De tidligste skriftlige kilder, som omtaler diamanter, blev nedfældet i Indien i ca. 300 f.Kr. På dette tidspunkt havde inderne for længst fået øjnene op for diamanters skønhed og i århundreder gravet efter den eftertragtede ædelsten.
Værket Arthashastra fortæller om livlig handel med diamanterne, der var uhyre eftertragtede og blev betragtet som “juvelen over alle andre”.
Omtrent samtidig beretter teksten Ratna Pariksha, hvordan forskellige diamanter blev testet og rangordnet. Begge værker beskriver diamanter som magiske sten, der kan beskytte deres ejere mod alverdens ulykker – bl.a ild, slanger og onde ånder.
En af verdens største diamanter, Koh-i-Noor, blev fundet i Indien i 1300-tallet. Den rygtedes at bringe uheld til alle mandlige bærere og er derfor kun båret af kvinde, siden den kom til den britiske kongefamilie i 1849. Diamanten blev indsat i Queen Mary's Crown i 1911 og båret ved kroningen af George 5. og dronning Mary. I dag er stenen i kronen en replika – den ægte vare sidder i en broche ejet af dronning Elizabeth.
Fra Indien nåede enkelte diamanter til Europa, hvor de blev et symbol på magt og rigdom og indsat i kongekroner.
I Frankrig udskrev Ludvig 9. en lov, som slog fast, at kun kongen måtte bære de kostbare ædelsten.
Loven fik blot hungeren efter diamanter til at stige og priserne til at eksplodere.
Først da Vasco da Gama opdagede søvejen til Indien i 1499, fik europæerne adgang til at købe de eftertragtede sten direkte af inderne.