnet Hope (han var født Henry Francis Pelham-Clinton), og dels skulle han respektere et forbud mod nogensinde at sælge diamanten.
For 20 millioner kroner håb
Den desperate Lord Francis gik imidlertid rettens vej, fik i 1901 ophævet arveklausulen, og afhændede Hope-diamanten for et beløb svarende til godt 20 millioner nutidskroner.
Men da var håbet allerede ude for ægteskabet. May Yohé havde allerede set sig varm på en anden, rundhåndet levemand, og i 1902 lod hun sig skille fra Lord Francis.