Moon of Baroda
Marilyn Monroes diamant var kun til låns.

Marilyn Monroe bar diamanten Moon of Baroda I 1953, da hun skulle promovere filmen Gentlemen Prefer Blondes.
Blondinen ejede ikke diamanter
Da Marilyn Monroe i 1953 promoverede filmen Gentlemen foretrækker blondiner, bar hun faktisk en kostbar og legendarisk diamant om halsen. I filmen synger hun Diamonds are a Girl’s best Friend og derfor havde diamanthandleren Meyer Rosenbaum lånt hende Moon of Baroda (24,04 karat) til formålet.
Maharajaens skat
Den kanariegule diamant stammer fra Indien, hvor den i mere end 500 år lå i maharajaen af Barodas skatkammer. Det menes, at maharaja Sayaji Rao Gaekwar 1. af Baroda i 1787 sendte diamanten til kejserinde Marie Thérèse af Østrig, men under alle omstændigheder vendte den tilbage til Baroda, som i dag hedder Vadodara.
Første verdenskrig førte til økonomisk krise i Indien, og i 1926 måtte maharajaen sælge sit dyreste eje, som dermed kom til USA.
Marilyn Monroe menes ikke at have ejet diamanter selv. Men ved særlige lejligheder bar hun ædelsten, som hun lånte af forskellige juvelerer - dog ikke på noget tidspunkt noget så kostbart, som da hun i 1953 promoverede sin film.
Diamanten vendte kortvarigt tilbage til sin hjemby på en udstilling i 2002, men denne gang kun i en kopi af glas!